Heartbeats » Samfund » Mennesker » Le Gammeltoft – Sådan undgår jeg – forhåbentlig – at få en forkælet unge

NISSEPAKKEN: Le Gammeltoft – Sådan undgår jeg – forhåbentlig – at få en forkælet unge

1. november 2017 | Le Gammeltoft

Le Gammeltoft – Sådan undgår jeg – forhåbentlig – at få en forkælet unge

Privatfoto

Mine børn har, hvad de har brug for. Og nok også mere til.

Indrømmet, vi kunne godt skrue lidt ned for det materielle derhjemme – men det giver os en glæde at glæde børnene, og voila – så fik de endnu en lille gave, lakrids, tur i biffen og så videre. Vel at mærke ikke i stedet for kys.

Jeg er selv vokset op i et privilegeret hjem. Mine forældre arbejdede meget, og havde økonomi til ferier, sommerhus og at give os, hvad vi havde brug for. Ingen tvivl om, at de også fandt glæde ved at glæde os. Men en ting, jeg forsøger at tage med mig hjemmefra mit barndomshjem er, at der er forskel på at være forkælet og privilegeret.

LÆS ARTIKEL FERIE PÅ GENBRUGSSTATIONEN

Er man forkælet, tager man det for givet. Er man privilegeret, er man klar over, at man er heldig og sætter pris på de ting, man har og får.

En del af at indføre de værdier hjemme hos os over for vores børn er, at jeg fortæller den store pige på fem, at det er vigtigt at dele – at der er andre, der ikke er lige så heldige som hun er. Men der skal også kobles mere end ord på. Jeg tror på, at det er gennem vores handlinger, vi viser vores børn hvilke værdier, der er i deres hjem.

Pakkekalender til en anden
Det er blevet inkorporeret på flere måder derhjemme. Vi har samlet ind til Red Barnet sammen. Vi samler legetøj, der ikke leges med længere, og sælger det online eller på loppemarked, så hun på den måde kan tjene penge til at købe nye ting. Vi handler brugt og deler med omgangskredsen – både tøj og ting. Men vigtigst af alt, og det der betyder mest for mig som mor og for Filippa, er at være en fremmed piges nisse: At finde 24 fede ting derhjemme, som hun vil give til en, der har mindre end hende. Finde tingene, pakke dem ind og lave en sød og fin pakkekalender til en jævnaldrende.

Vi fandt konceptet nissepakken.dk sidste år, og lavede sammen 24 små pakker. Filippa fandt bamser, bøger og masser af legeting, hun gerne ville give væk. Da de var pakket ind, kørte vi sammen på posthuset og sendte pakkekalenderen godt afsted. Jeg var ved at revne af stolthed. Den empati og det engagement, hun udviste, gjorde mig meget glad. Det er lige præcist DET, jeg prædiker derhjemme. Det er ok, at vi er forskellige. Men vi skal være der for hinanden. Og prøve at gøre andre glade – også dem vi ikke kender.

Filippa bestemmer
Vi er allerede ved at forberede os på at finde gaver til en pakkekalender, der i år skal sendes til en 5-årig modtager et sted i Danmark. Hvad der kommer til at gemme sig under indpakningspapiret, ved jeg endnu ikke. Det er Filippa, der bestemmer.

Men jeg ved, at jeg bliver lige så stolt i år som sidste år. Så er der da noget, vi gør rigtigt!

Tjek www.nissepakken.dk ud – og vær med til at give et barn en bedre december og ja – en bedre jul.

HØR PODCAST HELT ÆRLIGT MOR: SKAL BØRNENE PACES, SÅ DE ER KLAR TIL KONKURRENCESAMFUNDET?

Læs videre