Heartbeats » Film / TV » Dokumentar » Fem bud til CPH:DOX

Fem bud til CPH:DOX

17. marts 2017 | Nikolaj Hulbæk

Fem bud til CPH:DOX

CHP:DOX har gjort sit indtog i København endnu en gang og målene er stadig de samme; det skal være verdens bedste dokumentarfilmfestival. Som sædvanlig er det et omfattende program, der byder på alt fra talks til drama og videnskab til kunst.

Netop det omfattende program kan for de fleste virke lidt uoverskueligt. Hvert år har jeg høje ambitioner om at se, hvad festivalen kan tilbyde af skæve, interessante og smukke dokumentarer, men når rulleteksterne løber over skærmen på den allersidste film, så står jeg tilbage uden at have set en eneste – som regel. I år skal det være anderledes! Jeg har forhørt mig på redaktionen og har fundet en god håndfuld bud på, hvilke film vi her på Heartbeats vil skrive i kalenderen.

 

Cassette: A Documentary Mixtape

Få dine retro vibes helt op at ringe med en dokumentar om de gode gamle kassettebånd! Cassette trykker rewind og spoler båndet helt tilbage til begyndelsen. Det er ikke så længe siden, vi havde en artikel her på Heartbeats om 80’er formatets fremvinding (Læs Fabian Hansens artikel her), så denne dokumentar er et must. Den vises i aften i Cinemateket og den 25. i Empire Bio, men skal du have den ultimative kassetteoplevelse, så tag til fremvisningen den 23. i Absalon. Her vil der være koncert efter filmen med Awesome Tapes from Africa, der fylder kirken med toner fra vestafrikanske kassettebånd, der er blevet samlet op på en studietur i Ghana. Desuden vil der være båndmarked med en række underground labels, så det er også en glimrende lejlighed til selv at starte en kassettesamling.

 

Voyage of Time: Life’s Journey

Halvanden time om universets udvikling, tidens gang og tilblivelsen af liv. Fra Big Bang til i dag. Dokumentaren er lavet af Terence Malick, der er en af Hollywoods mest kunstneriske instruktører. Han er kendt for sine sindssygt smukke billeder, kreative vinkler og for at skabe de helt store fortællinger. Han har flere film på CV’et, som er blevet kaldt mesterværker, blandt andet Badlands og Days of Heaven. Med Voyage of Time kan vi forvente en storslået fortælling om livet i fantastiske billeder – og så er fortællerstemmen leveret af Cate Blanchett. Du kan mærke universets vingesus i Empire Bio og i Kunsthal Charlottenborg den 21. marts henholdsvis om morgenen og aftenen, og igen i Empire den 26.

 

Spectator Records – Up in smoke

En kort dokumentar på en times varighed om et lillebitte dansk pladeselskab, der blev kult. Eventyret startede i 1969 og sluttede allerede igen i 72, da stedet brændte ned. Pladeselskabet fra Aalborg blev aldrig kendte for god kvalitet – faktisk nærmest det modsatte, men de var de første til at udgive selveste Gasolin tilbage i 1970 og den store kreativitet på Spectator har givet deres udgivelser kultstatus hos samlere. Dokumentaren byder desuden også på røverhistorier fra Lorenzo Woodrose fra Spids Nøgenhat og Lis Sørensen. Tag ind og se dokumentaren d. 19. marts i Absalon, hvor du efter filmen får et DJ-sæt med Ras Money (Raske Penge) rullet med i mixet.

 

Give me Future: Major Lazer in Cuba

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi her på Heartbeats er vilde med musikdokumentarer og CPH:DOX byder på en lang række af slagsen. Vi kunne have valgt at anbefale film om nogle af de gode gamle som Joe Cocker eller Frank Zappa, men i stedet er valget her faldet på en dokumentar om nyligt skabt musikhistorie. Sidste år gjorde Major Lazer historie som det første store amerikanske band, der besøgte Cuba og helt uforudsigeligt dukkede en halv million cubanere op til koncerten. Det er historien om diplomatisk opblødning og den cubanske ungdoms opgør med den stadig begrænsede adgang til omverdenen – og så er det fortalt med dansevenlige beats! Du kan danse med Diplo og Cuba d. 22. i Empire og d. 24. i Grand Teater. Begge gange er der også mulighed for at møde instruktøren.

 

Beuys

Det hele behøver ikke handle om musik, og hvis du leder efter en dokumentar om noget unikt, så skal du se Beuys. Dokumentaren handler om den tyske kunstner Joseph Beuys, der af mange anses som værende en af de mest indflydelsesrige kunstnere i de sidste århundrede med sine stærke politiske værker. Han havde visioner om, at alt kunne være kunst og en fast del af hans værker var fedt og filt. Fedt og filt tænker du? Det stammer fra en historie om, at Beuys var pilot under WWII, hvor hans fly blev skudt ned. Fra flystyrtet blev han reddet af en nomade, der passede ham med filt og dyrefedt indtil han kom til kræfter igen. Filmen er sammen med 9 andre nomineret til Politikens Publikumspris for kunstnerisk frihed. Du kan se dokumentaren d. 24. og 26. i Grand Teatret, hvor der begge gange er mulighed for at møde instruktøren.

Læs videre