Heartbeats » Samfund » Mennesker » Krøllet nederdel og kanelgiffel på numsen: Kunsten at fare vild

Krøllet nederdel og kanelgiffel på numsen: Kunsten at fare vild

2. september 2017 | Marie Sloma Qvortrup

Krøllet nederdel og kanelgiffel på numsen: Kunsten at fare vild

Foto: Franne Voigt

”Vi hygger os med det.”

Det er mit mantra, som jeg frisk råber eller udkørt messer ud mellem tænderne, hver gang mine børn og jeg står i en uventet og umiddelbart kedelig eller potentielt stressende sitiation. Når vi skal rydde op, og alle er trætte. Når vi skal handle i et overfyldt supermarked. Når sjove planer bliver aflyst, og vi er skuffede. Eller når vi er på vej fra A til B og farer vild.

Min stedsans er ret dårlig. Mine nærmeste vil nok kalde den elendig. Til gengæld er jeg god til at opleve. Og man kan ikke have det hele.

LÆS ARTIKEL SOLDAT OG FORFATTER: JEG HAR ALTID MORFARS SAV MED I BILEN

Født og giftet ind i familier hvor alle har styr på kort og ruter, og hvor selve det at komme nemmest og hurtigst frem er tegn på overskud, vid og kontrol med situationen, er jeg fuldstændig håbløs. Når min mand taler om verdenshjørner og indre kompas og sikkert navigerer hele familien gennem Rom for at finde en parkeret bil, er jeg fuldstændig imponeret. Og hægtet af.

For indrømmet: Jeg farer altid vild.  Selv på ruter jeg har kørt hundredevis af gange, kan det gå galt.

Som da jeg for nylig skulle til fødselsdag hos min søster i Fredensborg og af en eller anden grund tog en forkert afkørsel på motorvejen. Vi var allerede for sent på den, og som altid nægtede jeg i første omgang, at jeg faktisk ikke anede, hvor vi befandt os.

”Jeg har helt styr på det”, sagde jeg til ungerne imens jeg forvirret gloede på vejskilte, som ikke sagde mig det fjerneste. Først da vi kørte ud af en lille snoet grusvej, og den GPS, jeg var kørt ind til siden for at sætte til, havde beregnet ny rute adskillige gange, måtte jeg give fortabt og sige:

”Ok, vi er faret vild”.

En dyb indånding, musik på anlægget – og så: ”Vi hygger os med det”.

Og tænk engang. Dér på denne uplanlagte og på mange måder særdeles uvelkomne rute fik vi pludselig den skønneste oplevelse. Området viste sig nemlig at være uimodståelig smukt. På markerne stod søde små heste, og da vi slukkede musikken og for en stund holdt stille med åbne vinduer, så vi en hel hjortefamilie græsse ganske få meter fra os.

Vi nåede selvfølgelig frem til fødselsdagen. Godt nok efter at kagen var spist. Og en smule svedige af den lange tur i varme bilsæder. Men en oplevelse rigere. Vi havde faktisk hygget os med det, og ingen var sure.

Det er åbenlyst, at jeg har gjort en dyd ud af nødvendigheden. I mange år kunne jeg gå i panik, når det gik op for mig, at jeg var på afveje. Ikke kun i bogstavelig forstand, men i alle livets henseender. For det er så vigtigt at være målrettet, får vi at vide. Det er vigtigt at komme hurtigt og effektivt frem til sit mål.  Hvad enten det gælder uddannelse, karriere, parforhold eller økonomi, er vi med dårlig stedsans nødt til at se det i øjnene: Kaos er bare ikke moderne.

Det er ikke smart at være hende den utjekkede med fire sabbatår, en million afstikkere i arbejdslivet, krøllet nederdel og rod i kærligheden. Og guderne skal da også vide, at jeg ofte har ønsket mig det anderledes.  At jeg som de fleste andre lurer på perfekte målrettede liv på de sociale medier.

Alligevel er jeg den faktisk taknemmelig. Den dårlige stedsans. Den har nemlig lært mig en meget vigtig lektie: Det er ikke altid den lige vej, der er den bedste. At livets afstikkere ofte rummer kimen til nye opdagelser, sjove oplevelser eller ligefrem et eventyr. Eventyr, der ikke kan planlægges eller navigeres efter, men som opstår ud af det uventede.

LÆS ARTIKEL ZOMBIEBØRN NEJ TAK. NU ER IPADEN RØGET UD

Den lektie forsøger jeg nu at give videre til mine børn. Ikke at jeg altid selv formår at bevare roen – der midt på motorvejen, en halv time forsinket og på vej i stik modsat retning af  destinationen. Jeg når ofte frem med krøllet nederdel og rester af kanelgiffel på numsen. Jeg kommer også nogle gange til at råbe af mine børn. Men for det meste – og det er jeg stolt af -for det meste hygger vi os med det.

Det smarte med et kækt overpositivt mantra er, at det virker. Man kan nemlig ikke være sur eller stresset, hvis man skal hygge sig. Og så bilder jeg mig selv ind, at mine børn lærer ikke at gå i panik, når der afviges fra den oprindelige plan. At de lærer, at eventyret lurer alle steder. Også udenfor GPS´ens rute. Og at en af de fineste kunster er kunsten at fare at vild.

LÆS ARTIKEL IBEN MARIA ZEUTHEN: MAN DØR IKKE AF AT KASTE HÅNDKLÆDET I RINGEN. TVÆRTIMOD. 

Læs videre