Heartbeats » Film / TV » Dokumentar » Sjov med dokumentar: Lance Armstrong fortæller alt i ny mockumentary

Sjov med dokumentar: Lance Armstrong fortæller alt i ny mockumentary

20. juli 2017 | Martin Finnedal

Sjov med dokumentar: Lance Armstrong fortæller alt i ny mockumentary

Foto: HBO Nordic

Lance Armstrong er deep throat a la Watergate (men ikke så incognito, som han tror), Kevin Bacon er finsk præsident for Union Cycliste Internationale (UCI), og Orlando Bloom spiller Marco Pantani-klonen, JuJu Peppi, hvis hjerte eksploderer (mens han lader vandet), fordi han er på så mange stoffer, at det tager en dopingekspert 40 sekunder at nævne dem alle.

Det er både overdådigt og vanvittigt, når satiretrioen Jake Szymanski, Murray Miller og Andy Samberg (nok mest kendt fra Saturday Night Live og Brooklyn Nine Nine) laver tykt grin med sportsdokumentaren. De gjorde det for to år siden med 7 Days in Hell, hvor to rivaler (Andy Samberg vs Kit Harrington fra Game of Thrones) mødes i en tenniskamp, der varer ikke mindre end syv hele dage, og nu har de gjort det med Tour de Pharmacy – eller Pharmacy Road, som den hedder på HBO Nordic.

”Filmen” er i virkeligheden én lang satire over vel stort set samtlige sportsdokumentarer nogensinde produceret. Som i 7 Days in Hell er den samtidig en lang cameo-optræden af kendte personer, som for eksempel Mike Tyson, der fortæller, at han blev bokser, fordi hans elskede cykel blev stjålet.

Både hvad sketches og cameos (gæsteoptræden af kendte ansigter) angår kan genren sammenlignes med den såkaldte spoof-genre, som Mel Brooks og Monty Python var med til at grundlægge og som nåede nye højder, da folkene bag Airplane (1980) gjorde tykt grin med katastrofefilmgenren (Airport, The Towering Inferno, The Poseidon Adventure), der blev voldsomt populær i halvfjerdserne.

På samme måde ’spoofer’ mockumentary dokumentarfilmens virkemidler og er således bygget op om fiktive interviews, som vi blandt andet kender dem fra nyhedsindslag og docusoaps a la ‘Cops’.

Har du lyst til at gå yderligere i kødet på mockumentaries anbefaler Heartbeats disse titler:

Take the money and Run (1969)

En af de tidlige mockumentaries er skabt af Woody Allen, der spiller hovedrollen som den fallerede cellospiller og uduelige bankrøver, Virgil Starckwell. Han er på et tidspunkt blandt eftersøgt for, som det lyder: “Assault, Armed Robbery and Committing a Lewd and Immoral Dance with a Chocolate Pudding.” Historien er fortalt blandt andet ved hjælp af voice over og interviews med venner, familie, skolelærer og tilsynsværge. Forældrene, der nægter at kendes ved deres søn, er maskeret ved hjælp af ”Groucho Marx-sæt”: Plastikbriller og overskæg. En af de mest legendariske scener foregår i en bank, som Virgil forsøger at røve. Det går dog (selvfølgelig) galt, da personalet ikke kan tyde Virgils kragetæer på den lap papir, han viser frem.

Bonusinfo: I 1983 skabte Woody Allen endnu en mockumentary nemlig ’Zelig’, der handler om en menneskelig kamæleon. Han er så stor en pleaser, at han er fuldstændig er i stand til at ændre personlighed alt efter, hvad han mener samtalepartneren ønsker sig.

This is Spinal Tap (1985)

Rockklicheerne står I kø i denne fortælling om bandet Spinal Tap. Jalousien gnistrer imellem de to guitarister, David St. Hubbins og Nigel Tufnel, og forholdet bliver sjovt nok ikke bedre, da forsangerens kæreste Yoko Ono-style begynder at bidrage med sine ”friske ideer”. Filmens instruktør Rob Reiner spiller journalisten, hvis interviews kæder filmen sammen. I en to minutter lang sekvens bliver de gruppen spurgt til de trommeslagere, de har mistet, og som – får vi at vide – henholdsvis ”died in a bizarre gardening accent”, ”choked on vomit” og på spontan vis ”exploded on stage”. Flere rockmusikere har sagt om ’This is Spinal Tap’, at den ligger for tæt på sandheden om rock ’n’ roll til rigtigt at være morsom. Ozzy Osbourne fortalte således talkshowværten Conan O’Brien at han modsat alle andre i biografsalen ikke grinede, for han var overbevist om, at han så en rigtig dokumentar.

Bonusinfo: Det meste af holdet bag ‘Spinal Tap’ skabte i 2003 endnu en grotesk musik-mockumentary,’A Mighty Wind’, om tre folkbands, der mødes til en hyldestkoncert for en nyligt afdød kollega.

LÆS ARTIKEL 5 GODE BØGER OM MUSIK

Mand bider hund (1992)

Tre unge belgiske filmskabere Rémy Belvaux, André Bonzel og Benoït Poelvoorde gik i løbet af deres studietid i gang med et provokerende projekt, der skulle vise at blive diskuteret mange år frem – samt ikke mindst vinde kritikerprisen ved filmfestivalen i Cannes. De havde ingen penge og besluttede derfor, at en rå dokumentarstil var den billigste mulige måde at skabe deres seriemorderfilm. Resultatet var ’C’est arrivé près de chez vous’ (det skete i dit nabolag), som fik den engelske titel ’Man Bites Dog’ (da Mand bider hund). Et dokumentarhold følger den meget charmerende morder Ben, der altid i let tone beskriver, hvordan han skaffer lig af vejen og demonstrerer, hvordan han kan skræmme livet af en ældre kvinde og dermed røve hendes penge uden at bruge en eneste kugle. Filmen kammer helt over, da filmholdet helt selv pludselig begår grusomme forbrydelser.

Bonusinfo: ’Mand bider Hund’ kan ses som en kritik af docusoaps, vel at mærke før de overhovedet blev opfundet. Samme præmis dyrker Oliver Stones ’Natural Born Killers’, der udkom to år senere. Manuskriptforfatteren til sagaen om Mickey og Mallory, Quentin Tarantino, kom i øvrigt i slagsmål ved indgangen til screeningen af ’Mand Bider Hund’ ved filmfestivalen i Cannes i 1992.

I’m Still Here (2010)

Joaquin Phoenix chokerede en stor del af den amerikanske offentlighed, da han i The Late Show With David Letterman bekendtgjorde, at han havde opgivet skuespillet for at fokusere på sin hip hop-karriere. En stor del af Lettermans ni minutter lange tåkrummende interview med sin skæg og mørke briller-formummede gæst, blev – som det i al hemmelighed var planlagt – til en vigtig del af filmen ’I’m Still Here’ instrueret af Casey Affleck. I den kan man se Joaquin Phoenix holde vigtige møder med både Ben Stiller og P Diddy, der går i gang med at producere Joaquins rapalbum – begge velvidende at de spiller med i en dokumentarisk film om et ikke-eksisterende sammenbrud. Først ved udgivelsen af filmen – små to år efter Letterman-episoden – blev offentligheden bekendt med, at Joaquin Phoenix – formentlig – ikke fejlede noget, og at de mærkværdigheder, sladderpressen havde svælget i, var en del af et større hoax.

Bonusinfo: Et ekstra metalag blev føjet til, da filmens producer, Amanda White, og fotograf, Magdalena Gorka, anklagede Casey Affleck for at have opført sig krænkende under produktionen af ‘I’m Still Here’  Sagen blev løst uden for retssalene.

What We Do in the Shadows (2014)

Den ene halvdel af duoen i den ret absurde serie ’Flight of the Conchords’, Jemaine Clement, sprang sammen med vennen Taika Waititi, ud som mockumentarist på den blodigst tænkelige måde – nemlig i en film om vampyrer, der bliver fulgt af et dokumentarfilmhold. Det er der selvfølgelig så mange ting galt med, at det er svært at fremhæve noget på bekostning af andet. Dog – for det første er der tale om fire vampyrer, der deler et hus i en forstad til Wellington, New Zealand. For det andet er de på ingen måder sexede men til gengæld supernussede og også lidt ynkelige. Som når en af dem lægger aviser og tæpper ud for at undgå, at hans kvindelige offer skal svine på møblerne. Hvor efter han kommer til at bide direkte i hendes arterie. Ups. Han undskylder selvfølgelig straks rodet overfor filmholdet.

Bonusinfo: ‘What We Do in the Shadows’ begyndte som en 27 minutter lang kortfilm beregnet som en slags salgspitch for spillefilmen. Ifølge brugerkommentarer på IMDB er kortfilmen dog helt ufatteligt kedelig. Måske derfor tog det ni år at gå fra kortfilm til spillefilm.

Documentary Now (2015)

Det fiktive medie Documentary Now fejrer sit 50 års jubilæum ved at vise verdens bedste dokumentarfilm – præsenteret af Helen Mirren. Det giver mulighed for at spoofe utallige stilarter som for eksempel Vice-dokumentaren. Det gigantiske mediehus er her omdøbt til Dronez. To seje reportere sendes til Mexico for at finde og interviewe kartellederen El Chingon, og da de for at sige det lige ud har større nosser end hjerne ender forsøget selvfølgelig katastrofalt. Ikke at det stopper hipstermediechefen spillet af Jack Black i at sende nye folk afsted for at færdiggøre dokumentaren. Documentary Now er kreeret af Saturday Night Live-folkene Bill Hader, Fred Armisen, Seth Meyers og Rhys Thomas. De to førstnævnte spiller en stor del af rollerne.

Bonusinfo: Fred Armisen er desuden hovedkraft i sketchserien Portlandia.

LÆS ARTIKEL 5 PODCASTS TIL DIN SOMMERFERIE

Læs videre