Heartbeats » Livsstil » Mad » Ny festival: Hent din egen Noma-mad

Ny festival: Hent din egen Noma-mad

26. august 2017 | Redaktionen

Ny festival: Hent din egen Noma-mad

Foto: Hans Henrik Høeg

“Tænk, hvis vores børn havde en grundviden, der gjorde dem i stand til at plukke ting i naturen med lige så stor sikkerhed, som når de plukker ting fra hylderne i supermarkedet. Hvis de kendte til råvarer som vilde sennepsplanter fra vores strande, skivekamille der blomstrer mellem fortovsfliserne og myrer der smager som citron.”

Sådan siger Noma-chefen Rene Redzepi om projektet Vild Mad, som blev lanceret 27. Juni.

Vild Mad består bl.a. af en app, som guider brugerne gennem naturens spisekammer samt en række udflugter med trænede naturvejledere i hele landet, hvor børn og voksne kan lære mere om de vilde råvarer i naturen. Og det er netop den tættere forbindelse til naturen, der ligger bag idéen med projektet. Det er udviklet i tæt samarbejde med organisationen Byhøst, der arbejder med innovationen inden for vild mad.

Hvis vores børn var beriget af naturen, hvis de opdagede hvor afhængige, vi er af den, og hvis de lærer at elske den, så tror vi på, at de vil kæmpe for at beskytte den,siger René Redzepi.

LÆS ARTIKEL ZOMBIEBØRN, NEJ TAK. NU ER IPADEN RØGET UD

Festival i Naturpark Amager
Men Vild Mad er også en festival, der åbner for første gang i weekenden. Søndag mellem 10 og 18 lægger Naturpark Amager land til tre afmærkede ruter, der strækker sig over tre sankelandskaber – åbent land, skov og vandnært.

I det åbne land kan du møde Byhøst og smage på insekter med vildt. I skoven kan du smage på cider fra Æblerov og møde Rødder. Du kan også udforske skaldyr med Roddie Sloan, der i en årrække har været Noma-leverandør af arktisk fangede søpindsvin og muslinger.

Mange af aktiviteterne er gratis. Det gælder dog ikke boderne. Rosio Sanchez fra Hija de Sanchez slår dørene op til sit autentiske mexicanske gadekøkken, krydret med amagerkanske urter, mens bartendere fra blandt andet Balderdash, Ruby, Lidkøb og Blüme serverer cocktails (med og uden alkohol) med inspiration fra landskaberne, naturlig vin samt en særlig Vild Mad-øl.

Kom på workshop med byens bedste kokke
Man kan også komme på guidet tur med sanke-eksperter efterfulgt af workshop og frokost i det grønne, serveret af et par af byens bedste kokke: Rasmus Kofoed (Geranium) og Mark Lundgaard (Kong Hans Kælder), Karlos Ponte (Taller) og Matthew Orlando (Amass), Jakob Mielcke (Mielcke & Hurtigkarl) og Philipp Inreiter (Slurp Ramen). Disse ture kræver billet, som kan købes på hjemmesiden​​​​​​​.

Vild Mad er støttet med 8,5 mio. kroner af Nordea-fonden, og er blevet til i samarbejde med Byhøst, Friluftsrådet, Naturvejlederforeningen og Supertusch. De har været med til at virkeliggøre projektet, som har været undervejs, lige så længe som Noma har eksisteret. Sankning af lokale urter er selveste Nomas fundament og grunden til, at man i dag kan købe ramsløg i supermarkeder.

Følelsen af at koge 14 års erfaring, viden og energi ned til noget, som alle kan tage del i, er helt fantastisk,siger Rene Redzepi.

OBS Al handel på Vild Mad foregår med træpoletter á 25 kroner. Der kan veksles med både MobilePay og betalingskort. Ingen kontanter.

LINK SE KORT, KØRSELSVEJLEDNING OG PRISER PÅ VILDMAD.DK

Læs videre