Heartbeats » Samfund » Mennesker » Dengang jeg fik en ikonisk rocktatovering uden at vide det

Dengang jeg fik en ikonisk rocktatovering uden at vide det

23. februar 2018 | Martin Finnedal

Dengang jeg fik en ikonisk rocktatovering uden at vide det

Henry Rollins. Læg mærke til tatoveringen på højre skulder. Foto: Wikimedia Commons

I dag står det ikke helt klart for mig, præcis hvordan vores mission blev født.

Men en februardag for tyve år siden var det af enorm vigtighed, at min gode ven Hans og jeg pinedød skulle gå i seng med hver sin kropsudsmykning. Det havde vi aftalt.

På dette tidspunkt havde Hans og jeg kendt hinanden i et halvt år. Vi læste journalistik på Hogeschool van Utrecht i Holland, Hans’ hjemmebane, og efter et semester i Utrecht, afsluttede vi uddannelsen ved navn Europe in The World, som samtidig var den sidste del af min journalistuddannelse, i Århus.

Rockstar-bromance
Hans og jeg havde hængt en del ud i Utrecht, og det blev vi ved med, da vi efter juleferien fortsatte studierne i Århus. Man kunne sige, at vi uden at ordet dengang var opfundet havde en god bromance kørende. Og måske havde vi i virkeligheden – som bro’s jo har – en masse indbyrdes konkurrence.

Vi mente nok begge to, at vi var sådan lidt rockstar-agtige.

Hans havde for eksempel en helt særlig rytmisk næsten dansende gang, som han insisterede på kom af, at han havde gået for meget rundt med høretelefoner på.

Jeg selv sås sjældent uden mine kaffebrune læderbukser, som var en stor trend på journalisthøjskolen i de dage. Og så var jeg i øvrigt uofficiel utrechtmester i røgringe. Med andre ord, pænt rock ’n’ roll eller noget.

Så rock ’n’ roll var vi. Foto: Anna Pettersson

Det var derfor uundgåeligt, at vi skulle have stivet vores image yderligere af. Jeg havde luftet overfor Hans, at jeg da helt bestemt skulle have en tatovering, og han kvitterede med ønsket om en brystvortepiercing.

Som sagt så gjort.

En februaraften stod vi derfor foran en tatovørs vindue. Jeg kastede ret hurtigt min kærlighed på et symbol, der dybest set var en primitiv udformning af en menneskeskikkelse.

Tatovøren vidste ikke helt, hvad det betød, men det var en tidligere kunde, der var kommet ind med denne tegning, som angiveligt skulle være det ældste hulemaleri – overhovedet.

Købt.

I min fantasi havde jeg forestillet mig at jeg skulle kæderyge smøger med et stensat ansigtsudtryk, mens nålen dansede på mine rygstykker.

Men den illusion blev ødelagt, da indehaveren pegede på et rygning forbudt-skilt. Så vidt, så skidt. Og da hans arbejde føltes mere som at blive skåret i end den diskrete prikken, jeg havde regnet med, fik Hans og tatovøren måske lidt mere end mit resting bitch face at se.

Mission ikke desto mindre accomplished.

Et skrig af smerte
Turen gik nu til en kælderpiercer, der havde gedigne ringe i sine mariekiksstore brystvorter.

Dem hev han stolt i – måske for at vise, at så mange nerver var der da heller ikke i en mands brystvorter. Mine tanker gik mere i retning af, at hvis man fik så store brystvorter af en nipplepiercing, var jeg i hvert fald slet ikke imponeret, men Hans var ikke afskrækket.

Hans smil blev dog effektivt tørret af, da nålen gik ind. Indtil da havde jeg altid undret mig over udtrykket ”bleg som et kalket lagen”, men denne aften forstod jeg pludselig.

Al farve forsvandt fra Hans’ ansigt og instinktivt rykkede jeg lidt frem mod ham, forberedt på en eventuel redningsaktion.

Han bevarede dog fatningen, og kort efter stod vi på gaden igen. Hans havde glemt at lukke jakken, og da et pludseligt vindstød overraskede ham, skreg han højt af smerte.

Men mandige, det var vi sgu. I den ånd fandt vi et værtshus og nogle velvoksne whiskyer. Vi dunkede hinanden på ryggen og føltes os som nogle helvedes karle, og så cyklede jeg otte kilometer op af den støt stigende Viborgvej for at komme hjem til Skjoldhøjkollegiet.

Da jeg skulle undersøge min nye tusch, opdagede jeg til min gru, at hele ryggen var klistret til af blod. Resultatet af høj puls kombineret med blodfortyndende alkohol. Lidt af en forskrækkelse men jo også pænt rock ’n’ roll. Igen: Mission Accomplished.

Nod and smile
Historien slutter dog ikke her. Da jeg nogle år senere rendte rundt i bar overkrop på Roskilde Festival blev jeg spottet af en lille langhåret tysker, som nærmest spurtede over til mig og krammede mig hårdt.

Det lille missil smilede over hele femøren og næsten råbte det samme ord igen og igen. Fuldstændig blank gjorde jeg det eneste, man vel nærmest kan gøre i situationen nemlig nikkede og smilede, til mit hoved var ved af falde af.

”Einstürtzende” råbte han vedvarende, indtil han til sidst slap grebet og forsvandt.

Det var i løbet af denne Roskilde Festival, det gik op for mig, hvad det var, jeg havde på min hud, nemlig logoet for et band, jeg aldrig havde hørt (om): Einstürzende Neubauten.

Siden har jeg i sagens natur interesseret mig lidt mere for artpunkbandet, der er født ud af den vestberlinske kunstscene og i 1980 optrådte første gang.

I 1981 blev logoet af et menneske med hovedet udskiftet af en sol (eller også er vedkommende kyklop) brugt på coveret af lp’en Kollaps.

LP’en Kollaps

Bandets stifter Blixa Bargeld havde fundet logoet, da han ledte efter oldtidssymbolik, så Århus-tatovøren var ikke helt galt på den, selv om han altså kun kunne halvdelen af historien.

Tatovørens værk – 20 år efter. 

Logoet er fundet i en hule i Mexico og menes at være omkring 3.000 år gammelt.

Her ville det være fint at afslutte historien med, at jeg siden hen er blevet gigantisk Einstürzende-fan, men det er nu ikke sket.

Jeg har lyttet til musikken mange gange, uden at den dog helt har bidt sig fast på mig på samme måde, som logoet har.

I processen med denne klumme har jeg dog givet Einstürzende endnu et skud, og måske er jeg faktisk nu moden nok til for alvor at give mig i kast med deres mange udgivelser.

I mellemtiden har jeg konstateret, at jeg åbenbart har samme smag i tatovering som Henry Rollins og forsangeren fra Ministry.

Og det er sgu da ret rock ’n’ roll!

LÆS ARTIKEL DENGANG EN SKOTSK KOK SPARKEDE MIN DØR IND FOR AT KOGE HUMMER