Heartbeats » Livsstil » Mad » Nordisk øl og VM i hotdog: Stor madfestival rykker ind på Israels Plads

Nordisk øl og VM i hotdog: Stor madfestival rykker ind på Israels Plads

14. august 2017 | Redaktionen

Nordisk øl og VM i hotdog: Stor madfestival rykker ind på Israels Plads

Israels Plads lige overfor Torvehallerne lægger i 10 dage belægning til en række unikke middage og madevents. Pladsen kommer til at fungere som epicenter for Copenhagen Cooking & Food Festival, der åbner nu på fredag.

Det hele bliver skudt i gang 18. august med en kæmpe åbningsfest. Her skaber Morten Falk, dansk Bocuse d’Or deltager i 2017, Karlos Ponte, køkkenchef hos Restaurant Taller og Henrik Jyrk, TV-kok og aktuel med Restaurant Næs den ultimative grillfest, hvor de hver især kreerer deres bud på den perfekte grill-ret.

I to en halv time sørger Jacobsen for fri fadøl til middagens gæster. Man kan blandt andet smage øllen Nordic Jam, som er udviklet specielt til festivalen sammen med de nordiske bryggerier E.C.Dahls Bryggeri og Nya Carnegiebryggeriet.

“Israels Plads bliver én stor madfest og et naturligt samlingspunkt for festivalen,” siger Stine Lolk, festivaldirektør for Copenhagen Cooking & Food Festival.

21. august kan du se frem til at opleve VM i hotdog – TopDog Charity – hvor otte af verdens bedste kokke dyster i at lave noget så dansk som en hotdog. Man kan selv smage på samtlige deltageres hotdogs uden dog at have indflydelse på resultatet af konkurrencen. Vinderen af den ærefulde titel bliver fundet af et stjernespækket, internationalt dommerpanel. Alle penge fra salget går til Care Danmarks arbejde.

Er du mere til skaldyr og energisk klezmerdans, så skal man reservere sin aften fredag 25. august, når Fiskerikajen med Klør & Klezmer disker op med et skaldyrsorgie. Aftenen starter i østersbaren med østers og bobler. Bagefter står den på langbordsmiddag, hvor fadene går rundt med jomfruhummere, rejer af alle slags og dildkogte krabbekløer. Der er lagt op til dans mellem retterne.

Ud over de nævnte aktiviteter kan Israel Plads’ gæster også glæde sig til grillmiddag med Thomas Rode, se de bedste kokke herhjemme dyste ved Årets Ret, gå ombord i cider fra nogle af verdens bedste producenter og en masse mere.

FREDAG DEN 18. AUGUST
Officiel åbning af Copenhagen Cooking & Food Festival, hvor fire af de dygtigste danske kokke står bag grillerne. Den dag og resten af weekenden kan man desuden opleve grøntsags-festivalen Muld, Magi & Mad, hvor landmænd præsenterer deres afgrøder.

LØRDAG DEN 19. AUGUST
Coop inviterer indenfor i sit økologiske isværksted og lokker med varer i præmier til de modige, der tør teste, hvor dyrevenlig man rent faktisk er, når man køber ind. Thomas Rode tilbereder fritgående kyllinger fra marskgården Sødam, der har to hjerter i Coops dyrevelfærdsmærke.

SØNDAG DEN 20. AUGUST
Yoga-instruktør Susanne Lidang står for yoga i det fri, og Anne Hjernøe står for brunch fra Änglamark. Dagens knap så sundhedsvenlige indslag er Eataly’s Pizzaværksted, hvor man kan lære at bage den perfekte pizza i brandvarm stenovn.

MANDAG DEN 21. AUGUST
Et stjernebestrøet dommerpanel kårer vinderen af det uofficielle VM i hotdog: Top Dog Charity. Der vil være smagsprøver. Børnene kan lave deres helt egen hotdog i Vilde Børne Dogs, og Butcher’s Manifesto griller håndlavede pølser. Omsætningen går til Care Danmark.

TIRSDAG DEN 22. AUGUST
Den danske stjernekok Mads Refslund, som bor i New York, besøger Copenhagen Cooking, hvor han sammen med Muslings kokke kreerer en middag med fokus på genbrug og madspil i THE LAST PARTy.

ONSDAG DEN 23. AUGUST
Potluck Dinner er et unikt sammenskudsgilde for 300 madinteresserede gæster. Her får man mulighed for at smage mad og møde folk fra hele verden. Om eftermiddagen er der sundhedsdebat i samarbejde med DI Fødevarer.

TORSDAG DEN 24. AUGUST
Torsdag viser viser festivalen nogle af de nye tendenser inden for drikkevarer frem. Du kan smage fynske økologiske grøntsags-sodavand og deltage i Rom & Chokoladesmagning.

FREDAG DEN 25. AUGUST
Østersbaren varmer op til langbordsmiddag med østers og bobler. Under selve middagen går fadene går rundt med jomfruhummere, rejer af alle slags og dildkogte krabbekløer.

LØRDAG DEN 26. AUGUST
Fire af landets bedste kokkeelever dyster i Kokkenes Kokketalent – live på scenen. Lørdagen byder også på Copenhagen Cider Festival 2017, hvor op mod 25 af de absolut bedste ciderproducenter fra ind- og udland giver deres bud på, hvad rigtig cider er. Dagen slutter med cidermager-middag, hvor man ved langborde nyder tre til fem retter og cider ad libitum.

SØNDAG DEN 27. AUGUST
Årets Ret 2017 udgør festivalens finale. Her kommer du tæt på topkokkene, når de tilbereder retterne og fortæller om ideen bag maden. Foreningen Danske Madanmeldere har siden 2000 stået bag den årlige kåring, og de danske restaurantanmeldere vil sidde ved dommerbordet denne dag.

SE HELE PROGRAMMET copenhagencooking.dk/program

Læs videre