Heartbeats » Livsstil » Iben Marie Zeuthen: Man dør ikke af at kaste håndklædet i ringen

Iben Marie Zeuthen: Man dør ikke af at kaste håndklædet i ringen

24. august 2017 | Iben Maria Zeuthen

Iben Marie Zeuthen: Man dør ikke af at kaste håndklædet i ringen

Foto: Christian Bang

Da mit barns far og jeg gik fra hinanden, var der en hel del ambitioner, jeg var nødt til at give slip på.

Ligesom kroppen koncentrerer sin energi om de vitale organer, hvis man falder i iskoldt vand, koncentrerede jeg mig om de vigtigste opgaver og skar alt andet fra: Kravene om sund kost, god søvn og ”burde”-socialisering. Altså alle de aftaler med ham eller hende som man da lige ”bør” få set.

Mit rationale var, at jeg altid kunne tage det op igen, når jeg var ude på den anden side. Det var ikke hverken let at beslutte eller let at holde fast i. Det var en følelse af at give op.

At give op indeholder traditionelt set en taberklang. Hvis der er noget, der hedder det. Det bør der være. Taberklang. Hvis man giver op, så er det fordi, man har tabt. Men hvad med at give op, INDEN man taber? Måske er det at give op det, der forhindrer, at du taber.

Der findes et udtryk på norsk, der hedder ”krydspres”. Det udtrykker meget godt følelsen af at skulle for mange forskellige ting på en gang. Jeg har ofte tænkt over, hvorfor en elitesportsudøver ikke får stress, og jeg tror, svaret ligger i, at alt i sportsudøverens hverdag er indrettet på, at han/hun skal nå sit mål. Kost, familie, døgnrytme osv. Stress opstår først i det øjeblik, der er for mange felter, man skal lykkes indenfor. At være mor, at have karriere, at være elskerinde og kæreste og lave sund mad og træne osv.

Det er et krydspres, fordi det er et pres, der rammer fra mange forskellige sider. Måske forventningerne endda spænder ben for hinanden internt. Her står man så og føler sig utilpas og irriteret uden helt at vide hvorfor. Og så er det, jeg har opdaget glæden og den euforiserende følelse af frihed ved at give op.

https://heartbeats.dk/iben-maria-zeuthen-hvad-blev-der-af-fjumredating/

Giv op – enten praktisk eller følelsesmæssigt. Koncentrer energien om de vitale organer. Nogle ting skal aflyses, og andre skal man bare ændre indstilling til.
Ikke for at sammenligne mig selv med et geni som maleren Per Kirkeby, men han taler om hug. Om at sætte det afgørende hug, når billedet står færdigt. Han går væk fra billedet, og går tilbage og tværer en fed streg ned over det, der egentlig var fuldbragt.

Her er mine to hug:
Hug nummer 1: Søvn. Vi får at vide at vi skal sove for at holde os i balance. Nu er det bare sådan, at ”mindst otte timers sammenhængende søvn” er lidt af et utopia, når man er alene med en 2-årig. Så kan man sove ud når han er hos far. Ja. Men så har man givet afkald på al voksenballade. Og det får man altså heller ingen energi af. Det har været en befrielse at tænke, at det med søvn ville jeg vente med at højprioritere, til jeg når et andet livsafsnit. Og det der så er sket i mellemtiden er, at jeg har fået et meget roligere forhold til søvn. Det er ikke længere noget, man skal ”sørge for” eller stresse over. Det er blevet en luksus, som jeg glæder mig til, når der er plads til det. Søvnen er et eksempel på en del af livet, der har ændret sig fra at være en opgave til at være en gave.

Hug nummer 2: Sociale relationer. Ved at tillade mig selv at undgå pligtfællesskaber har hele mit socialliv ændret karakter. Venskaber og bekendtskaber er naturligvis ikke udelukket pligt, hvis nogen for eksempel har brug for hjælp. Men jeg har tilladt mig selv at fokusere på de relationer, som var allervigtigst og virkede allermest naturlige. Det var nogen andre, end jeg havde regnet med, men det at give slip på pligtbekendtskaberne har givet meget mere rum til de egentlige venskaber.

Jeg troede, jeg gav op, men i virkeligheden har jeg bare givet mig selv plads. Og jeg er kommet frem til, at det, jeg troede var at give op, i virkeligheden er at give plads. Plads til det egentlige. Plads til det som er fremfor det, man tror, skal være.

At give op er ikke nødvendigvis tegn på svaghed. Det kan være en styrke. Du har faktisk modet til at handle på dine behov, modet til at prioritere og vælge fra og du tror på, at du er det samme værd, selv om du skærer ned. At give op er en overgivelse til dine behov, en hengivelse til nuet og en fuckfinger til de normer, der hersker over hvad man skal og hvornår.

LÆS ARTIKEL HALLO DER ER ET MENNESKE DER BETJENER DIG: LÆG DEN MOBIL

Det værste der kan ske er at du brænder nogle broer, men husk på at der er tale om broer, som ellers ville have brændt dig. Det mest sandsynlige er, at du vil opdage, at det der pressede dig ikke var vigtigt –  i hvert fald ikke vigtigere end dit velbefindende. Ved at give op slipper du et par af de tråde, der ligger for fødderne af dig og danner det famøse kryds af forventninger og ambitioner som kan spænde ben for selv det mest overskudsramte individ.

Det, vi ofte fortæller os selv, er, at der for fremtiden altid er en vej ud af ræset, og vi venter og venter på lettelsen ved at skulle bære færre forventninger. Men i stedet for at vente vil du som jeg opdage, at der gemmer sig øjeblikkelige bonusser ved at give slip. For der bliver pludselig plads til noget andet. Plads til det du faktisk har brug for – det du faktisk manglede. Hvad det så end er, for det ved man faktisk ikke altid selv. Det ved kun intuitionen og skæbnen. Og der er ikke plads til at de to kan arbejde, hvis du propper dit liv med ideer om, hvad du skal indfri.

Giv op. Giv slip. Giv dig hen.

Man dør ikke af at kaste håndklædet i ringen. Man dør af ikke at kaste håndklædet i ringen.

http://heartbeats.dk/kan-det-ikke-vaere-okay-bare-at-have-det-okay/

Læs videre