Heartbeats » Livsstil » Tech » Dansk rumeventyr klarer sig fint uden Elon Musk

Dansk rumeventyr klarer sig fint uden Elon Musk

27. februar 2018 | Søren Vestergaard Thiesen

Dansk rumeventyr klarer sig fint uden Elon Musk

Foto: Mads Stenfatt gør klar til faldskærmsudspring. Forskellen mellem dette spring og en eventuel hjemtur fra rummet er små 96 km

Som barn læste Mads Stenfatt en bog, der forandrede ham for altid.

Den handlede om planeter, stjernetåger og fjerne galakser. Den lille drengesjæl fra Sjælland voksede sig større end Brøndbyøster Bibliotek og fik store drømme om rummet. Han forstod ikke, hvad der stod i bogen, men billederne fortalte det hele. Og hvis Mads Stenfatt havde kunne røre ved de ting, han så i bogen, havde han givetvis været verdens lykkeligste barn.

I dag er han kommet et skridt tættere på målet, nu, hvor han er blevet en del af rumfartskollektivet Copenhagen Suborbitals på Refshaleøen. De har to formål: at sende en bemandet rumkapsel ud i rummet og sikkert tilbage – og at dele deres viden med især unge mennesker, der er nysgerrige på projektet.

Den demokratiske tilgang og vidensdeling er en stor del af Copenhagen Suborbitals DNA.

Her er ingen superstjerner og ingen Elon Musk. De er amatører med en dobbelttilværelse. Om dagen er de it-supporterere, skolelærere og hyggeingeniører, om aftenen rumpionerer med en ukuelig motivation om at nå de magiske 100 km ud i atmosfæren, hvor ”rummet” begynder.

Men det er ikke gratis at bygge rumraketter – det kræver ofre.

Færre penge end NASAs kaffebudget
Hver måned kan de knap 50 frivillige snolde materialer og brændstof for et beløb, ”der rundt regnet svarer til 10% af NASAs kaffebudget,” som Mads Stenfatt siger.

Men tiden til det almindelige liv betaler også en pris. Sådan er det, når man uge efter uge lægger en hel ekstra arbejdsuge oveni til raketbyggeriet på Refshaleøen – af samme årsag kalder de frivillige i Copenhagen Suborbitals deres respektive partnere for raket-enker.

Projektet er da også en monumental opgave for denne flok glade og gale amatører, der alle farer i kredsløb om en vanvittig drøm. Copenhagen Suborbitals vil inden for ti år sende en bemandet rumraket ud i rummet og tilbage til jorden. Astronauten, der skal sidde i raketten, er med som passager. Synet af jorden udefra skal jo nydes af andet end det metal, kapslen er lavet af, forklarer han:

“Selvfølgelig skal den bemandes. Hvorfor går folk i biografen eller til koncert, når billede og lyd kan fås bedre derhjemme? Fordi det er sjovere at være der selv. Det er noget helt unikt,” siger Mads Stenfatt – bankmand, faldskærmssyer og aspirerende astronaut.

LÆS ARTIKEL Bisse sender børnene til det ydre rum

Han omtaler konsekvent raketprojektet med stolthed gennem fællesbetegnelser som vi vil, vi håber, vi drømmer og gutterne.

”Copenhagen Suborbitals prøver at være ”vi” i kommunikationsformen,” forklarer han. ”Vi vil ikke fremhæve os selv som individer. Vi er jo bare amatører, for helvede,” siger han med et overbærende grin.

Og når man spørger, hvorfor de prøver at gøre noget, som andre allerede har gjort meget bedre, svarer Mads Stenfatt:

”For at vise, at det kan lade sig gøre, selv om man ikke er professionel. Intet er umuligt.”

Fem testopsendelser
Man skal ikke tale med Mads Stenfatt i lang tid for at opdage, at man skal ikke lade sig narre af amatør-mærkatet. Holdet bag Copenhagen Suborbitals har nemlig ambitionerne i orden.

Og trods Mads Stenfatt selv håber at være astronauten på den endelige rumrejse, repræsenterer han på mange måder den brede gruppe af mennesker, der hver uge lægger godt 30 frivillige timer i projektet. De synes, det er spændende at få lov at arbejde så tæt med en drøm, mange af dem har haft hele livet.

HØR PODCAST Hallo Hallo – Er der nogen hjemme i verdensrummet?

Således har Copenhagen Suborbitals i sine ni års eksistens krævet blod, sved – og mange fejlskud.

Indtil videre er det blevet til fem testopsendelser, der nok ikke matcher Teslas seneste opsendelse i dimensioner – hvad DTU-direktøren kaldte ”ingeniørkunst i kosmisk klasse” –, men bestemt med hensyn til vision.

”Jeg har altid været fascineret af at ville opnå det umulige. Det samme gælder for holdet som sådan,” siger Mads Stenfatt med en optimisme, der let kunne forveksles med hans mange års erfaring i salgsbranchen. Erfaringen har bragt den nu 40-årige astronautaspirant til Danske Bank, hvor han arbejder med prissætning. Her er optimisme ligeledes værdsat.

Og optimisme har man måske også brug for, når man frivilligt vil skydes 100 km op i vejret i en hjemmebygget raket.

Danmarks første hjemmebyggede raket
Selv kom Mads Stenfatt på holdkortet efter at have fulgt projektet over længere tid, som mange af de andre i Copenhagen Suborbitals. Og en varm lørdag eftermiddag i 2011 blev jomfruopsendelsen transmitteret direkte i Planetariet for dem, som var interesseret.

”Det måtte jeg simpelthen bare se. Salen var fuld af mennesker, og spændingen var jo stor. Men igen nåede tælleren til 0 uden, der skete noget, og vi tænkte alle, at det var endnu en fuser,” fortæller han.

”Situationen er skør. Alle venter på at juble eller græde, og i stedet kom der ingenting. Det var næsten endnu værre,” forklarer han om øjeblikket.

Den 1,6 ton tunge raket ‘HEAT-1X’ måtte startes forfra. Det betød, at nedtællingssystemet måtte nulstilles og hele seancen gentages. Alle holdt vejret.

”Og så skete det selvfølgelig,” fortæller Mads Stenfatt og husker salens jublen, da Danmarks første, hjemmebyggede raket på små 9 meter fløj mod himmellegemet, ikke langt fra den bornholmske kyst ved Nexø. En kæmpe succes.

I 2011 forlader raketten HEAT 1X havet omkring Bornholm (Foto: Pressebillede)

Senere har de i Copenhagen Suborbitals opdaget, at dem, der senere skulle blive kollegaer i projektet, sad side om side i den tætpakkede sal i Planetariet. Kollegaer, der i dag arbejder i marineafdelingen, elektronikafdeling, faldskærmsafdeling, presseafdeling og administrationen, der tager sig af juridiske spørgsmål.

Det er nemlig ikke lovligt at sende en raket ud i rummet fra dansk jord, og derfor foregår opsendelserne altid fra internationalt farvand, hvor Nexø indtil videre har været foretrukket.

Det har ifølge en uofficiel bornholmsk kilde betydet millioner af reklamekroner for Bornholm indtil nu. Tallene er naturligvis behæftet med en vis usikkerhed.

Og hver især har de frivillige opgaver og ekspertiser. Mads Stenfatt er for eksempel faldskærmsmand. Han syr selv sine hjemme i stuen i Hellerup, og det er et stort arbejde. Først med en symaskine fra Kvickly, senere med en opgraderet version, som han ønskede sig i julegave.

”Det er lidt en anden type gave, end man normalt forventer til en mand,” griner han.

Men det kræver alvorlige materialemeter og seriøse symaskiner at lave de i alt tre faldskærme af ca. 30 kvm, der sammen skal stoppe Copenhagen Suborbitals 350 kg tunge raket, som forventeligt kommer flænsende ned gennem atmosfæren med flere tusinde kilometer i timen engang i 2018.

Test af rakettens faldskærm i professionelle omgivelser i Holland (foto: pressebillede)

Vigtigt at dele viden med omverdenen
Der er sket meget på de syv år, der er gået siden opsendelsen i 2011.

Meget vand er løbet i åen, og 2018-raketten er blevet godt 80% lettere. Samtidig har de yderligere fem testraketter samt dertil hørende lærepenge har gjort Copenhagen Suborbitals til en eftertragtet foredragsholder rundt om i verden.

HØR PODCAST Rumtøjsturisme

Af samme årsag har Mads Stenfatt været rundt på diverse danske universiteter, skoler, radioprogrammer og tv-kanaler og talt rum-amatørernes sag. Det bragte ham sidste år til Kingston Universitys Space Conference på vegne af Copenhagen Suborbitals, og i denne uge besøger han Loughborough University i London, hvor han skal svare på spørgsmål om de juridiske omstændigheder ved raketopsendelse til havs.

”Det kunne f.eks. være om de optimale betingelser til vand-, vind- og havmiljø, der begrænser designvalget til raketten, eller om en bestemt type brændstof, der ikke forurener havet, hvis raketten styrter,” forklarer Mads Stenfatt.

De studerende i England og Danmark – for den sags skyld i hele verden – er også interesseret i udfordringerne ved at lave bemandet rumfart. På samme måde, som lille Mads på Brøndbyøster Bibliotek havde lyst til at røre ved de ting, han fandt i bogen. Nu er han en del af et kollektiv, der hjælper andre til at få del af rumprojektet på Refshaleøen.

Hvor mon dette eventyr skal ende? Og hvad skal der ske, når dagen endelig kommer – dagen, hvor raketten når rummet, bemandet med en astronaut, og efter planen lander sikkert og blidt på de lune, bornholmske bølger?

”Så tror jeg, vi tager en hviledag. Og spiser rådhuspandekager,” griner han.