Heartbeats » Film / TV » Serier » Seriedronning elsker kvinder: Man tugter den man elsker

Seriedronning elsker kvinder: Man tugter den man elsker

3. august 2017 | Ida Rud Nielsen

Seriedronning elsker kvinder: Man tugter den man elsker

O.I.T.N.B. – sæson 5. Foto: JoJo Whilden/Netflix

Latinoer, lesbiske, gamle, sorte og transeksuelle kvinder – hvor ofte får man et ærligt, alvorligt og humoristisk indblik i så forskellige personer i mainstream popkultur?

Beskæmmende sjældent, men en seriøs smagsprøve får man i den populære Netflix-serie Orange is the New Black (OINTB), der handler om de indsatte i et kvindefængsel. Hvilket selvfølgelig sætter blus under nogle groteske, morsomme og rørende konflikter.

Manuskriptforfatteren/showrunneren Jenji Kohan er ærgerlig over, at det stadig er så grænseoverskridende at have et kvindedomineret, multietniske cast, for hun synes ikke, det burde være ekstremt at vise den alsidighed. Ikke i vores tid.

”Jeg håber, seerne udvikler en følelse af fortrolighed med ’andre’ og indser, at folk ligner hinanden på mange måder – denne serie gør det, der er anderledes, normalt,” sagde hun til Elle.com i år.

Mere sex
OITNB er den mest sete af Netflix’ originale serier.  Præcis hvor mange, der ser programmet holder streamingtjenesten tæt til kroppen.

Den indflydelse benytter Jenji Kohan heldigvis til at provokere og skubbe yderligere til grænserne i forhold til sprog, nøgenhed og sex.

”Der er sådan en puritansk bornerthed, der stadig overskygger alting, og det er fjollet,” har hun sagt til The Hollywood Reporter.

”Jeg vil gerne have mere fucking, overalt. Det er en af mine ting. Det udtrykker alt. Det er tryghed, udløsning, brutalt, følgeskab. Vi ser ikke nok sex, ” fortalte hun til Collider tilbage i 2013, da OITNB var ny.

Jenji Kohan. Foto: Jessica Miglio/Netflix

En af de stærkeste scener i seriens historie, var da den indsatte Pennsatucky (Taryn Manning) blev voldtaget af en af fængselsvagterne i sæson 3.

Det skabte debat. Statistikken fortæller, at én ud af fem kvinder i USA bliver voldtaget. Men intentionen var ikke at vise, hvor ofte voldtægt finder sted – men at manden, der gjorde det, ikke selv mente, at han overskred en utilgivelig grænse ved at overhøre kvindens nej.

Fordi han under akten sagde, at han elskede hende.

I seerens optik kan der ikke være nogen tvivl om, at en voldtægt fandt sted. Og det var en stærk måde at formidle den mulige konflikt mellem overgriber og offer – og at en voldtægt ikke kun bliver begået af fremmede mænd i skumle baggyder, men at det også kan være bekendte og venner.

Hvid trojansk hest
Serien har kun kunnet vokse til sit nuværende spraglede vidunder i kraft af en trojansk hest – i form af den hvide kvinde Piper Chapman (Taylor Schilling).

Seriedronningen Jenji Kohan omskrev Piper Kermans selvbiografi. Hun var en ”pæn, privilegeret og ordentlig” hvid kvinde, der kom i fængsel, fordi hun i ungdommelig forelskelse gik med til at hvidvaske penge og transportere stoffer ind over USA’s grænser.

Serieversionens Piper Chapman var den klare hovedperson i den første sæson, men nu, hvor femte sæson har haft premiere i juni i år, er der heldigvis langt mere fokus på flere af de andre herlige kvinder i serien.

”Man kan ikke sælge et program ved at sige, det er en fascinerende historie med sorte kvinder, latino kvinder, gamle kvinder og kriminelle. Men hvis man tager en hvid pige, og følger hende, så kan man udvide sin verden og fortælle alle de andres historier,” siger Kohan i bogen Feminist Perspectives on Orange is the New Black.

Tv i blodet
48-årige Jenji Kohan er gift med forfatteren Christopher Noxon, som hun har tre børn med.

Og så er hun vokset op i et fuldblods branche-hjem.

Hendes far Buz er en Emmy-vindende manuskriptforfatter og producer. Moren Rhea er også manuskriptforfatter, forfatter og lidt skuespiller. Broren David skabte den populære tv-serie Will & Grace.

Kohan har altid skrevet, så for hende var der ikke nogen tvivl om, hvad hun skulle være.

Men alligevel troede ingen i familien på Jenji Kohan, den akavede pige, der i dag stadig skiller sig ud fra mængden med sit regnbuefarvede hår og ”nørdede” briller. Forældrene mente ikke, branchen var noget for hende, så de ville af uvisse årsager hverken støtte eller hjælpe hende med forbindelser til branchen, da hun prøvede at slå igennem i Hollywood.

LÆS ARTIKEL DE BEDSTE SOUNDTRACKS I VERDEN

En ekskæreste spåede, at hun ville have bedre held med at blive valgt ind i kongressen, end at få en karriere som manuskriptforfatter, fordi hun havde – og stadig har – så ukonventionelle ideer og ikke går på kompromis med sin humor og sit ønske om at skrive om de personer med flossede kanter og svære, men genkendelige udfordringer.

Men netop den slags modstand giver Kohan den drivkraft hun har brug for, så hun med retfærdig harme kan råbe ”Fuck” til alt og alle, og kæmpe endnu mere for at gøre præcis det, hun har lyst til.

Kohans komplekse kvinder
Inden sit gennembrud arbejdede hun hist og pist på serier som Venner, Gilmore Girls og Sex and the City uden at lande en fast tjans. Hun vurderer selv, at hun nok var for uvillig til at tilpasse sig normen.

Men hun havde gjort sig positivt bemærket hos kollegaer, så da Danielle Claman Gelber fik tilbudt en serie hos en nu lukket tv-kanal med relativt frie tøjler, hev han Kohan med.

”Hun skriver ægte komik, der er rodfæstet i virkeligheden. Det er troværdigt, selv når det er utroværdigt,” fortæller han til The Hollywood Reporter. Og ud af det samarbejde kom Weeds, der blev Kohans gennembrud.

I den bliver Nancy Botwin (Mary-Louise Parker), mor til to, tvunget ud i pothandel, og hvad der senere følger med af større og mere alvorlige forbrydelser, da hendes mand pludselig dør.

Hovedrollen var en typisk Kohan-kvinde: forvirret, ambitiøs, ærlig og ekstremt omsorgsfuld overfor sin familie. Og det er den slags nuancerede og komplekse personer Orange is the New Black vrimler med.

G.L.O.W. Foto: Erica Parise/Netflix

Senest har hun en finger med endnu en Netflix-serie: en ung, ludfattig skuespiller så desperat, at hun melder sig til G.L.O.W – Gorgeous Women of Wrestling – med alle de kønsstereotyper og sexisme, der hører med til at være iført spandex og bryde med andre kvinder.

Kvinde er kvinde værst
En del af Kohans ”magi” skyldes nok, at hun selv er kvinde. Sorry, men vi kvinder er ikke så simple, som Jack Nicholsens forfatter i Det bli’r ikke bedre påstår – at han forestiller sig en mand, når han skal skrive en kvinde, og så fjerner fornuft og ansvarlighed.

Kohan kender, elsker og frustreres over kvinder og den dynamik, der er i kvindegrupper. Kvinde er kvinde værst, og Kohan trives tydeligvis ved at sætte sine karakterer i modløse situationer.

Kvindefængslet er den perfekte smeltedigel til konflikter. Hvilket især er tydeligt i den aktuelle sæson, hvor de indsatte pludselig har magten inden for tremmerne.

De håndterer deres nye, indespærrede frihed og ansvarsløshed ved at skabe et mindesmærke for deres nyligt dræbte veninde – det dødsfald, der udløste fængselsoprøret. De laver en kaffebar og en åben scene, hvor kvinderne kan optræde med musik og ord og stand-up.

Men de danner også kliker, der kæmper indbyrdes og prøver at skrabe mere magt til sig. Volden breder sig og stemningen bliver mere og mere rå som tiden går.

Så situationen er en blanding af både opløftende og deprimerende. Men anderledes, end nogen fængselsopstand nogensinde er portrætteret før.

Kohan giver de fattige og de undertrykte – og kvinderne – i den vestlige et spejl med Orange is the New Black. Og viser dem, hvor fantasiske de er, og hvilke muligheder de har. Selv om kvinderne sidder i et fængsel, er de ikke stakler, men de kæmper, blandt andet for mere uddannelse og bedre vilkår.

Sådan giver Kohan en fuck-finger til alverdens mænd og regeringer.

LÆS ARTIKEL EMMA HOLTEN I THE BUCKET LIST: JEG HAR BOET DE MEST VANVITTIGE STEDER

 

Læs videre