Heartbeats » Samfund » Politik » Soldat og forfatter: Ordet ”terrorisme” er politisk befængt

Soldat og forfatter: Ordet ”terrorisme” er politisk befængt

18. oktober 2017 | Christian Aziz

Soldat og forfatter: Ordet ”terrorisme” er politisk befængt

Privatfoto

I slutningen af august 2001 befandt jeg mig på toppen af World Trade Center som turist på rundrejse i USA.

Jeg var netop landet i Danmark igen, da min generations definerende hændelse indtraf; 9/11. Den eneste hændelse i verdenshistorien der blot refereres til via den dato, den fandt sted. Det kan stadigvæk give mig gåsehud at tænke på, at jeg måske kun var et par uger væk fra at være blevet et af ofrene. Hvis nu jeg var blevet et par uger længere og havde udsat mit besøg til den skæbnesvangre dato.

Det er netop denne ”hvis nu” som to grupper af mennesker nyder godt af. To grupper, der ofte har modstridende mål, men paradoksalt nok begge udnytter i den frygt, terroren skaber. Den ene gruppe er de mennesker, der begår terror. Den anden er de politikere, der blandt andet har til opgave at bekæmpe selvsamme mennesker og deres mål.

LÆS ARTIKEL DERFOR OPTRÆDER JEG GRATIS FOR FLYGTNINGEBØRN

Lad os dvæle lidt ved ordet terror. Fordi det er så politisk befængt, hvad der defineres som terror, og hvad der ikke gør, findes der ingen officiel international anerkendt definition for, hvad der er terror. Det kan derfor bruges og misbruges efter forgodtbefindende.

Heldigvis er semantik blind for politikeres ofte mere eller mindre skjulte interesser og parallelle dagsordener. Ordet terror stammer fra latin og kan oversættes til ”skræk og rædsel”. Således er en terrorhandling altså en voldsom handling der skaber skræk og rædsel. Og en terrorist må følgelig være en person, der begår en sådan handling.

Nordjysk terror
Det er altså ikke en handling, der er begrænset til islamister – eller ”mørkemænd” som er et ord, der har sneget sig ind i debatten. En af de første gange vi støder på terror i skrift er i forbindelse med ”terror cimbricus” – romernes skræk for den hærgende horde af nordjyder (cimbrerne), der omkring 100 år før Kristi jog romerne en skræk i livet på deres færd ned gennem Europa.

De Las Vegas-koncertgængere, der d. 1. oktober stod i den skarpe ende af Stephen Paddocks automatvåben, da han besluttede sig for at åbne ild fra sit hotelværelse, kan med garanti godt skrive under på, at han skabte både skræk og rædsel i det voldsomste skyderi med flest sårede og døde nogensinde begået af et enkelt menneske i amerikansk historie. Hvorfor får det ikke prædikatet terror? Mass murderer og lone gunman er det, han hyppigst refereres som.

Det ligger tilsyneladende magthaverne både herhjemme og i USA på sinde kun at definere bestemte terrorhandlinger begået af bestemte terrorister som terror: Dem som passer bedst ind i deres agenda.

I Stephen Paddocks tilfælde er der en våbenlovgivning affødt af amerikanernes historie og varetaget af den mægtige våbenorganisation NRA, som blandt andet gør det svært at tænke og se klart. Det havde ofrene d. 1. oktober givetvis også svært ved simpelt hen fordi, de var terrified eller på dansk skrækslagne.

Terrorhandlinger kan fint inddeles efter den ideologi, der ligger bag, hvilket vi også tidligere har haft tradition for. Især politik og religion kan motivere folk til at begå terrorhandlinger. Men pointen er, at terrorhandlinger skaber skræk og rædsel, selv når vi ikke kan parkere skylden hos én organisation eller én religion.

Symbolsoldater
Herhjemme har vi nu soldater indsat i Københavns gader i kampen mod terror – upåagtet af de juridiske komplikationer ved denne grundlovsudfordrende foranstaltning. Teoretisk set vil man for første gang siden Slaget på Fælleden i 1872, hvor politi og soldater blev sat ind mod danske strejkende, kunne opleve dansk militær i åben kamp mod danske borgere, der går Stephen Paddock i bedene. Eller vil man? Af frygt for en gentagelse af Slaget på Fælleden har kun politiet beføjelser til at bruge væbnet magt på dansk jord, hvilket gør det uklart, hvad de danske soldater rent faktisk vil kunne foretage sig, hvis en trussel opstår. Deres tilstedeværelse er med andre ord symbolsk.

Magthaverne har en interesse i at puste til befolkningens frygt.  Det er altid godt med en ydre fjende. Jeg har som borger i Danmark tiltro til, at det er vores efterretningstjenester der er vores fremmeste våben i kampen mod terror. De kan bekæmpe terroristerne taktisk på deres egne vilkår – nemlig asymmetrisk ved at overvåge, aflytte, infiltrere og formentlig også andre ting som jeg heldigvis er lykkeligt uvidende om.

Men politikerne kunne bekæmpe terroristerne strategisk ved ikke at gå med på den uudtalte konsensus om, at det tilsyneladende kun er islamistiske voldshandlinger, der kategoriseres som terror. Lader vi terrorbegrebet dække alle de handlinger, det rent faktisk bør gøre, udvandes det, da verden jo som bekendt er fuld af død og elendighed – heldigvis bare ikke i særligt stort omfang herhjemme. Det er ufatteligt hvad vi kan lukke øjnene for og fortrænge, fordi politikerne og medierne ikke sætter det så højt på dagsordenen, som de – heldigvis meget få tragedier – nogle har interesse i at kalde terror. Lad os lige slå det fast; herhjemme er to personer omkommet som følge af et terrorangreb. Jeg anfægter på ingen måde det tragiske og meningsløse i disse to menneskers endeligt – tværtimod. Intet menneske er en ø, og klokkerne ringer som bekendt for både dig og mig, hver gang et menneske dør. Men nogle klokker ringer højere takket være de politikere og medier, der hiver i klokkestrengene.

Frygten som redskab
Tag endelig ikke fejl. Jeg er på ingen måde en halalhippie der er blind for, at rigtig megen terror begås af muslimer. Men jeg stødes i lige så høj grad af danske politikere, der spiller på og puster til folkedybets angst for det fremmede, som jeg gør af fremmede, der ønsker andre ondt her i landet. Faktisk kan jeg ikke se den principielle forskel; begge parter søger med frygten som redskab at fremme den sag, de hver især tror på. Det er vel nærmest skæbnens ironi, at de skingreste stemmer i dansk politik set ud fra det perspektiv harmonerer så smukt med de fundamentalistiske røster, de søger at overdøve.

LÆS ARTIKEL TRUMP PUSTER NYT LIV I PROTESTSANGEN

Læs videre