Heartbeats » Samfund » Mennesker » Det frastødte mig helt vildt. Til jeg selv fik børn

Det frastødte mig helt vildt. Til jeg selv fik børn

30. januar 2018 | Ditte Okman

Det frastødte mig helt vildt. Til jeg selv fik børn

Foto: Privat

Ad, det er jo nærmest incestiøst, var min umiddelbare reaktion.

For en del år siden så jeg en tv-udsendelse – sikkert på DR2 – om en række forskellige familier, og hvordan de havde indrettet sig.

Jeg husker særligt én familie bestående af mor, far og en lille håndfuld børn, der alle gik i bomuldstøj og helt glad på den blanke måde åbnede døren ind til soveværelset. Det var husets allerhelligste – én gigantisk speciallavet seng, man med nød og næppe kunne krabbe sig rundt om.

I denne her måske 7-8 m2 store customized seng sov hele familien. Sammen. Samtidig.

Moren var helt stolt og forklarede, hvordan de bunkede, store som små, men jeg kan helt ærligt ikke huske alle detaljerne, fordi jeg fandt det så dybt mærkeligt, hippieagtigt og grænsende til ulækkert, at det frastødte mig i en sådan grad, at jeg måtte skifte kanal.

Hvorfor fanden skulle børnene sove i samme seng som voksne? Ikke engang bare i samme værelse, men i samme SENG!?

Hvordan kunne far og mor bolle?

Hvordan kunne forældrene opgive al privatliv i soveværelset?

Hvorfor skal børn bestemme alting? Jeg sov sgu da ikke med mine forældre, dengang jeg var lille!?

Men vi skulle blive klogere, mente min omgangskreds. Når først vi fik børn, kunne vi glemme alt om at have vores 140 cm seng og dobbeltdyne for os selv.

Skreg hver eneste fucking nat
I 2013 fik vi vores første barn, Lloyd. En lille, smuk dreng med store grønne øjne.

Vi forsøgte troligt at få ham til at sove i sin egen seng, fra han var allerede seks måneder og færdig med at blive ammet.

Sådan gjorde man bare, mente andre voksne, som fx sundhedsplejersken. Mor og far skulle jo finde søvnen.

Problemet var bare, at Lloyd ikke var enig og skreg på os hver eneste fucking nat, så vi på skift rendte frem og tilbage som hjerneblæste tosser, indtil en af os gav op i løbet af natten, samlede ham op fra tremmesengen og bar ham ind til os, hvor der kom total ro på.

Efter alt for lang tid anskaffede vi os en 180 centimeter bred seng fra IKEA. Hvorfor egentlig ikke, når nu vi rent faktisk alle tre fandt bedre ro på natten.

Han blev lagt i sin egen seng og kom ind, når han havde lyst til/skreg sig til det.

Endnu en tur i IKEA
I 2017 fik vi vores andet barn, Betty En lille, smuk pige med store blå øjne. Klog af skade besluttede vi at droppe kampen, inden den startede. Hun måtte jo bare sove hos os, indtil…ja, indtil et eller andet.

Og hvad skete der, så?

Jo altså, vores søn er jo ikke idiot, så han så ingen fidus i at blive inde på sit værelse, når lillesøster nu lå i smørhullet.

Og lillesøster havde/har et lige så stort organ som storebror havde, så på den måde kunne vi enten gentage cirkus sov-selv – eller pisse i IKEA og købe en ny og endnu større seng.

Nu er vi blevet familien, der går i bomuldstøj og har begge børnene i sengen. Og nej, vi starter ikke engang med at putte dem i deres egen. Vi har et fuldt udstyret børneværelse med to senge, madrasser med særlig støtte, fine natlamper og pis, lort og lagkage. Lige nu til ingen verdens nytte.

Hvad med privatlivet?
Vores venner synes, vi er gået for langt. Min mand synes, jeg er gået for langt. For hvad med vores privatliv i soveværelset? Hvorfor skal børn bestemme alting? Han sov sgu da ikke med sine forældre, dengang han var lille!?

Jeg ved godt, det koster at have børn i sengen. Men som den langhårede hippiedame, jeg er ved at udvikle mig til, så ved jeg også (nu), hvor pissevigtigt det er, at børn er trygge – og at vi voksne får sovet. Ellers er vi underskudsramte røvhuller med korte lunter overfor både hinanden og ungerne.

Og så ved jeg, at kænguruer har deres unger i pose på maven, aber har deres på ryggen, og jeg kan ikke komme i tanker om nogen dyr, der føder levende unger for bare at overlade dem til sig selv. Bortset fra hajer.

Selv elsker jeg at ligge med min mand og spise Marabou i sengen, se Netflix og nusse.

Og med det i mente, så giver det satme ikke ret meget mening at køre voksenhygge med dæmpet belysning, mens baby på seks måneder forvises til eget værelse, i sær ensomhed, fordi sundhedsplejersken mener, at det er den rigtige måde at drive familie på.

140 centimeter seng har vokset sig tre meter bred. Vi har stadig dobbeltdynen. Og en juniordyne. Og Bettys Kat-bamse, Poh, Lloyds abe, nogen gange et armbåndsur, raflebæger, plastiksabel og diverse biler.

Og vi sover vidunderligt i bunke.

PODCAST HELT ÆRLIGT MOR. HVORNÅR SLIPPER DU KONTROLLEN OVER DIT BARN?