Heartbeats » Musik » Artister » Jeg ser mig selv udbrede en mere soulet elektronisk lyd

Jeg ser mig selv udbrede en mere soulet elektronisk lyd

24. oktober 2017 | Fabian Hansen

Jeg ser mig selv udbrede en mere soulet elektronisk lyd

Elias Segujja er et spændende nyt navn på den frodige danske urban-scene. Med en solid håndfuld singleudgivelser har den københavnsk-baserede producer markeret sig med en lyd, der på stilsikker vis forener hiphop, r&b og elektronisk musik i et sjælfuldt og melodisk univers, præget af stor dynamik og detaljerigdom.

Dermed lægger han sig i kølvandet på udenlandske navne som Kaytranada og Cashmere Cat, der de senere år har hjulpet med at udviske grænserne mellem urban og elektronisk musik og skabt nye forbindelser mellem tidligere separate musikscener. Alsidighed er ligeledes kendetegnene for Elias’ bagkatalog, der trods sit beskedne omfang vidner om en kunstner, der allerede mestrer et bredt spektrum af stemninger og stilarter.

LÆS ARTIKEL DYRK EFTERÅRET: FEM ELEKTRONISKE UDGIVELSER 

Indtil videre har Elias optrådt til SPOT-festival, Red Bull Street Party og opvarmet for Saveus på en minitour. Han er desuden blevet bemærket af det indflydelsesrige amerikanske pladeselskab Soulection, der har haft ham i rotation på deres radioprogram.

Heartbeats møder Elias på hans managers kontor, og spørger ind til hvordan han kom i gang med at producere og hvilken musik, der først fangede hans interesse.

Jazzet dubstep
“Det har rykket sig meget, men i gymnasiet begyndte jeg at lave en masse fløde-r&b med nogle venner, der kunne synge. Jeg har nok en meget blød musiksmag, selvom den er blevet lidt hårdere med årene. Men jeg er typen, der godt kan begynde at kede mig, og så skal jeg rykke videre. Så jeg begyndte at kigge på nogle mere hiphoppede og soulede inspirationer. Ting med lidt anderledes akkorder, hvor det godt kan lyde lidt skævt engang imellem. På et tidspunkt begyndte jeg at kigge mere til London, især dubstep-scenen, hvor der kom mere elektroniske lyde og akavede rytmer ind i det. Jeg opdagede kunstnere som Swindle og Silkie fra Deep Medi. Især Swindle var superfed i forhold til at få det mere jazzede ind i dubsteppen. Det gjorde min interesse for elektroniske lyde større.”

I start-10’erne blev Elias tilknyttet det københavnske hiphop-kollektiv Idyllic Entertainment, hvor han producerede beats og fungerede som DJ til live shows. På det tidspunkt havde en bølge af nye producere verden over travlt med at udveksle ideer gennem streamingtjenesten Soundcloud, hvilket førte til eksperimenter med et væld af genrer, som blev dekonstrueret, blandet og genopbygget i spændende nye konstellationer. Los Angeles-pladeselskabet Soulection, hvor flere af de toneangivende artister var tilknyttet, spillede i den forbindelse en nøglerolle.

Jeg var begyndt at lytte meget til ting fra Soulection, og var på den måde kommet ind på navne som Kaytranada, Mr. Carmack og Sam Gellaitry. Med dem var der pludselig nogle, der kombinerede nogle af de samme ting, jeg havde lyttet til på nye måder. Jeg terpede virkelig Soulections radio show, og havde en kæmpedrøm om at blive spillet der en dag. Det skete så rent faktisk i 2016, hvilket var kæmpe optur. Men efter at have lyttet til dem og set hvordan de greb det an, så jeg at man som elektronisk artist godt kan optræde med sin egen musik uden nødvendigvis altid at skulle have en vokalist med.”

Internationale rappere 
Det førte efterfølgende til et øget fokus på instrumentale kompositioner og en karriere som soloartist.
 Elias har dog også udgivet to numre med den danske, London-bosatte rapper Yungest, der som ham selv startede med at udgive musik på Soundcloud. Her høstede hun hurtigt ros på toneangivende internationale musikblogs og anerkendelse blandt respekterede hiphop-navne som amerikanske Earl Sweatshirt. Elias og Yungest har indtil videre samarbejdet på numrene ‘Budget’ og ‘Me & You’.

‘Vi mødtes i 2016, hvor min manager Kristoffer havde snakket med hendes daværende manager. Jeg havde set hende på Soundcloud nogle år før, men det gik først op for mig bagefter, at det var hende. Men vi fik sat et samarbejde op, og begyndte at arbejde på det der i dag er ‘Budget’. Vi havde bare god kemi, hvilket er rigtig vigtigt. Man skal føle sig tryg for at kunne åbne op og udtrykke sig ærligt. Også rent musisk.

“Den aften, vi sad og havde lavet ‘Budget’ færdigt, spurgte hun så, om jeg ikke kunne sætte et hiphop-beat på, så hun kunne freestyle til det. Efterfølgende begyndte vi at forme lidt på freestylen, og over de næste dage, lavede jeg et nyt track til det, hvilket så blev til ‘Me & You’, som vi udgav her forleden.”

Soulfuld approach
Elias Segujjas mere afdæmpede og melodiske tilgang til den elektroniske musik adskiller sig på flere måder sig fra mange af hans kolleger indenfor samme genre. De mere bombastiske 
aspekter af EDM-musikken er tonet ned til fordel for et mere soulfuldt approach, hvilket blandt andet gør ham til et naturligt match til r&b-scenen. Han har da også lavet musik med nye danske r&b-artister som Marcus Gordon. Den øvrige danske elektroniske scene har han aldrig rigtig dyrket. 

LÆS ARTIKEL KØBENHAVNS EFTERTRAGTEDE TECHNO LYDER SOM KNUSTE HJERTER 

“Jeg har aldrig rigtig dykket ned i den danske elektroniske scene, for dem der inspirerer mig har altid været fra udlandet. Personligt vil jeg også gerne sigte til udlandet, for Danmark er et lille land, og derfor også et lille marked. Selvfølgelig er jeg glad for, at jeg har nogle fans rundt omkring i Danmark, men at leve af det tror jeg er svært. Men jeg vil rigtig gerne prøve at være med til at udvide lyden herhjemme. Både med mit eget, men også når jeg laver placements for andre folk. Jeg ser mig selv som værende med til at udbrede denne her mere soulede elektroniske lyd.”

“En kunstner, jeg ser meget op til, er William, der laver projektet Vera. Hans lyd er superfed, og det er måske lidt den lyd, jeg gerne vil hen imod eller hvert fald drager inspiration fra. Jeg tror især, det er noget med dynamikken i lyden. En anden fyr jeg for nylig har lært at kende, og har arbejdet sammen med er Marcus Gordon. Jeg spillede support for ham for nylig på Ideal Bar, og han er en af dem jeg ser mig selv arbejde mere med i fremtiden. Vi har lyttet til mange af de samme ting, og forstår hinanden musikalsk.”

Elias Sugujja-projektets gennemgående elefant-logo, som også er tatoveret på Elias’ bryst, og som repræsenterer hans ugandiske herkomst, vidner om, at der også er tænkt over sammenhængen mellem musikken og det visuelle udtryk. Det samme gør hans første musikvideo, som er til nummeret ‘Around & Around’. 

‘Det var mere en æstetisk video end noget, der som sådan skulle være en handling i. Jeg fik inspiration til den fra en video af SOHN, der hedder ‘Bloodflows’. I stedet for at være noget, der føles lineært, fra A til B, skulle det mere føles som en cirkel, man får lov at træde rundt i. På den måde, er der også nogle ekstra dimensioner i forhold til nummerets titel.

Hvilke dimensioner musikken kommer til at rumme fremover vil tiden vise. Elias Segujja er dog et navn du helt sikkert kommer til at høre mere til fremover. 

 

Læs videre