Heartbeats » Livsstil » Kunst » Lyden af alt og intet

Lyden af alt og intet

27. februar 2017 | Christine Løkkebø

Lyden af alt og intet

Jacob Kirkegaard rejser verden rundt, optager lydene omkring sig og tager dem med hjem. Et udvalg af dem kan nu opleves på udstillingen ”alt og intet” på ARoS, hvor fem værker, hver på sin måde, gør os opmærksom på lydene og dermed også verden omkring os – og på os selv.

Forestillingens rum
Jeg kan ikke stave til den lyd, som Jacob Kirkegaard klikker frem mellem sine tænder, når han illustrerer, hvordan det lyder, når man optager kælvende isbjerge ved at sænke en undervandsmikrofon tyve meter ned under havets overflade på isfjorden i Grønland. Jeg kan heller ikke vise dig den. Men når du står i et mørklagt rum på ARoS, kan du høre – og vel
egentlig også mærke? – hvordan den vrider sig under gulvet, der er tæppebelagt, blødt og sort. Engang imellem dundrer en tung, dyb lyd igennem rummet og vibrerer under skosålerne. Det er lyden af enorme stykker is, der knækker af og falder i vandet. Sammen udgør lydene værket ”Isfald” (2013).

Jacob Kirkegaard arbejder med lyd. Den, der larmer, og den du ikke kan høre. På rejser til fjerne steder og helt ind i øret henter han lyden frem og hjem. ”Jeg optager jo”, siger han om sit virke. ”Om det så er fra øret eller Tjernobyl, så ser jeg det mere som noget, jeg har kurateret. Jeg siger: ”Dig vil jeg bruge. Den lyd. Du skal med hjem.” Når jeg så udstiller det, så kan du træde ind rummet, og sætter det noget i gang i dig, så er det DIN følelse, for jeg har ikke prøvet at manipulere dig til noget bestemt. Der er rigtig meget i vores samfund, som prøver at manipulere os. Reklamer, politikere. Alle vil have, du skal mene det ene eller andet, men min kunst ønsker ikke, at du skal mene noget.”

Derfor er der heller ikke noget i ”Isfald”, der visuelt minder om det sted, de er blevet optaget. Rummet, der fyldes af lydene fra Arktis, ligger i sin mørke stoflighed ganske langt fra den kolde hvide is, de kommer af. ”Jeg vil gerne lave noget, hvor du ikke nødvendigvis hører is. Det ville være ret fedt, hvis du kom derind, og så hører du måske ild eller noget helt tredje. Jeg har ikke lyst til at diktere”, siger han og fortæller, hvordan værket kan knyttes sammen med de opdagelsesrejsende, der tog til Arktis med en forestilling om et ukendt sted. ”Det er jo et eller andet drømmende rum. Måske eksisterer det ikke. Måske eksisterer det kun inde i os selv, som en forestilling om et sted.”

Lyden af alt og intet
Jacob Kirkegaard går ofte videnskabeligt og undersøgende til værks, når han optager lyd. Vibrationscensorer kan optage inde i et materiale, som han gjorde i isskosserne på Grønland, og lyd fra tilsyneladende tomme steder kan spejles og lagres, så lydene træder frem. ”Jeg arbejder med forskellige optageteknikker og udstyr, som gør, at jeg kan lytte bag facaden på ting og blotlægge en anden verden, end den vi er vant til at høre. For at vise at der er noget mere, men også for at lytte til ting, der måske kan være lidt svære at forholde sig til.”

Noget af det, der måske kan være lidt svært at forholde sig til, er det faktum, at der er lyd i dine ører.

”Det er lidt nørdet det her”, siger Jacob Kirkegaard, inden han forklarer fænomenet otoakustiske emissioner, der kort fortalt er lyde, som vi enten har eller kan få igangsat i vores ører. I værket ”Earside Out” (2015) er filtrerede toner fra forskellige menneskers ører fordelt i nogle små højtalere, der nu spiller sammen i en spiralformet wirekonstruktion.
Ved at blive bevidst om ørernes lyde kan det være, du begynder at tænke, at ”hov, tingene går ikke nødvendigvis kun én vej”, siger han. ”Det er ikke bare et sort hul, der er også noget, der kommer tilbage. Vi laver selv lyd.”

Der er lyd, eller energi, som Jacob Kirkegaard siger, i alt. Også i det, der umiddelbart virker fuldstændigt tomt og stillestående. Som en sort firkant, for eksempel. I ”Black Metal Square #1-3” (2017) skaber tre sorte jernpladers egen subtile bevægelse i luften et lydmæssigt kredsløb og dermed også en lyd af pladen selv, vi kan høre. ”Det handler om intetheden”, siger han. ”Og at alt, kan komme af intethed.” Ligesom i udstillingstitlen er det ”alt og intet, i stedet for alt eller intet. Det er ikke a eller b, det er det hele er på en gang. Der er mening i alt, men der er også ingen mening.

Denne dobbelthed ligger også i de forladte bygninger omkring det tidligere atomkraftværk ved Tjernobyl. Rummene er tomme, men samtidig ved vi, at området er fyldt af radioaktivitet. ”Du kan måle radioaktivitet med geigertællere, men du kan ikke mærke det. Du kan ikke lugte eller se det. Du ved bare, at det er der. Det er scary shit og det er det, der gør det mystisk.” I ”Aion” (2006) har Jacob Kirkegaard lagret lyden fra de tomme rum ved at optage, afspille og optage de tomme rum igen og igen, som en måde at lytte til tomheden, eller manglen på samme, og dermed måske forstå den.

Men om radioaktivitet lyder på nogen særlig måde, ved Jacob Kirkegaard ikke, og så er vi tilbage ved forestillingen. ”Forestillingen om: hmm, er det lyden af radioaktiv stråling? Eller hvad er det egentlig med de der plader? Og hvorfor spiller øret? Hvor kommer det fra? Jeg vil gerne sige en masse, men jeg prøver også at lade noget være op til folk. Måske er det slet ikke det, det siger, det er? Og det er nok forskellen på videnskabsmænd og kunstnere. Jeg søger ikke svaret. Jeg søger mere den undren.”

”Her er en lyd. Værsgo. Hvordan har du det?”
Lyd har altid haft en særlig effekt på Jacob Kirkegaard, der tidligt begyndte at lytte til og optage verden omkring sig. Da han som barn fik en ghettoblaster med kortbølgesignal, forestillede han sig, hvordan lyden af en arabisk radiokanal med et dårligt og støjende signal var på vej ”langt dernede fra, som en fysisk materie.” At lyden fysisk bevæger sig gennem tid og rum, stod også klart i værket ”Through the Wall” (2015), hvor Jacob Kirkegaard har optaget på begge sider af separationsmuren på Vestbredden. ”Du kan høre lyden ovre på den anden side af muren. Den arabiske indkaldelse til bøn går direkte ind i de israelske bosættelser. Det synes jeg er ret interessant. At lyden er fri på den måde.”

På ARoS er lydene indkapslet i en mur, som man skal lægge øret til for at kunne høre. At muren, højaktuel som den er, kan virke som et politisk statement, er Jacob Kirkegaard bevidst om. ”Jeg vil ikke sige folk imod, for hvis det er det for dem… Selvfølgelig er det et statement i sig selv at sætte en mur op inde på et museum, men jeg vil ikke blande mine holdninger ind i det. Det handler lige så meget om Trump, og det handler endnu mere om, at vi mennesker er sådan nogen, der bygger mure.”

Jeg tror, at hvis du lytter til de her ting. Bare lytter. Så tror jeg du kan nå dybere i dig selv og i, hvad du egentlig mener. Du kan læse og forstå en masse ting, men når du lytter, og når du lytter over tid, så kommer der nogle vibrationer ind i kroppen. Jeg tror faktisk, at du kan kanalisere noget via lyd. Du behøver ikke sige noget. Du kan bare tage lyden, sætte den ind i den her mur, og så kan du lytte til den. Værsgo. Hvordan har du det?

Jeg optager jo ofte steder, som er lidt kontroversielle, men det gør jeg egentlig for bare at lægge et øre til. Uden at sige hvad du skal føle, men for at sige: prøv lige at høre, du kan også lytte til det her sted.”

Jacob Kirkegaard – ”alt og intet” er den syvende i udstillingsserien ARoS Focus // New Nordic, der
sætter spot på unge nordiske kunstnere.
Udstillingen løber frem til den 28. maj 2017

Læs videre