Heartbeats » Journal » Forfatter: Derfor optræder jeg gratis til fordel for flygtningebørn

Forfatter: Derfor optræder jeg gratis til fordel for flygtningebørn

18. september 2017 | Christian Aziz

Forfatter: Derfor optræder jeg gratis til fordel for flygtningebørn

Illustration: Sofie Kammer

Lørdag 28. oktober samler litteraturen ind til fordel for flygtningebørn, der har fået asyl i Danmark. Initiativet kommer fra Venligboerne, og formålet er at give børnene økonomisk hjælp til at blive forenet med deres forældre her i landet.

Det er meget bevidst, at jeg ikke skriver familiesammenføring, da det begreb efterhånden er så tilsværtet af politisk søle, at det nærmest automatisk henleder tankerne på en form for snylteri – ikke mindst på grund af den hårde tone i udlændingedebatten gennem de seneste år.

Carsten Jensen, der sammen med undertegnede og mange andre forfattere deltager med oplæsning og bogsignering på dagen, har beskrevet det bedst i et essay i Politiken, da han argumenterede for, at mange ifører sig verbale skråremme, når de omtaler udlændinge.

LÆS ARTIKEL TRUMP PUSTER NYT LIV I PROTESTSANGEN 

Jeg har gennem fire år fra 2009 til 2013 arbejdet som skoleleder i Røde Kors Asylafdeling – altid med uledsagede flygtningebørn. Og jeg skal være den sidste til med pladderhumanistisk naivitet at stille mig op og tage dem alle i forsvar. Det vrimlede med voksne, der løj sig yngre for nemmere at få asyl. Det skortede heller ikke på især nordafrikanske store teenagere, der havde levet hårde liv på Europas gader og kun søgte asyl i Danmark for at have en midlertidig base, hvorfra de kunne begå deres kriminalitet.

Men rigtig mange af dem var også børn, der ikke engang var kommet i puberteten endnu. Børn fra Afghanistan, Somalia, Irak og Iran. Disse børns uskyld og appetit på at lære, opvejede så rigeligt de førnævntes mangel på samme.

I fjor debuterede jeg som forfatter med romanen ”En fremmed krydser dit spor” med netop sådan en flygtning i hovedrollen. Eller rettere i romanen hører vi om optakten til, hvorfor han bliver flygtning. En somalisk dreng, der alt for tidligt er blevet faderløs og derfor berøvet en almindelig barndom, men må påtage sig det lod at forsørge sin familie ved at bedrive fiskeri. Han bliver så ad omveje rekrutteret til pirateri og siden kastet ud i sin egen odyssé.

Jan Guillou skrev sine bøger om tempelridderen Arn, fordi han var træt af, at muslimer i både fiktion og i nyhedsstrømmen altid blev fremstillet som skurke. Han syntes, det var på sin plads at minde os om, at der var engang, hvor jøderne i Jerusalem jublede over, at muslimerne – anført af Saladin – smed de kristne på porten og indtog byen, da muslimerne dengang gav jøderne betydeligt bedre kår at leve under, end de kristne gjorde.

På samme måde har jeg i min bog forsøgt at skabe en somalisk hovedperson, som man sympatiserer med, og hvis valg man forhåbentlig som læser forstår. Det er en simpel men vigtig pointe, at vi har nemmere ved at lykkes i mødet med fremmede kulturer, hvis vi ved, hvorfor det enkelte individ gør, som han eller hun gør.

Martin Luther sagde, at ”gode gerninger gør ikke en mand god, men en god mand gør gode gerninger”. Jeg påstår hverken at være en god mand eller at gøre en god gerning ved gratis at stille op til dette arrangement eller donere mine bøger til formålet. Alle forfattere, der stiller op, får jo for det første eksponering på dagen og medieomtale op til og bagefter. Derudover er det også en mulighed for at netværke og hvem ved, måske kaster det noget andet – lønnet arbejde – af sig. Man kan med en vis ret argumentere for at min “velgørenhed” bare er business as usual.

Men det er arrangementet ikke. Det er altafgørende for det liv, som disse nye, håbefulde danskere skal leve. Og det er hovedårsagen til, at jeg stiller op.

FAKTA

75 forfattere heriblandt Carsten Jensen, Kaspar Colling Jensen, Özlem Cekic og Christian Aziz deltager ved arrangementet, der foregår på fire forskellige adresser, tre i København og én i Odense fra klokken 12 til 20. En billet giver adgang til alle fire arrangementer i henholdsvis Zentropas lokaler i Hvidovre, Litteraturhuset ved Vandkunsten, Poesiens Hus og Den fynske Opera. Programmet er endnu ikke endeligt.

Beskrivelse af programmet:
Børn fra verdens krigszoner afkræves op til 50.000 kroner for at få lov til at blive genforenet med deres familier. Efter tre, fire eller sågar fem års adskillelse. Børnene er på egen hånd kommet til vores land og har nu ventet og ventet på opholdssteder over hele Danmark. Når de så endelig får grønt lys til familiesammenføring, skal de selv betale for at få det til at ske. Sådan er konsekvensen af stramningen vedtaget i Folketinget i vinteren 2016.

2. maj og 10. juni 2017 var det 75 billedkunstnere, der donerede værker til to kunstauktioner. Dagene indbragte 250.000 kroner. De penge har siden sørget for, at ni børn er blevet genforenet med deres familier.

Nu er det 75 digtere og forfattere, der donerer deres værker og stemmer. Alle indtægter går igen ubeskåret til de uledsagede mindreårige iblandt os.

LINK SE ZENTROPAS OPSLAG PÅ FACEBOOK 

Billetter kan købes her. Overskuddet går ubeskåret til flygtningebørnene:

LINK KØB BILLET
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Christian Aziz (1981) er uddannet sprogofficer og folkeskolelærer. Han debuterede i 2016 som skønlitterær forfatter med romanen ”En fremmed krydser dit spor”, der er indstillet til Debutantprisen 2017. Han skriver lige nu på en bog om det digitale menneske.

LÆS ARTIKEL HJERNEN LÆRER BEDST NÅR DU KEDER DIG

Læs videre