Heartbeats » Samfund » Mennesker » Dengang en skotsk kok sparkede min dør ind for at koge hummer

Cooking up: Dengang en skotsk kok sparkede min dør ind for at koge hummer

16. oktober 2017 | Martin Finnedal

Dengang en skotsk kok sparkede min dør ind for at koge hummer

Tegning: Sofie Kammer

Jeg kan ikke præcis huske, hvornår den skotske kok, vi her bare kalder ”Allan”, flyttede ind, og hvor længe han boede hos mig.

Men jeg kan huske den morgen, jeg smed ham ud.

Allan og jeg havde mødt hinanden på den højskole, jeg gik på, da jeg var 29. Allan var højskolens kok, og måske fordi, han ligesom jeg, var ældre end gennemsnittet, fandt vi tit sammen over en øl og en smøg.

Han havde en lejlighed i Aarhus, og det endte med, at jeg efter endt højskoleophold besøgte ham der.

Senere var vi begge – som man siger – imellem forhold og imellem lejligheder – og da han flyttede rundt i landet, kunne jeg finde på at hive en weekend ud af kalenderen og besøge ham i eksotiske byer som for eksempel Silkeborg. Da jeg senere fik en lejlighed i København, som han ville prøve lykken i, var det derfor også helt ok at han – midlertidigt – boede på min sofa.

Som man siger på engelsk: It seemed like a good idea at the time.

Gordon Ramsay – om misbrug
Kokke (fra Storbritannien) kan nemlig være et lidt specielt folkefærd. Det dokumenterer stjernekokken Gordon Ramsay i en minidokumentarserie, der får premiere på tv-stationen ITV nu på torsdag 19. oktober. ’Gordon Ramsay – On Cocaine’ handler som titlen mere end antyder om misbrug i og omkring restauranter – såvel blandt gæster som personale.

Ifølge ITV har kokken selv mistet en god ven og kollega på grund af en overdosis.

En nylig undersøgelse blandt restaurationspersonale i London har da også vist, at 69 procent på grund af et stressende job får skader på det mentale helbred, at 27 procent indtager alkohol, og 41 procent indtager andre stimulanser for at komme igennem arbejdsdagen.

Lige så flink og rar og interessant, Allan var, var han set i bagklogskabens skarpe lys nok ret så påvirket af et hårdt liv. Blandt andet var han ret god til gadeslagsmål, og han var ikke bange for at bruge disse evner. Et solidt ar efter et ølglas, der havde ramt ham næsten midt i panden, bevidnede, at Allan ikke uden videre bare lagde sig ned.

En anden af hans store interesser var alkohol – og nogle gange også andre rusmidler. Allan talte tit om en bog, han ville lave: En opskriftbog på retter, der var krydret med narkotika. Eksemplerne på vellykkede retter med for eksempel amfetamin eller psilocybinsvampe var få (bortset selvfølgelig fra den obligatoriske pot-brownie), men titlen til gengæld, den havde han allerede: Cooking up.

LÆS ARTIKEL SORT SATIRE OM EN GALOPERENDE MIDTVEJSKRISE

Den eneste lignende ”ret”, jeg kendte, var appelsinjuice med speed – i Holland kendt som Speenas (speed og sinasappelsap). Med fare for at lyde hellig lå min interesse udelukkende i, at jeg syntes navnet lød sjovt.

Men man behøvede man vel egentlig ikke en kogebog for at producere Speenas, så jeg var egentlig ret (journalistisk) nysgerrig efter at finde ud af, hvilke opskrifter A. kunne finde på, og hvad der skulle være fordelen ved at indtage mad og stoffer tilsammen i stedet for bare hver for sig.

Den nedsparkede mur
Den information fik jeg nu aldrig. Til gengæld viste Allans kampsportstalenter sig brugbare, da jeg havde fået den ide at blotlægge en murstensvæg og dermed tilføre min lille lejlighed på Amager lidt new yorkerlignende loftlike-stemning. Under en dag tog det Allan at cirkelsparke gips og puds væk fra muren. Da jeg kom hjem fra arbejde, stod der således en svedig skotte omgivet af støv og murbrokker. En almindelig støvsuger – viste det sig – er på ingen måde anvendelig til at håndtere byggeaffald eller åbenbart skotske kokke, så den lå livløs hen med slatten snabel. Som en deprimeret minielefant.

Om han blev inspireret af nedrivningsprojektet i min ydmyge lejlighed skal jeg lade være usagt, men Allan endte faktisk med at tjene til dagen og vejen på byggepladser rundt omkring i landet. På et tidspunkt tilbød han at betale husleje ved hjælp af nye vinduer, han havde adgang til, men det sagde jeg pænt nej tak til. Efterhånden begyndte han også at få den ide, at vi – og det var altså vi – skulle sælge lejligheden og købe en kolonihave og – lå det imellem linjerne – ud af prisdifferencen finansiere Allans kogebog, som han i øvrigt mente, at jeg skulle skrive.

En mean drunk
Han begyndte med andre ord at få ejerfornemmelser, og det gjorde mig en smule utryg. Også fordi de kokkejob, han stadig ind i mellem tog, gav ham adgang til våde varer, som han indtog i stadig større mængder. Og han kunne godt være en mean drunk. Faktisk i en sådan grad, at jeg begyndte at opfinde undskyldninger for ikke at gå i byen med ham. En uheldig konsekvens af den beslutning var at blive vækket af en højtråbende fulderik, der brasede ind i lejligheden klokken et eller andet om natten.

Lavpunktet for Allan og mit forhold opstod, da jeg en nat kom meget sent hjem. Hoveddøren var brudt op – sparket op faktisk – og halvdelen af karmen hang derfor fast på døren.  Da jeg kom ind i lejligheden – og som det første køkkenet – var der varmt som i en sauna.

HØR PODCASTEN SAUNASAMTALER DITTE HANSEN MØDER JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN

Gasblusset bragede da også derudaf på fuld styrke. På det stod en gryde. Tom. Tør ligefrem.

Et kig ind i stuen afslørede et menneske i fosterstilling. Omgivet af en hummer splittet ad til atomer. Resterne af det velvoksne kræ dannede nærmest en halvmåne rundt om Allans højtsnorkende hoved solidt hvilende direkte på gulvplankerne. En rituel seriemorder kunne ikke have orkestreret det livløse legeme smukkere.

Det er her, jeg må indrømme, at jeg sparkede til ham. Efter – resultatløst – at have rusket i ham gik jeg faktisk så vidt som til at losse ham bagi. Igen uden resultat. Den nat gik jeg ikke bare vred men decideret rasende i seng.

Dagen efter kom der mere kød på historien. Allan havde arbejdet til sent og set sit snit til at forgribe sig på to hummere. Da han åbenbart også havde været lidt fuld, havde han besluttet sig for at tage en taxa fra Nyhavn, men da han ikke havde nogle penge, var det lykkedes ham at få taxachaufføren til at tage en hummer som betaling. Ved ankomst til lejligheden var det så gået op for ham, at han heller ikke havde sine nøgler.

Dagen derpå blev Allan og jeg enige om, at han skulle flytte. Det lykkedes ham at leje en lejlighed lidt længere ude af Amagerbrogade og pludselig en dag var han så helt forsvundet. Han havde godt talt om måske at tage til England eller Irland men pludselig en dag havde han så gjort alvorlig af snakken. Formentlig. Hvor han tog hen, fandt jeg aldrig ud af. Det blev dog ikke det sidste, jeg havde med ham at gøre. De kommende år kom politiet nemlig flere gange forbi på den adresse, som han havde opgivet som sin bopæl. Altså min.

Da jeg spurgte, hvorfor de ledte efter ham, svarede de undvigende. En enkelt betjent fortalte, at de gerne ville tale med Allan, da de mente, han havde været vidne til en forbrydelse. Det var derfor, de ledte efter ham. Helt sikkert.

Senere hen er det dog lykkedes mig at blive venner med en anden skotsk kok. Vi mødte hinanden nord for Polarcirklen. Men det er en helt anden historie.

Læs videre