Heartbeats » Livsstil » Kunst » Kunstens nordiske slægtskab

Kunstens nordiske slægtskab

27. marts 2017 | Christine Løkkebø

Kunstens nordiske slægtskab

Norske Edvard Munchs stemningsmættede og ofte melankolske livsskildringer møder i øjeblikket danske Asger Jorns vilde abstrakte universer med monstrøse figurer og glimt i øjet på Museum Jorn i Silkeborg. Forskellene er til at få øje på før mødet mellem to af nordens nok største og bedst kendte kunstnere, men som de hænger der side om side på museet, virker afstanden ikke længere så stor.

Der er tydelige farveholdninger og teknikker, der går igen fra Munch til Jorns malerier og tryk, og det skyldes i høj grad et bestemt udstillingsbesøg. Kort efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 krydsede Asger Jorn (1914-1973) illegalt grænsen til Norge for at se en stor mindeudstilling i Oslo med Edvard Munch (1863-1944), der var død året forinden. Jorn kendte naturligvis den store norske maler, der nok er bedst kendt for ”Skriget” (1893), men på udstillingen var det første gang, Jorn så Munchs sene værker, hvor nordmanden blev mere spontan i sit udtryk, og udstillingen markeres derfor også som et møde, der fik afgørende betydning for Jorns videre kunstneriske virke.

Nordisk slægtskab

”Det er, som om jeg har fundet ind til noget i mig selv,” sagde Jorn efter Munch-udstillingen, ”noget af det der er nordisk i det kunstneriske indhold, det mystisk følelsesbetonede i modsætning til det klare franske maleri.”

Det franske maleri, Jorn taler om, var den surrealisme, han var blevet oplært i hos den franske kunstner Fernand Léger og som var noget strammere i udtrykket end det, der senere skulle blive det Jorn’ske varemærke. Det var også den surrealisme, der dannede grundlaget i den københavnske avantgarde, som Jorn var en del af i sine unge år i 1930’erne. Den skulle han imidlertid bryde med efter mødet med Munch. Et brud, der blev yderligere manifesteret, da han sammen med en håndfuld kolleger dannede kunstnersammenslutningen Cobra (Copenhaque, Bruxelles, Amsterdam) i 1949. Sammenslutningen dyrkede og skabte en europæisk pendant til den abstrakte ekspressionisme, som oprindeligt kom fra USA.

I Munch fandt Jorn et særligt fællesskab i værktematikker om kvinden, kærligheden og de mytiske nordiske landskaber, som også gjorde sig særligt gældende i måden at bearbejde dem på – på trods af store forskelle. For hvor Munchs værker var alvorstunge, om end ofte lyse og håbefulde, og kredsede om mennesket i figurative motiver, var humoren en tro følgesvend i Jorns værker, hvor menneskene blev ophævet til særprægede, monstrøse figurer i abstrakte universer.

Inspiration og det unikke udtryk

De to kunstneres forskellige udtryk havde formentlig også en del at gøre med, at de tilhørte hver sin generation, hvilket Jorn også brugte aktivt. ”Han tilhørte en bestemt epoke og vores er en anden.”, sagde han om Munch, ”Men den koloriske indstilling hos Munch … er forudsætningen for et nyt billedsprog.”

Som de hænger der ved siden af hinanden, kan man for eksempel se på én gang komiske og groteske lighedstræk mellem Munchs ”Vampyr” (1893-94), hvor en rødhåret kvinde er bøjet ind over en mand i blåtonet jakke, og Jorns ”Farlige kys” (1955), hvor et rødt fuglelignende væsen gaber fuldstændigt over en blå og ligeledes særpræget figur. Fælles er den røde kvindelige dominans over for det forsvarsløse mandlige blå, men i abstraktionen forskubber Jorn inspirationens rødder så meget, at det alligevel bliver sit helt eget udtryk.

På Museum Jorn er værkerne netop hængt, så vi kan gå på jagt efter genkendende karakteristika fra nordmanden til danskeren. Flere gange møder man værker, hvor sammenfaldene er så tydelige, at det ene næsten må have været forelæg for det andet, som eksempelvis i værket ”Solen” (Edvard Munch, 1910-1913) og ”En Skærsommernats drøm” (Asger Jorn, 1953). Eller som når Jorns portræt af Elna Fonnesbech-Sandberg (Uden titel, 1945), der i sit abstrakt forvredne udtryk ikke levner mange komplimenter til modellen, men hvis røde hår og fraværende drejning væk fra beskueren vækker tydelig genklang i Munchs ”Kvinde med rødt hår og grønne øjne” (1902).

Lige så ofte spørger man sig selv, om et så 1:1 sammenfald nu også var en bevidst handling fra Jorns side, eller om vi som beskuere blot ledes til at se fællestrækkene i enten teknik eller motiv igennem sammenstillingerne.

Munch var en af Jorns største inspirationskilder men langt fra den eneste. Nogenlunde samtidig opsøgte han eksempelvis også Picasso, og inspiration herfra kan man også finde i hans værker, ligesom han sammen med Cobra søgte og skabte et fælles udtryk med sin samtids kolleger. Der går mange møder, mennesker og rejser til det unikke udtryk, som vi hylder den enkelte for, og der er derfor også mange måder at se på Jorn, og for den sags skyld også Munch. Her er blot en af dem, der har sat et ganske tungt aftryk.

Desuden er det i sig selv en god mulighed for at se to af nordens største kunstnere på samme tid i et stemningsmættet farvebombardement – der også udvides til gulvene i form af gulvtæpper skabt til lejligheden af billedkunstner Malene Landgren.

 

Udstillingen ”Jorn + Munch” kan opleves på Museum Jorn frem til den 28. maj 2017

Læs videre