Heartbeats » Film / TV » Countryens Charles Manson brugte $16 mio på kokain

Countryens Charles Manson brugte $16 mio på kokain

29. november 2017 | Martin Finnedal

Countryens Charles Manson brugte $16 mio på kokain

Johnny Paycheck nåede at sidde på anklagebænken en del gange. Blandt andet i Canada hvor han udmærkede sig ved at slynge ukvemsord efter Dronning Elizabeth II. Foto: HBO Nordic

Det var under en retssag tiltalt for at have skudt en mand i hovedet i en bar i Ohio, countrystjernen Johnny Paycheck fik sit lidet flatterende tilnavn: Countryens Charles Manson.

Dels lignede han med sit usoignerede hår og skæg fuldstændig den morderiske sektleder.

Og dels opførte Johnny Paycheck sig – uden det på nogen måde skal lyde som en officiel diagnose – ret så sindssygt.

Historien om Johnny Paycheck er en af mange, der bliver fortalt i den nye delvist animerede serie ”Tales from the Tour Bus”.

LÆS ARTIKEL SORT SUCCES-SATIRE OM EN GALOPERENDE MIDTVEJSKRISE

Bag den står Mike Judge (bl.a. Beavis & Butthead, King of the Hill m.fl), der i animeret udgave har kastet sig over countrymusikkens skrækhistorier. For som han konstaterer har countrymusikkens udøvere mindst lige så mange lig i lasten som gangsterrappere.

I løbet af otte afsnit portrætterer serien blandt andre outlaw-genrens gudfar, Waylon Jennings, og det mildest talt tumultariske forhold mellem Tammy Wynette og George Jones.

Johnny Paycheck er dog en stærk kandidat til titlen: Den værste countrystjerne nogensinde.

Fra Hub Cap Donny til Johnny Paycheck
Han blev oprindeligt født som Donny Lytle. Han fik dog hurtigt tilnavnet Hub Cap Donny da han stjal hjulkapsler. Og i øvrigt bilen med. Han fik sin første dom for at stjæle samtlige bilnøgler fra en bilforhandler for derefter at kaste dem alle sammen i en å.

Til sit held var Donny Lytle en gudsbenådet musiker, og derfor lykkedes det ham faktisk at tjene til dagen og vejen, i hvert fald i perioder, der skiftede lige så tit som han skiftede navn. Først fra Donny Lytle til Donny Young. Og derefter – inspireret af countrykollegerne Johnny Cash, Johnny Dollar og Johnny Western til Johnny Paycheck. Et navn der kom af, at musikerens manager kendte en bokser med polske rødder ved navn Johnny Paychek.

Og der var tilsyneladende held i det nye navn. For nærmest ud af det blå fik han et kæmpehit med nummeret (Don’t Take Her) She’s All I Got. Og dermed gik han fra at have været flad og hjemløs til en instant succes.

Mellem total succes og total sump.
Ifølge hans gamle backingband, de tre Adams-brødre, der havde kendt Johnny siden han var barn, havde Johnny Paycheck en tendens til fuldstændig at implodere hvert femte år. Derfor befandt han sig en dag i oktober 1976 i retten i Canada i bar overkrop efter en mere end almindeligt heftig druktur og råbte ”Fuck dronningen”.

Johnny Paychecks karriere svingede med andre ord mellem total succes og total sump.

Han var dog smart nok til at lave limonade ud af sine forbryderiske citroner. En plade hedder således Armed and Dangerous og en anden har fået sin titel efter en dom, han fik for (ironisk nok) checkfalskneri: 11 months and 29 days.

Johnny Paycheck blev sine forbrydermanerer til trods kendt som en folkets helt. Hans store hit ”Take this job and shove it” blev nærmest en nationalsang for arbejderklassen – ikke mindst da stjernen selv mødte op og spillede for at støtte strejkende minearbejdere i Harlan County, Kentucky.

Succesen var gigantisk. Indtil Johnny Paycheck opdagede kokain. De føromtalte fem år karensperiode mellem hans selvdestruktive adfærd blev reduceret til måneder.

Han tog så meget af det hvide pulver, at han på et tidspunkt brugte radioen i sin tour-bus til på en åben linje at efterspørge kokain – og fik sit ønske opfyldt på en rasteplads.

Ifølge backing-brødrene brugte han mindst $16 millioner på at fylde sin næse.

Johnny Paychecks paranoia voksede til farlige højder og førte til, at han i december 1985 i en bar i Ohio skød en i fan i hovedet – mirakuløst nok uden at han kom alvorligt til skade.

Dommen lød på syv års fængsel, hvoraf stjernen dog kun sad 22 måneder.

På det tidspunkt havde han ét stort hit ”Old Violin” til gode, men lige meget hjalp det. Blandt andet på grund af en udestående sag med de amerikanske skattemyndigheder blev musikeren erklæret konkurs i 1990.

Johnny Paycheck døde i 2003 i en alder af 64 år. Hans gravsted blev doneret af en anden countrystjerne George Jones, der ikke selv havde problemer med at klatte penge væk.

Hans liv kan man følge i afsnit tre og fire af Tales From The Tour Bus.

Hele serien er tilgængelig på HBO Nordic.

LÆS ARTIKEL OH NO THEY DIDNT: SERIER DER DRÆBER

Læs videre