Heartbeats » Film / TV » Serier » Twin Peaks: Kan David Lynch indfri mine 25 års forventninger?

Twin Peaks: Kan David Lynch indfri mine 25 års forventninger?

14. maj 2017 | Henrik Reinberg Simonsen

Twin Peaks: Kan David Lynch indfri mine 25 års forventninger?

”Vi ses om 25 år”, siger Laura Palmer i foreløbig sidste afsnit af ’Twin Peaks’. Og forsvinder. Få minutter efter står hun der igen. Vi befinder os trods alt i drømmerummet The Black Lodge, hvor døde og levende optræder side om side på zigzaggede gulve med røde gardiner som bagtæppe.

Anden gang, hun står der, er hun forvandlet i øjnene. Bryder ud i et blod-frysende skrig, der får Edvard Munchs ’Skriget’ til at ligne en tudse i halsen. Forfærdende og chokerende, som alt i denne foreløbige finale. Den lineære tid svækkes, krummes, bøjes og vendes som en pandekage hos David Lynch. Hans verden er ét stort ormehul. Spillefilmene ’Lost Highway’, ’Mulholland Dr.’ og ’Inland Empire’ har varieret det samme tema med forskellige karakterer. Alle har de været spundet ind i mystiske plots, som hverken de selv eller seeren på den anden side af lærredet nogensinde tildeles fuld adgang til at gennemskue.

Læs også: Cliffhangere – de bedste og mest ikoniske af slagsen

Skikkelsen i spejlet
Laura Palmers sætning, løftet om de 25 år, er efter alt at dømme den kim, som de nye afsnit på vej snart skal bygge en helt ny sæson på. Vi klipper lige til en anden scene, der med tiden er blevet en af ’Twin Peaks’’ signaturscener: Bedsteborgeren, advokaten Leland Palmer kigger sig selv i spejlet og retter på sit slips. Pludselig står den denimklædte dæmon Killer Bob og snerrer tilbage ad ham. Det er latterligt. Grotesk. Men det rører også noget dybere i én, dette tab af selvet. Vi føler en nærmest instinktiv rædsel ved det kontroltab, som scenen skildrer. Der sker et eller andet, derinde i spejlet, og serien har taget bolig i min underbevidsthed i 25 år med sin blanding af landsbykrimi, sæbeopera og fuldtonet horror-surrealisme. Jeg har aldrig været særligt bange for Killer Bob som sådan – jeg har meget længe fundet hans lighed med én, der kunne bære kabler for et heavy metal-band, lidt for udtalt. Men scenerne her, og mange andre, er alligevel bare blevet og blevet hos mig. Når jeg tuner ind på HBO Nordic d. 22. maj, kommer de nye afsnit af ’Twin Peaks’ på en eller anden måde til at handle også om mig. Om den mellemliggende tid, siden jeg første gang som, hvad, 13-14 årig så de første episoder for første gang.

“Jeg har aldrig været særligt bange for Killer Bob som sådan – jeg har meget længe fundet hans lighed med én, der kunne bære kabler for et heavy metal-band, lidt for udtalt.”

Jeg var egentlig for ung til rigtig at rumme de dæmoniske indslag og de postmoderne referencer. Men jeg så med og småkedede mig nu og da, når der blev tygget doughnuts, drukket kaffe og Special Agent Dale Cooper skulle lære byens excentriske indbyggere at kende. Men pludselig slap Lynch – og medskaber Mark Frost, der ofte får for lidt anerkendelse – ånderne ud af sækken, og jeg måtte flygte fra skærmen, skræmt fra vid og sans. Og gang på gang er jeg vendt tilbage til serien, med stærkere mave og hærdede nerver: jeg har set det meste af ’Twin Peaks’ på RTL med tysk synkronisering i barndomshjemmet, dengang der var væsentligt dårligere adgang til film og serier end i dag. Siden har jeg vist den på VHS til min gymnasiekammerat i slutningen af 90’erne. Min kone og jeg har også taget hele rejsen – fra de nyskabende første afsnit til den langtrukne anden sæson med de pinlige subplots – på DVD for nogle år siden.

Foto: HBO Nordic

Tidens gang
Tiden er gået, medierne skifter, men magien og auraen er bestået. Mordgåden om Laura Palmer – som jeg første gang så som flow-tv, før der var noget, der hed flow-tv – gav mere genlyd på tværs af de vestlige landes small talk end internetalderens ’Game of Thrones’ og ’Breaking Bad’ nogensinde vil opnå i deres asynkrone indtagelse. Og serien har indlejret sig i hele den kollektive underbevidsthed via musik, film, musikvideoer og billedkunst lige siden.

Læs også: Jeg har set ’50 shades – i mørket’. Så det behøver du ikke.

Det oprindelige cast fra ’Twin Peaks’ må således bære på en vis uro, nu hvor de har måttet iføre sig skovhuggerskjorter, politiuniformer og sirlige FBI-jakkesæt på ny. Først er der forventningspresset, om byens kaffe og kirsebærtærte – som Special Agent Dale Cooper gentagne gange hylder – kan smage lige så sublimt denne gang. Men det må også have været overvældende for de involverede bare at se hinanden igen, som til en gammel-elev-fest: at stå der igen, men nu med grå nuancer og sprækker i huden– ja der er endda medlemmer af selskabet, som slet ikke er til stede længere. Skuespillerne, der portrætterer den kontrære FBI-agent Albert Rosenfield og landsbydoktoren Doktor Hayward, nåede at indspille scener, inden de afgik ved døden for nylig. Skuespilleren, der lånte krop til Killer Bob, døde allerede i midten af 90’erne efter at have hjemsøgt en hel generation. (Internettet har drøftet erstatninger – blandt andet den norske maratonforfatter Karl Ove Knausgård har været på tale blandt seriens fans)

Foto: HBO Nordic

Hvorhen, og hvordan?
Det foreløbigt sidste afsnit af ’Twin Peaks’ var en massakre. En dødens triumf. Special Agent Dale Cooper sluttede af med også at se Killer Bob i spejlet – den Tintin-agtige dengsehelt har sluttet sig til de ondes rækker, i hvert fald er den gode Dale stadig fanget i The Black Lodge. Også på de mere jordnære planer i lillebyen faldt elskede karakterer på stribe i det sidste afsnit: Det skete i håndgemæng, som med matadoren Benjamin Horne, eller i en bombeeksplosion, som det var tilfældet med selvsamme ærkekapitalists datter, Audrey Horne. Der er masser af cliffhangers, som skal adresseres med det oprindelige, aldrende cast. Samtidig skal der introduceres en hel ny stribe karakterer, for at ’Twin Peaks’ anno 2017 ikke ruller på rollator-hjul. En lang række tilføjelser er annonceret, der er både gengangere fra andre Lynch-film, men også overraskende castinger som Jim Belushi fra dagtime-komedieserien ’According to Jim’ og Michael Cera, der mest kendes som elskværdigt kejtet i teen-komedier som ’Juno’ og ’Superbad’.

“Det foreløbigt sidste afsnit af ’Twin Peaks’ var en massakre. En dødens triumf. Special Agent Dale Cooper sluttede af med også at se Killer Bob i spejlet – den Tintin-agtige dengsehelt har sluttet sig til de ondes rækker”.

25 år er lang tid
Det virker jo som noget rod. Kan det nogensinde lykkes? Og konkurrencen er større end i begyndelsen af 90’erne. Siden i hvert fald kæmpeserierne ’Six Feet Under’ og ’The Sopranos’ er mange af ’Twin Peaks’ oprindeligt revolutionerende greb blevet almindelig praksis, og med Netflix og HBO Nordics indtog i dagligstuerne er mange blevet serie-gourmander. David Lynchs sidste film var ’Inland Empire’ fra 2006. Det er 11 år siden. Den var for Lynch-agtig og udisciplineret for selv mange af hans indædte fans:

Forventningspresset + 25 år + manglende nøglefigurer + en foreløbig afslutning, der med pyromanens glimt i øjet har brændt en masse broer =???

Det kræver en hjerne så kringlet og uortodoks som Lynchs til at finde ud af, hvordan man lapper og overstiger ormehuller af den kaliber.

Foto: HBO Nordic

22. maj bliver en mærkedag. Ikke kun i Lynchs og alle andre involveredes karrierer. Det bliver også for undertegnede – og mange andre freaks derude – et møde med 25 års opsparet forventning. Ikke kun den amerikanske multikunstner står foran sit livs opgave. Også mit 38-årige jeg skal via en internetopkobling og et nyerhvervet HBO Nordic-medlemskab mødes med den dreng, der fik grundlagt en livslang kærlighed for grænseafprøvende kunst i mødet med dette genremæssige bunkebryllup af en provinskrimi.

Og jeg er faktisk håbefuld. Rygtet vil vide, at Laura Dern skal spille Diane. Diane er Special Agent Dale Coopers sekretær, som han i de foreløbige afsnit kun har rettet henvendelse til indirekte via sin diktafon, når han sender referater af efterforskningsarbejdet hjem til Washington D.C. Skuespillerne Laura Dern og Kyle MacLachlan bliver således genforenet: De spillede i 1986 de to unge, der sammen overvandt dæmonien og perversionen i ’Blue Velvet’, Lynchs udforskning af råddenskaben bag ligusterhækken.

At dette oprindelige, uskyldsrene makkerpar på et eller plan nu bliver genforenet giver mig en slags tyrkertro på, at David Lynch ved nøjagtig, hvad han gør. At vi har klassisk Lynch i vente.

At de gode kræfter faktisk kommer til at vinde – også i Twin Peaks.

Henrik Reinberg Simonsen er cand.mag. i Moderne Kultur og arbejder som informationsmedarbejder hos Sammenslutningen af Kræftafdelinger

Læs videre