Heartbeats » Samfund » Urbanitet » Ny i kolonihave: Ih tak for alle de velmenende råd

Ny i kolonihave: Ih tak for alle de velmenende råd

13. juli 2017 | Martin Finnedal

Ny i kolonihave: Ih tak for alle de velmenende råd

Jeg synes egentlig selv, jeg havde gjort det ganske udmærket: Klippet hækken.

Det havde jeg så ikke, viste det sig.

Der er i det hele taget meget at lære, skulle et kolonihavehus falde ned i ens turban. For det er jo lykken, kan jeg forstå på bladenes historier om den ene og den anden kreative person, der er flyttet mere eller mindre permanent ud i en kolonihave, hvor fuglene fløjter, og der er højt til loftet.

Da jeg fik tilbuddet om at låne en venindes kolonihavehus i Hvidovre mod til gengæld at passe haven, mens hun er i New York, slog jeg derfor selvfølgelig straks til. Med til det tiltalende ved aftalen hører, at hendes grund er det, man let eufemistisk kan kalde en naturgrund.

Den kræver med andre ord ikke meget vedligeholdelse andet end at sørge for, at ukrudtet ikke stikker af ind til naboens grund og så sætte plæneklipperen i sving cirka en gang om ugen. Det smarte ved aftalen er desuden, at jeg så har et sted at opbevare mine vinterdæk. Så vidt så let.

Klippet, det var den altså ikke
Men som man efterhånden lærer, når man bliver ældre og ældre, er meget lidt så let, som det måske ser ud ved første øjekast. Jeg havde nemlig glemt hækken. Men – tænkte jeg – nu skulle det være, og da jeg i skuret fandt en hækkeklipper og i Bauhaus købte 40 meter gul forlængerledning, var den vel sag så godt som klaret.

Det lykkedes mig da også at få trimmet hækken. Og nu siger jeg med vilje trimmet. For klippet, det var den altså ikke. Måske fordi det at undgå at klippe forlængerledningen over var et mindst lige så vigtigt succceskriterie som en nydelig hæk. Således fik jeg efterfølgende et brev fra bestyrelsen, der gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke inden tidsfristen 1. juli havde udført arbejdet, og at det ville blive udført for min regning, hvis jeg ikke bragte mine affærer i orden i løbet af 14 dage.

LÆS ARTIKEL SOLDAT OG FORFATTER – JEG HAR ALTID MORFARS SAV I BILEN

Opfyldt af retfærdig harme men dog bevidst om egne begrænsninger ud i den ædle hækklipningskunst skrev jeg til bestyrelsen og efterlyste ”løsningsforslag”, som jeg kaldte det.

Svaret var, at hækken langt oversteg maksimumhøjden på 1.80 og i øvrigt ikke flugtede med de andres hække. Fair nok. På den igen. Og i den efterfølgende proces gik det i stigende grad op for mig, hvor seriøst kolonihavefolket ser på manuelt arbejde.

Da jeg for eksempel efter delvist veludført arbejde rev bladaffaldet sammen med en almindelig rive kom en nabo og tilbød mig en bladrive. Hun havde to, så den der måtte jeg bare beholde. Nå, øh jamen så tak!

Da jeg efter endt rivning hev affaldet i haveforeningens dertil placerede container, gjorde en anden nabo mig opmærksom på, at der da vist røg en del ved siden af.

Og få minutter senere, da jeg samlede bladene med bare hænder, påpegede en tredje nabo bekymret, at jeg nok for at undgå torne i nallerne burde bruge handsker.

”jo, men nu er det jo en bøgehæk”, konstaterede jeg med tilstræbt Søren Ryge-mine.

Naboen holdt ikke desto mindre fast i, at det nærmest er umuligt at være et rigtigt kolomenneske uden konstant iklædning af handsker. Bauhaus kaldte – og så alligevel ikke helt.

Med så meget rådgivning på så kort tid var jeg begyndt at tænke på, om jeg måske i søvne havde været hos tatovøren og fået skrevet ”ubehjælpsom idiot” i panden.

Nu skal det siges, at jeg tidligere i mit liv har fået mange bedrevidende råd. Mange af dem vil jeg ligefrem putte i kategorien nedladende. At gøre sig klog på andres vegne kan være en generøs måde at fremhæve sig selv på andres bekostning og måske ligefrem pisse territorie af. Jeg er også en af dem, der altid bliver standset af Unicefs/Amnestys facere og chattet til at levere en god sjat penge til diverse velgørenhed. Måske jeg i virkeligheden har et ansigt, der ligefrem inviterer til (velmenende) opfordringer.

Undgå at klippe ledningen over
Således eftertænksom delte jeg mine kolo-erfaringer med en kollega, som gjorde mig opmærksom på en mere positiv udlægning af sagen. Nemlig at naboernes rådgivning snarere end indblanding skal ses som en interesse i hinanden. I virkeligheden kan det sagtens være en måde at sige hej til det lidt fortravlede bymenneske, der tydeligvis ikke har begreb om, hvad han laver: En slags kolonihavesprog for ”jeg anerkender din tilstedeværelse her i foreningen, og da du tydeligvis er ny, får du her en introduktion til, hvordan vi gør her.”

Det giver god mening, at man hjælper hinanden til at opnå det fælles bedste, nemlig en nydelig kolonihaveforening. Og der er faktisk mange gode tips at hente hos naboerne, har jeg lært.

En af dem tilbød for eksempel at låne mig en pose salt. Og hvis du kære læser undrer dig lige så meget over saltets funktion, som jeg gjorde, kan jeg nu afsløre, at det danner et slags skjold, som ukrudtet har svært ved at trænge igennem.

”Så slipper du for at luge så meget”, blinkede naboen.

Se det er et sprog, jeg forstår.

PS: Her er et simpelt trick til at undgå at skære forlængerledningen over med din hækkeklipper. Hold ledningen over din skulder og sæt den fast i din buksestrop. Så stikker den ikke af fra dig, og du undgår dermed at få den ind i skærezonen. Bum.

LÆS ARTIKEL BRUG SOMMERFERIEN TIL AT BLIVE LØBER 

Læs videre