Heartbeats » Livsstil » Kunst » Der, hvor ordene slipper op

Der, hvor ordene slipper op

18. april 2017 | Christine Løkkebø

Der, hvor ordene slipper op

For enden af en lang vej, der åbner op til psykiatrisk hospital i Risskov ved Aarhus, ligger nogle smukke, gamle og gulstenede bygninger. Her ligger Museum Ovartaci i en sidebygning, der indtil 1970’erne var hospitalets køkken og som siden har huset både undervisningslokaler og patienter, men som i dag viser psykiatrihistorie og kunst af en helt særlig art.

Overtossen og outsiderne
Det lyder som latin, Ovartaci, men egentlig er det en jysk forvridning af ordet ’overtosse’ og er en selvbestaltet titel, som den psykiatriske patient Louis Marcussen (1894-1985) påtog sig. Når man har en overlæge, må man nødvendigvis også have en overtosse, mente han, og på den måde slog Ovartaci et slag for ligestillingen. Den imellem os og dem, læge og patient – normal og skør.

Ovartaci var indlagt på hospitalet i 56 år. Fra 1929 og frem til sin død i 1985 boede og arbejdede han med sin kunst, der forgrenede sig til flere genrer og materialer. Han efterlod sig en imponerende samling, som i dag kan opleves på museet, der bærer hans navn, og siden er der kommet meget mere kunst til.

I dag rummer museet mere end 9.000 værker udført af mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien i Risskov. Det er en markant samling af outsiderkunst eller Art Brut, et udtryk skabt af den franske kunstner Jean Dubuffet, som betegner kunst skabt af børn eller psykisk syge, der ikke er rundet af kunstnerisk skoling. Dubuffet fandt den slags kunst særligt ren i sit udtryk og dermed en mere direkte kilde til kunstens sande væsen, og Art Brut har da også igennem tiden fungeret som inspiration til at bryde med fasttømrede doktriner i mere traditionelt anderkendte kunstretninger.

Ovartaci var, som afvigende fra normalen, en outsider i sig selv, men det tog han sig nu ikke så nøje af. På museet kan man endnu mærke institutionens konventionelt snævre rammer i linoleumsgulvene og et værelse indrettet med en seng og en håndvask. Men det var samtidig lige her, at Ovartaci med højt til loftet fik frie rammer til at udfolde sin kunst, der kriblede ud over alle hans omgivende overflader og blev til et væld af særprægede figurer og papmachédukker i menneskestørrelse: hans nære veninder med navne som Verda, Lulu og Louise. Dukkerne blev levendegjort ved hjælp af kroge i loftet, der gjorde dem mobile, ligesom de ofte ledsagede ham på cykelture rundt i Aarhus.

 

Ovartaci var meget bevidst om kunstens virkning på hans sind, og derfor afslog han eksempelvis også medicin. ”Jeg ved da godt, hvordan jeg skal få det bedre”, sagde han, og det var ved at male, tegne, læse og høre musik.

Der, hvor ordene slipper op

For der er noget med kunst.

Det er mere og mere der peger på, at kunst og kreative udfoldelser kan have en god virkning på sygdom i sindet. Men det er nu ikke nogen ny viden i Risskov.

Det fortæller leder af Museum Ovartaci, Mia Lejsted Bonde, da jeg nogle dage efter mit besøg fanger hende på telefonen. ”Det kan lyde lidt pralende, men det har vi altid vidst her. Vi har ikke alle mulige rapporter, men det kan vi bare se. Vi ved bare, at det virker så godt.” Derfor har der også altid været åbne ateliers på Museum Ovartaci, hvor patienterne kan give sig i kast med kunsten.

Kunsten på Museum Ovartaci er skabt på særlige vilkår. I sygdom og i bedring og et sted på vej derhen. Som en måde at rense hovedet på og forholde sig til alt det, der sker indvendigt.”Der er mange, der bruger kunsten meget aktivt”, siger Mia Lejsted Bonde. ”For eksempel siger en af vores kunstnere, Lone Pedersen, at ”kunsten tager over, der hvor ordene slipper op.” Hun bruger det til at fortælle noget, og det er sådan set gennemgående [for kunstnerne her]: ”hvordan ser jeg verden?”, ”hvordan ser jeg mit indre?”, ”hvad føler jeg?”. Det er jo altid en form for forholden til sig selv i forhold til verden udenfor.

Og der bliver let en følelse af en verden uden- og indenfor, når det handler om psykisk sygdom. Det er ofte svært at tale om, og folk med sindslidelser bliver let stigmatiserede, både fordi der endnu hersker tabuer og fordomme, men også fordi det er uhåndgribeligt. Både for patienten og for udenforstående. Og så kan kunsten udvide forståelsesapparatet.

Et museumsbesøg på Ovartaci er af den slags, der sætter sig i kroppen, og det oplever de ofte herude, fortæller Mia Lejsted Bonde. ”Folk bliver berørt, og det ved jeg så ikke, om har noget med sygdommen at gøre, for der kan jo godt være nogle stærke ting, hvor man hurtigt bliver sådan, ”puh, det er hård kost” – men også på en god måde. Folk siger ofte, at der er noget ved kunsten her. Den berører os dybere end andre steder.”

Men samtidig, siger hun, så går man fra museets side ikke dissekerende til kunsten ud fra en bagvedliggende diagnose. Det handler mere om at åbne op for fortællinger igennem værkerne og Ovartaci’s historie og dermed give nogle redskaber til at snakke om psykisk sygdom. ”Det er i sindet og er ikke særligt håndgribeligt”, siger Mia Lejsted Bonde. ”Så det er en af vores missioner, at man kan få lidt mere indsigt, man kan blive lidt klogere og få lidt flere nuancer. Men det skulle også gerne give nogle kunstneriske oplevelser.”

Læs videre