Heartbeats » Samfund » ECO » Kan gamle bygninger være bæredygtige?

Kan gamle bygninger være bæredygtige?

21. februar 2017 | Maria Rønbøg Westergaard

Kan gamle bygninger være bæredygtige?

Jeg har altid været fascineret af gamle bygninger. En fascination der i høj grad bliver frembragt af oplevelsen af bygningernes alder og de mange historiske lag og fortællinger, der er lagret heri. Gennem disse lag taler bygningerne til både beskuer og bruger – de taler med en poesi, der vækker interesse og affektion.

Foto: Eco intelligent

Det er svært ikke at komme til at sammenligne de gamle bygninger med dem, der bliver bygget i dag, og det er endnu sværere at lukke øjnene for, at vi engang har vidst, hvordan man byggede for fremtiden (uden i øvrigt at kende til begrebet bæredygtighed!), mens vi i dag kun kan se knap 50 år frem i tiden, når vi bygger. Kvaliteten og poesien er simpelthen ved at forsvinde ud af hverdagens arkitektur til fordel for opnåelse af diverse certificeringer og energiklasser.

Foto: Kolumba Museet tegnet af Peter Zumthor

Efter min mening bliver der desværre alt for sjældent taget hensyn til tidsperspektivet i nutidig arkitektur. Det er som om, vi er blevet alt for optaget af det hurtige resultat frem for det langsigtede. Vi er blevet arkitekturforbrugere, og det må altså siges at være forbrugermentalitet i MEGA skala. Denne tankegang hænger i mine øjne ikke særlig godt sammen med, at begrebet bæredygtighed længe har stået meget højt på dagsordenen i branchen.
Rigtig mange vil jo gerne gøre det godt. Bygge og leve så bæredygtigt som muligt. Men begrebet bæredygtighed er imidlertid yderst komplekst og vanskeligt at navigere indenfor, hvilket gør det svært for den enkelte borger og bygherre at forstå bæredygtigheden i sin fulde udfoldelse.

I mange år har energieffektiv arkitektur stået som et synonym for bæredygtig arkitektur. Ikke overraskende har gamle bygninger, til trods for umage energirenovering, svært ved at konkurrere med nye bygninger på denne front. Måske er der ikke plads til yderligere isolering i ydervægge og loft eller måske fordrer bygningens arkitektur, at det slet ikke er muligt at efterisolere uden at miste bygningens helt særlige karaktertræk, kvaliteter og værdier.
De seneste år har der sideløbende været et øget fokus på betydningen af sunde materialers indflydelse på indeklimaet samt livscyklusanalyser, der skaber et mere fyldestgørende billede af de ressourcer, der er anvendt i bygningen fra indvinding af materialer, transport mv., så fokus ikke udelukkende lægges på bygningens energiforbrug efter opførelse.

På begge fronter kan det være interessant at kigge på vores eksisterende bygningsmasse. Bygninger fra før industrialiseringen gjorde brug af en meget simplere materialepalet, end den vi kender i dag, og har oprindeligt ikke været pakket ind i plastik, men i udstrakt grad gjort brug af mange naturlige materialer. Kunne man lave en livscyklusanalyse på et meget gammelt hus, så tror jeg, at regnskabet ville se ganske fornemt ud, husets lange levetid taget i betragtning, fordi det har været tradition at vedligeholde frem for at udskifte.

I et økonomisk perspektiv er det næsten altid dyrere at istandsætte en gammel bygning frem for at bygge nyt – alt efter omfang naturligvis. Det samme gør sig gældende, når bygningsdele trænger til reparation – det er næsten altid billigere at udskifte dem. Nu og her vel at mærke. Mange gamle vinduer har måttet lade livet på denne bekostning, til trods for at vinduerne med det rette vedligehold og reparation med stor sandsynlighed kunne holde 100 år endnu. Yderligere er det ofte en mere kompleks opgave, fordi man ikke altid ved, hvad man finder, når man åbner konstruktionerne op. Så hvorfor er det så vigtigt at bevare?

Helt banalt sagt er det eneste, vi som mennesker efterlader, kultur. Jorden bliver hverken tungere eller lettere efter vores udfoldelser – vi flytter i princippet “bare” rundt på jordens ressourcer og sætter dem sammen i nye konstellationer, der på det givne tidspunkt giver mening for os ud fra et kulturelt synspunkt. Det giver mening for os, fordi det forankrer os til tid og sted og skaber en identitet, der danner ramme for vores liv og fællesskaber.

Men det har naturligvis også konsekvenser for jorden, at vi flytter rundt på dens ressourcer. Blandt andet når vi rydder store arealer af skove tilhørende nogle af klodens små og udsatte folkefærd for at få plads til minedrift, eller når vi skaber ubalance i biodiversiteten gennem alt for stor efterspørgsel på udvalgte materialer, fx. bestemte træsorter, og udleder store mængder CO2, kemiske stoffer, spildmateriale og affald i forædlingsprocessen, for ikke at tale om affaldet ved nedrivning af bygninger osv.

Med alt det in mente har vi et ansvar for, at det, vi bygger, enten er midlertidigt og kan skilles fuldstændig fra hinanden igen, så ressourcerne kan anvendes på ny et andet sted, eller at det er af så høj kvalitet, at det kan holde langt ind i fremtiden, så vi kan retfærdiggøre den store ressourceudskrivning, der altid følger med et byggeprojekt.
Her mener jeg, at vi kan lære rigtig meget af vores kulturarv. Udover at den er en ressource; en fysisk eksisterende bygningsmasse – allerede indvundne og omdannede materialer/naturlige ressourcer – er den ikke bare et arkiv over fornuftig og holdbar byggeteknik, håndværk og materialeanvendelse, den besidder også en masse værdier og fortællinger, der har betydning for den måde, vi oplever verden på. At bygningerne har fået lov til at stå her, for nogles vedkommende i flere århundreder, vidner om, at der er noget mere på færde, når det kommer til holdbarhed, end ren og skær fysik. Man har valgt at bevare bygningerne, fordi de rammer noget i os, noget fundamentalt og nærmest uforklarligt. I dem findes en atmosfære, skabt af tidens tegn, der ikke kan genskabes på ny efter en opskrift.
Genbrug heraf må da være den fornemmeste form for bæredygtighed.

Den mest bæredygtige måde at bygge på må være at bygge diverst. Når vi taler om bæredygtighed, bør vi derfor ikke udelukke det ene frem for det andet, men både tænke nyt, cirkulært og holdbart samt genbrug og bevaring.

Maria Rønbøg Westergaard, Arkitekt MAA

Arbejder hos Rønnow Arkitekter A/S. Uddannet arkitekt med en bachelor fra Arkitektur & Design og en kandidat fra Aarhus Arkitektskole med speciale i arkitektonisk kulturarv og restaurering.

Læs videre