Heartbeats » Musik » Live » Dansk dj spiller i Eiffeltårnet

På toppen: Dansk dj spiller i Eiffeltårnet

12. oktober 2017 | Søren Vestergaard Thiesen

Dansk dj spiller i Eiffeltårnet

Højt at flyve, langt at se.

På mandag spiller den danske dj og producer Kölsch fra det franske nationalsymbol i Paris.

Den store ære er kulminationen på et flot år for danskeren, der har gjort sig bemærket som en af de allerstørste kunstnere inden for elektronisk musik.

LÆS ARTIKEL KØBENHAVNS EFTERTRAGTEDE TECHNO LYDER SOM KNUSTE HJERTER 

Kölsch, tidligere kendt som Rune RK, udsendte i september albummet ”1989” på det tyske pladeselskab Kompakt. Albummet blev så godt modtaget, at nummeret ”In Bottles” med norske Aurora på vokal blev hædret som BBC Radio 1’s Hottest Record.

Anerkendelserne står i kø for den Christiania-fødte dansker, der allerede er slået til elektronisk ridder af Ibizas konge, Pete Tong, og på et årti er blevet en af øens mest lysende stjerner. Den nye kronprins bor på øen i klubsæsonen og spiller ugentligt sin emotionelle house- og technomusik fra dj-tronen på øens allerstørste klubber.

Men nu er tiden altså kommet til at indtage Frankrig.

På mandag 16. oktober kl. 18 spiller danskeren et 75 minutter langt dj-set fra Eiffeltårnets 2. etage. Der er dog intet publikum til stede – de sidder nemlig derhjemme, da hele showet livestreames på Facebook til, ifølge arrangørerne, mere end 15 mio. mennesker.

Showet er blevet til i samarbejde med byen Paris, Eiffeltårnet og livestream-platformen Cercle, der har specialiseret sig i at sende dj-optrædener fra usædvanlige steder.

Du kan opleve hele herligheden på Kölsch’ Facebook-profil sammen med hans 250.000 andre følgere.

Hvis du ikke kan vente til mandag, kan du se et minuts optagelse fra sidste weekend, da danskeren gæstede natklubben Ushuaïas på Ibiza og spillede det anerkendte lukke-set, der markerer starten på klubbens vinterpause.

Ushuaia Ibiza Closing Party

Opslået af Kölsch på 8. oktober 2017

 

LÆS ARTIKEL FREMADSTORMENDE PRODUCER: JEG STARTEDE MED NOGET MEGET MÆRKELIG MUSIK 

Læs videre