Heartbeats » Livsstil » Kunst » Bæredygtig afgangsudstilling: Kan arkitekturen redde verdens helbred?

Bæredygtig afgangsudstilling: Kan arkitekturen redde verdens helbred?

10. august 2017 | Nikolaj Hulbæk

Bæredygtig afgangsudstilling: Kan arkitekturen redde verdens helbred?
Sam Coolidge: City and Sea – an Urban Coastline That Adapts to Sea Level Rise

Hvordan møder man en ny generation af bæredygtige projekter fra Arkitekt- og Designskolen? Man tager selvfølgelig den bæredygtige havnebus. Tre stop fra Den Sorte Diamant og en lille gåtur fra Operaen. Så er man der.

I de store murstensbygninger fra 17- og 1800-tallet, der demonstrativt viser, hvordan godt håndværk holder længere, bor arkitekterne. Og designerne. Helt præcist Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).

De unge arkitekter og designere har arbejdet med afgangsprojekter, der skal leve op til FN’s 17 verdensmål, som har til formål at give os alle sammen en grønnere og mere bæredygtig verden. Det er et initiativ, KADK sidste år tog for at give deres studerende en ramme at arbejde inden for og en opgave at fortolke. En udfordring til for alvor at tænke bæredygtighed ind i faget. Denne sommer er den første med afgangsprojekter i pagt med FN-målene. Og de færdige resultater er unikke.

FN fremlagde i 2015 sytten mål for verden. Alle 193 medlemslande skal stå sammen om at bekæmpe fattigdom og sult, sikre rent vand og rettigheder og arbejde mod en grønnere, mere bæredygtig verden.

Man bliver mødt af en trykkende varme, når man træder ind i den store hal, hvor udstillingen med afgangsprojekterne befinder sig. Rummet sender tankerne i retning af gamle fabrikker og hårdt manuelt arbejde med ild og olie i røgfyldte omgivelser, der var hårde for både sjæl og helbred. Tanker, som er helt modsatte af, hvad udstillingen i dag handler om. Tilbage i 1870 var hallerne fyldt med sodrige ansigter, en svedig dunst og spændte muskler, der slog varm metal til ankre og andre skibsdele.

I dag kan man se visioner og spinkle blyantstreger, som i fremtiden skal sikre os rent drikkevand, grønne kulturhuse og bæredygtig innovation.

Hallen med afgangsudstillingen er et imponerende rum. De tykke murstensvægge sætter en rå ramme om udstillingens plancher og små figurer, der er opsat på et metalstillads i to etager. Kontrasten mellem de grove omgivelser og de elegante tegninger, håndlavede modeller og innovative ideer er slående. Ideer, der spænder så bredt, at det kan virke svært at rumme dem alle sammen. Man skal på én gang tage stilling til både moderniseringer af 70’ernes parcelhuse og eksperimenter med nye CO2-venlige materialer som for eksempel tang.

De opsatte vægge kaster om sig med ideer i en sådan grad, at det virker urealistisk at forestille sig, at de for evigt kan blive hængende på et stillads i den gamle smedehal. Mange af projekterne viser en lyst til at gå i clinche med nogle af verdens mest presserende problemer.

LÆS ARTIKEL TRUMP PUSTER NYT LIV I PROTESTSANGEN 

I en solskinsstribe fra et af hallens høje vinduer finder man et spøjst aggregat. Lange glasrør med et sort materiale, der leder ned til shotglas af plastik, er ikke umiddelbart, hvad man forventer at finde på en afgangsudstilling for arkitektstuderende. Det viser sig, at der er tale om en miniatureudgave af et vandrensningssystem, som kan pumpe forurenet vand igennem glasrørene og rense det i sand belagt med et nyt nanomateriale ved navn graphene – en slags tyndt kul. På en større skala skal rensningssystemet bygges som pillerne på en bro i Kina, der kan suge forurenet vand op og distribuere rent drikkevand i ‘Filtration Forests’.

Rensningssystemet testes i Lanzhou i Kina

Allerbagerst i rummet med arkitektudstillingen findes endnu et rum. Det er besynderligt køligt at træde ind i, og der er højt til loftet, for her er intet opsat stillads. Rummet er indrettet med sporadiske øer. På hver af disse øer findes de store miniaturemodeller af afgangsprojekterne. Der er en ø med en model af et typisk parcelhus fra 70’erne, der er bygget om til et kollektiv, og man finder også øer med landskaber, hvor man får lyst til at bygge sin modeltogsstation. Det er her, hvor man rigtig kan mærke udviklingen fra barn til voksen. Ideen om tegningen, der blev til en bygning, der blev til en vision om at gøre verden til bedre sted. En arkitekturens rite de passage.

En model af projektet ‘Creating Woodland’, som er dedikeret til at gro nye skove. Det er en mobil konstruktion, der kan flyttes til forskellige skovfattige områder.

De studerende har taget udfordringen op. Et lille mærke ved hvert projekt viser hvilket eller hvilke af FN-målene, den studerende har arbejdet med. Og det er spændende at overvære de krøllede ideer, der blandt andet forsøger at forene verdenshelbredet med arkitektur. Et projekt, som gør dette, fik tildelt Nationalbankens Jubilæumslegat. Det hedder Zero Boundary Lines og adresserer problemerne med beboelse i områder med ekstrem natur. Den konkrete idé er en konstruktion på kanten af Gobiørkenen, der kan filtrere de kraftige vinde i et af Kinas mest forurenede områder. Bygningen er indrettet med futuristiske tårne i en halvcirkel. De er fyldt med huller, filtre og skakter, så vinden kan blæse gennem bygningen, renses for urenheder og tilsidst bruges som en slags airkondition til at forbedre indeklimaet.

Projektet har nogle klare helbredsmæssige fordele for beboerne i området, der alle nødvendigvis må gå med de velkendte hvide masker for næse og mund, men det er også en italesættelse af problemerne med overbefolkede byer. I lande som for eksempel Kina er der store udfordringer ved, at byerne vokser til urimelige indbyggertal, fordi andre områder i landet er besværlige at bosætte. Zero Boundary Line er et projekt, der tænker arkitektur som løsninger på udfordringerne ved vind og vejr i ellers ubeboelige områder – noget der nemt kunne blive brug for i fremtiden.

Tegning af Zero Boundry Line’s facade, der bryder vindene.

Mange af de studerende udfordrer rammerne for, hvad der er muligt lige nu. Peter Thule Kristensen, der er fagleder på arkitektskolen, forklarer, at det ikke er det vigtigste, om projekterne er realistiske. Det er vigtigere, at afgangsprojekterne forholder sig til den verden, vi lever i. Og det er da også derfor, at man for et år siden opsatte et benspænd om at arbejde under FN’s 17 verdensmål.

LÆS ARTIKEL UFFE ELBÆKS 40-ÅRIGE JEG – BARE JEG NÅR AT BLIVE 50 

FN-målet nummer 17 hedder ”Partnerskaber for handling”. Og lige netop dette har KADK opnået, om end lidt uventet. Efter skolen sidste år offentliggjorde deres treårige projekt om at inddrage FN-målene er KADK blev kontaktet af flere organisationer og virksomheder, der ønsker at skabe partnerskaber om innovativ bæredygtighed. Således – før de mange streger, tegninger og figurer på nogen måde er blevet omsat til virkelighed – har ideerne allerede fået relevans.

LINK LÆS MERE OM UDSTILLINGEN HER: OBS SIDSTE DAG ER 13. AUGUST

 

Læs videre