Heartbeats » Karriere » Iværksætteri » Kære Brian Mikkelsen: Vil du passe mit barn?

Kære Brian Mikkelsen: Vil du passe mit barn?

12. april 2017 | Le Gammeltoft

Kære Brian Mikkelsen: Vil du passe mit barn?

Kvinder kan sagtens gøre karriere og få børn samtidigt, men der er, særligt for iværksættere en del forhindringer, der skal kigges på, hvis flere kvinder skal lokkes til.

Forleden offentliggjorde Erhvervsministeren sit nye iværksætterpanel bestående af en masse iværksættere og investorer der har ”made it”. Jeg var ærligt lidt skuffet. For som up coming iværksætter, kvinde og mor, havde jeg håbet på en bredere casting af iværksættere inden for forskellige fag, aldre, områder og mindst én i panelet, der kunne afspejle mit fag eller potentielt kunne være talsperson for iværksættere som mig.

Det er oftest sådan at når jeg, i min hverdag støder på udfordringer og problemer, så reagerer jeg ved, at prøve at få ændret tingene, så de der kommer efter mig ikke skal bøvle med samme udfordringer. Den seneste tid er der særligt en sag, der ligger mit hjerte meget nært – Barsel for iværksættere.

Da jeg blev gravid med mit barn nummer to, prøvede jeg at hitte ud af, hvordan jeg skulle løse udfordringen med barsel. For når man har en ung virksomhed som min, så kan man ikke bare blive væk i et år. En ung virksomhed har brug for skaberens lidenskab, skabertrang og retning. Havde jeg taget barsel i et år, havde virksomheden nok ikke eksisteret nu.

Det gik hurtigt op for mig, at barselsreglerne for selvstændige er ret komplicerede. Jeg måtte faktisk give op og ringe til Udbetaling Danmark og få hjælp. Sådan går det, når man har tre forskellige virksomhedskonstruktioner under sig. Jeg var – ligesom mange andre iværksættere og selvstændige – berettiget til barselsdagpenge, men med dem, følger der et problem med: Tager du bare en time på arbejde, ryger du på deltidsdagpenge. Det vil sige, at det faktisk er umuligt at følge med i, hvad der sker i din virksomhed uden at blive bonnet for det og ryge ned på halve barselsdagpenge.

Jeg synes vi er ekstremt privilegerede i Danmark. Vi får hjælp og støtte af det offentlige, når vi har brug for det. Men med penge følger regler og med regler følger der ofte begrænsninger. Det er det, jeg har lidt under den seneste tid. For det ER urealistisk at tro, at man som iværksætter kan blive væk fra et ungt firma. Måske Erhvervsministeren skulle invitere på en kop kaffe og høre et par ideer til, hvordan udfordringen kunne løses? Så vil jeg samtidigt høre ham, om han kunne tænke sig at passe mit barn. For det der med institutionspladser i Københavns Kommune – ja, det er en historie for sig.

De sidste par måneder har jeg haft babyen med på arbejde. Jeg har kravlegård, højstol, barnevogn, grød, bleer og alt det der liggende på kontoret, så hun let har kunnet komme med. Så slæber hun sig rundt på gulvet og hiver i ledninger, mens jeg prøver at arbejde. Eller også ligger hun midt mellem alle de ansatte og bliver leget med. Hun (og jeg) nyder det. Men nu er hun klar. Klar til at blive passet. I Københavns Kommune er der dog ikke søskendegaranti i institutionerne, så frygten er, at jeg skal køre baby ind i en anden institution end sin søster. Ja, og hvad så, tænker du måske? Jo, noget af det, der kan være med til at bremse kvinder i at springe ud som iværksættere er blandt andet, at logistikken omkring arbejde og familie kan virke udfordrende. Jeg har gjort det og elsker det, men elsker ikke, at skulle hjule byen rundt for at aflevere for så at kunne være på arbejde i 7 timer. Det er jo i forvejen en kort dag.

Vi er blevet opfordret til at være iværksættere. Tjek. At skabe arbejdspladser. Tjek. At få børn. Tjek. Men kære Brian, kunne det være en mulighed at kigge på, at vi til gengæld i det mindste kunne få lov at gå på arbejde, når vi ville – og at vi måske kunne få passet vores børn, når de blev store nok? Der er simpelthen for mange regler på området som det ser ud lige pt, og det er utvivlsomt med til at gøre det mindre attraktivt at springe ud som iværksætter.

Jeg har fået løst (næsten alle) mine problemer, men det holder mig ikke fra at dele mine erfaringer og prøve at få ændret reglerne lidt, så de der kommer efter mig, får lettere ved at få det hele til at gå op i en højere enhed. Familien og arbejde, for det kan vi sagtens!

Læs videre