Heartbeats » Film / TV » Film » Film-franchises der startede godt og endte rigtig, rigtig skidt

Film-franchises der startede godt og endte rigtig, rigtig skidt

20. april 2017 | Thomas Brunstrøm

Film-franchises der startede godt og endte rigtig, rigtig skidt

I sidste uge havde ‘Fast & Furious 8’ premiere. Listen over 8’ere fra filmens verden, der faktisk er vellykkede, kan vel strengt taget tælles på én hånd. På en uheldig savværksmedarbejder. Men ‘Fast & Furious 8’ er faktisk undtagelsen, der bekræfter reglen. Filmserien har faktisk først fundet det rigtige niveau på de seneste par film, hvor man i stedet for at tage sig selv alt for alvorligt går all in på gøgl og gak og store eksplosioner – og i tilfældet ‘Fast & Furious 8’: Biljagter med atomubåde! Hvis man er parat til at lægge sin kloge-Åge-brille ude i garderoben, er filmen i det hele taget godt to timers koncentreret sjov og vanvid og så over the top, at man ikke kan lade være med at holde af den.

Hvis du kan finde én ting i ‘Fast & Furious 8’ traileren, der ikke er dødawesome, trænger du simpelthen til at tage dit liv op til revision.

Til gengæld er der helt utroligt mange eksempler på franchises, der simpelthen ikke forstod at stoppe, mens legen var god. Vi bringer et par af de mest grelle eksempler her.

Die Hard

Antal film: 5. Måske en mere på vej
Hør lige her: ‘Die Hard’ fra 1988 er en af verdens bedste actionfilm nogensinde. Bruce Willis har aldrig været mere cool, Alan Rickman er en af verdens bedste filmskurke som Hans Gruber, og som man med jævne mellemrum kan konstatere, når man falder over den, hvis man af vanvare kommer til at se flow-tv, holder den stadig til et gensyn. Yippee-ki-yay motherfucker! 2’eren og 3’eren var også ganske glimrende. 4’eren ‘Live Free or Die Hard’ begyndte at virke lidt træt bl.a. på grund af en helt ligegyldig skurk – men bevares, den der scene, hvor Bruce Willis flåede en helikopter ned fra himlen med en flyvende bil med begrundelsen “I was out of bullets” var bestemt fed. Den femte film ‘A Good Year to Die Hard’ var til gengæld, hvor end man gerne ville kunne lide den, dødelendig. Plot og replikker var blottet for charme, Bruce Willis virkede som om, han ikke rigtigt gad, og værst af alt skulle man trækkes med den surmulende Jai Courtney, der har personlighed som en spånplade i rollen som John McClanes søn. En sjette film, en prequel med titlen ‘Die Hard: Year One’ er på tegnebrættet. Man kan med fordel undgå at have for høje forventninger.

Saw

Antal film: 7 og én mere på vej
Den første var meget fed, den næste udmærket, den tredje temmelig fesen og sådan gik det slag i slag frem til den syvende film i rækken, ‘Saw 3D’ fra 2010, som var helt ligegyldig – og nej, den blev ikke bedre af, at Chester Bennington fra Linkin Park helt umotiveret var med i rollen som skinhead. Men sandelig om ikke Jigsaw får endnu en tur i møllen med ‘Saw: Legacy’, der har premiere senere på året – spørgsmålet er, hvad der er værst: At være tvangsindlagt til at se den eller save sit ben af… okay, det er nok at save benet af, men vi tror stadig, den er pivringe.

A Nightmare On Elm Street

Antal film: 9 og én mere på vej
‘A Nightmare on Elm Street’ eller ‘Morderisk mareridt’, som den så smukt og 80’er-agtigt hedder på danske er en mageløs gyser, men som det er tilfældet med rigtig mange gyserfilm, forstod serien slet ikke at stoppe, mens legen var god eller bare hæderlig. I alt ni film er det blevet til, og det er i hvert fald en håndfuld for meget – og det blev ikke bedre af, at man parrede serien med ‘Fredag d. 13.’-serien (der byder på 12 film, en tv-serie, tegneserier, computerspil m.m.) i den håbløse ‘Freddy vs. Jason’. Ikke desto mindre er der en ny reboot (altså udover den reboot, der fik premiere i 2010) på vej. Stop nu.

American Pie

Antal film: 8
Den første var fin nok på egne præmisser og vel egentlig ganske sjov i afdelingen for penis- og hornorkester-relaterede jokes. Men måske nok 2’eren og ret sikkert 3’eren og 4’eren og helt bestemt den alenlange række af direkte-på-dvd-efterfølgere med Stiflers lillebror i hovedrollen kunne vi godt have været foruden.

Transformers

Antal film: 4. Mindst 3 yderligere på vej
Indenfor sin genre – film baseret på legetøj og med biler, der kan blive til robotter som omdrejningspunkt – var Michael Bays ‘Transformers’ fra 2007 slet ikke dum. Til gengæld holdt det hele meget hurtigt op med at være sjovt i ‘Transformers: Revenge of the Fallen’, ‘Transformers: Dark of the Moon’ og ‘Transformers: Age of Extinction’. At begynde at diskutere hvilken en, der er mest ringe, svarer til at forholde sig til, om man helst vil få fingrene i klemme i bildøren eller vælte på sin cykel med ansigtet først. Faktum er, at alle tre er trættende lange eksplosionsporno-film med alt, alt for mange ting i slowmotion, alt, alt for ligegyldigt plot og alt, alt for mange generiske actionsfilm-replikker a la “we got company!”, ‘look out!” og “secure the perimeter!”. Ikke desto mindre er yderligere tre film på vej, allerede i juni kommer ‘Transformers: The Last Knight’, hvor man gudhjælpemig har lokket Sir Anthony Hopkins til at være med. Folk, der hedder ‘Sir’ til fornavn bør ikke være med i film med talende biler.

Læs videre