Heartbeats » Journal » Kultur » Kendt podcaster inviterer til onani i badekar

Kendt podcaster inviterer til onani i badekar

20. september 2017 | Andreas Saxild

Kendt podcaster inviterer til onani i badekar

Foto: Eleanor Petry

”Tag dit tøj af. Dans. Gå hen til spejlet. Kig på den del af dig selv du er mest utilfreds med. Læg dig i badet. Rør ved dig selv. Er der mon nogen, der kigger?”

På årets Radiobiograffestival kan du opleve noget lidt ud over det sædvanlige, når canadiske Kaitlin Prest inviterer dig med ind i det mest private rum i hjemmet: badeværelset. Her vil du blive bedt om at udfordre din privatsfære og udforske din krop i et badekar i en helt almindelig lejlighed på Frederiksberg.

Vi mødte Kaitlin på Cafe Intime, et sted hun beskriver, som taget ud af hendes alternative virkelighed, til en snak om, hvad det er for en oplevelse, man kan forvente sig i hendes lydinstallation ’Bath’.

Hvorfra kom ideen til at lave denne lydinstallation?

“Idéen til projektet opstod ud af min egen frygt for at blive opdaget, når jeg masturberer. Jeg er opvokset som katolik, så da jeg onanerede som ung, ville jeg altid love Gud bagefter, at jeg aldrig ville gøre det igen. Det var forbundet med en kæmpe skam. Den første gang, jeg lavede denne her badekarsinstallation, var det også meget mere uhyggeligt, og handlede meget om skammen ved at onanere. Mens lytteren lå i badekarret fortalte jeg således min egen historie, om nysgerrigheden ved min egen seksualitet på den ene side og min overbevisning om, at det var forkert og beskidt på den anden. Så lytteren i badekarret oplevede lidt det samme dilemma, mens de lå der splitterravende. Det var en lidt mere deprimerende udgave, end hvad jeg har gang i nu, hvor jeg prøver at gøre det lidt mere frigørende.”

LÆS ARTIKEL RADIOELSKER: JEG GRINER VED KOPIMASKINEN OG FÅR TÅRER I ØJNENE PÅ BISPEBJERG ST.

“Da jeg voksede op, var badet det eneste sted, hvor jeg fik lov til at låse døren. Det var det eneste sted, hvor jeg var nøgen – ikke engang på mit soveværelse var jeg nøgen. Så det var i badet, at jeg oplevede at være helt alene med mig selv. Men jeg oplevede alligevel, at skammen over kroppen fulgte med mig ind på badeværelset. I ’Bath’ og i min podcast ’The Heart’ prøver jeg at gøre op med nogle af de tabuer og den skam, der er forbundet med kroppen og med seksualitet. Jeg vil gerne prøve at danne rammerne om et rum, hvor kvinder kan udforske deres nydelse, hvor det ikke er i relation til en mand, men hvor det bare er dem alene med deres krop. Hvert skridt i lydinstallationen fra de træder ind på badeværelset, er et forsøg på at få dem til at føle sig bedre tilpas i deres krop, så jeg fortæller dem ærlige historier fra mit eget liv – om min egen tvivl om min seksualitet eller om mine frustrationer med min krop. Jeg fortæller om min første gang, og inviterer den badende gæst til at deltage – hvis de har lyst, så beder jeg dem om at røre ved sig selv.”

Og gør de så det?

“Jeg havde ikke forventet, at besøgende rent faktisk ville gå hele vejen, men det viser sig, at flere, både mænd og kvinder, har følt lysten strømme ind over dem, selvom de forinden havde nogle klare grænser for, hvor langt de ville gå. Det er ret unikt, at man kan skabe et rum i en fuldstændigt fremmed lejlighed, hvor folk føler sig så sikre og komfortable, at de rent faktisk onanerer i badet – det er jo helt vildt!”

Men det handler vel ikke kun om at få folk til at onanere?

“Nej det er klart. Jeg synes det er interessant, at der er nogen der vælger at gøre det, og jeg vil gerne have at de onanerer i “mit” bad, men som sagt, så er det kun en invitation, ligesom det kun er en invitation, når jeg beder folk om at tage tøjet af. Nogle beholder undertøjet på, og det er helt op til dem. Man deltager i det omfang, man føler sig tryg ved, og det er jo netop det, der er pointen – at føle sig tryg og fri i en fremmed lejlighed, selvom de bliver konfronteret med ting, som ville være ubehagelige i en anden sammenhæng. Jeg er 31 år nu, og bruger det meste af mit professionelle liv (igennem ’The Heart’) på at få andre til at føle sig trygge ved deres seksualitet og ved deres kroppe, men jeg er selv slet ikke tryg ved min egen krop, så jeg udforsker og lærer også selv med ’Bath’.”

LINK LYT TIL THE HEART

Fakta:

Kaitlin Prest (f. 1986) er artist-in-residence under Københavns Radiobiograffestival. Til daglig laver hun podcasten ’The Heart’, som er en del af Radiotopia. I ’The Heart’ fortæller Kaitlin intime historier om mødet mellem mennesker. Kaitlin kalder det et sikkert sted til at konfrontere og udforske emner, som ellers kan være ubehagelige at tale om.

Mens billetter til ‘Bath’ blev revet væk på få minutter, kan du stadigvæk opleve Kaitlin Prest til Grand Opening af Radiobiograffestivalen i Bremen Teatret, samt til Doku vs Drama debat i Absalon.

Læs videre