Heartbeats » Samfund » Mennesker » Eks-ballerina i The Bucket List: Jeg blev kaldt Queen of the Night

Eks-ballerina i The Bucket List: Jeg blev kaldt Queen of the Night

19. juli 2017 | Amy Dyrholm

Eks-ballerina i The Bucket List: Jeg blev kaldt Queen of the Night

Foto: Christian Stæhr/TV 2

”Jeg blev kaldt ’Queen of the Night’ på balletten, fordi jeg gik ud hver anden lørdag. Og jeg kendte mennesker i byen og sådan. Det var helt vildt.”

Modsat mange af kollegaerne på Det Kongelige Teater gik Cecilie Lassen i en periode gerne i byen hver anden weekend ved siden af balletten. Det blev ikke anset som normal praksis for en person med et så fysisk krævende erhverv, men det har senere vist sig at være en god strategi for den fremtidige karriere. Via hendes netværk fik hun nemlig muligheden for at prøve forskellige roller af. Det fortæller hun i radio-programmet The Bucket List.

LÆS ARTIKEL UFFE ELBÆKS 40-ÅRIGE JEG: BARE JEG NÅR AT BLIVE 50

LÆS ARTIKEL KRIGSKORRESPONDENT I THE BUCKET LIST: JEG SPILLER IKKE MACHO. JEG GRÆDER FORAN FOLK 

De seneste år har Cecilie Lassen arbejdet som model, modeblogger, designer, som smagsdommer på DR2 og senest som dommer i TV2-programmet ’Danmark har Talent’.

”Jeg tror ikke, at der er så meget retning på endnu. Jeg prøver stadig ting af. Jeg ved ikke om, jeg er designer-Cecilie, tv vært-Cecilie eller skuespillerinde-Cecilie.”

Som 30-årig måtte hun opgive sin balletdanser karriere på grund af en alvorlig hofteskade, der opstod på grund af længerevarende slid. I 2010 nåede hun karriererens højdepunkt med den anmelderroste hovedrolle som Teresina i Bournonvilles klassiker ’Napoli’. Det blev hendes største – og sidste- rolle som balletstjerne på det Kongelige Teater. I forbindelse med hofteskaden blev hun tilbudt en mulig operation, men valgte den fra, da det efterfølgende ville kræve to års genoptræning, og så ville der alligevel kun være omkring 20 procent chance for, at hun kunne komme til at danse igen.

”Det var jo mit kunstneriske selvmord, at jeg valgte ikke at tage den operation. Den operation havde så dårlige udsigter”.

I fosterstilling på sofaen
Det var livets vink med en vognstang om, at her stopper festen. Bruddet med balletten beskriver Cecilie Lassen som en proces sammenlignet med kærestesorg. Den efterfølgende tid blev brugt i fosterstilling på forældrenes sofa, men Cecilie Lassen fik heldigvis vendt nedturen til en ny karriere på tv, der allerede har bragt hende langt siden balletten. Et højt ønske for den tidligere ballerina er, at hun kan inddrage balletten i sit fremtidige virke på den ene eller anden måde. Noget hun allerede arbejder på i sit arbejde som dommer i Danmark har Talent:

”Jeg kunne godt tænkte mig at se to ting fusionerede lidt. Både at det Kongelige Teater blev mere tilgængeligt. Måske via Danmarks møde med en balletdanser som mig. Mig kan man sku godt snakke med. Og den anden vej rundt. Måske være med til at kultivere nogen hjemme i stuerne via min udtryksform på skærmen.”

Godt nok har Cecilie Lassen været nødsaget til at afslutte sin karriere som balletdanser, men hun har samtidig fået muligheden for at åbne op for et nyt liv fuld af overraskelser blandt andet i underholdningsbranchen. En af de store drømme og punkter på hendes bucket list – det man gerne vil nå inden man stiller træskoene – er få lov til at ”vende hjem” – enten ved at være med til at kreere kostumerne til balletterne eller som underviser på Den Kongelige Ballet.

HØR HELE PROGRAMMET

LÆS ARTIKEL EMMA HOLTEN I THE BUCKET LIST: JEG HAR BOET DE MEST VANVITTIGE STEDER

Læs videre