Heartbeats » Samfund » Børns liv kan ikke reduceres til en Facebook-debat

Børns liv kan ikke reduceres til en Facebook-debat

13. februar 2018 | Stine Liv Johansen

Børns liv kan ikke reduceres til en Facebook-debat

Foto: Wikimedia Commons

31. januar 2018 lancerede børne- og socialminister Mai Mercado ’opdragelsesdebatten’. Initiativet tager sit udgangspunkt i ministerens opfattelse af at årsagen til, at nogle børn ikke er skoleparate ved starten i 0. klasse, skal findes i manglende opdragelse fra forældrenes side.

Adskillige fagfolk har allerede påpeget, at der ikke er belæg for at påstå en sådan sammenhæng, at vi i øvrigt ikke ved, om der er flere ikke-skoleparate børn i dag end tidligere, og at årsagen – hvis det sidste er tilfældet – nok snarere skal søges i manglende ressourcer i vuggestuer og børnehaver end i at lille Albas og Antons forældre ikke magter at sætte grænser over for deres børn.

LÆS ARTIKEL SÅDAN UNDGÅR JEG – FORHÅBENTLIG – AT FÅ EN FORKÆLET UNGE

Men når politikere ønsker at sætte ting på dagsordenen, så kan man ikke nødvendigvis hænge sig i detaljer såsom fagfolks vurderinger.

Højlydt opmærksomhed. På Facebook
Hvis man for alvor vil have fokus på et emne, så gælder det om at gøre højlydt opmærksom på, at der er et problem. Og højlydt opmærksomhed, det får man bedst på sociale medier og gerne med inddragelse af kendte mennesker – influencers – som kan bidrage med deres medietække og evne til at formulere sig i skarptskårne oneliners.

Og debatten – som skal foregå på en side på Facebook – benytter sig af tilsvarende skarptskårne og værdiladede udsagn, som skal sætte gang i diskussionen mellem folk. Det minder om de strategier, virksomheder og organisationer i stigende grad gør brug af, særligt når de vil kommunikere til yngre målgrupper.

Det står enhver politiker frit for at sætte et hvilket som helst emne, han eller hun måtte finde relevant, på dagsordenen.

Og det står naturligvis også politikere frit for at invitere hvem som helst med i en debat om et sådant emne. Det har jeg sådan set ikke noget problem med. Og der er adskillige, helt og aldeles udmærkede mennesker i det influencer-panel, Mercado har præsenteret.

Folk, der i kortere eller længere tid har engageret sig i samfundsdebatten med større eller mindre fokus på emner som børn, unge, skole, dagtilbud, opvækstvilkår, forældreroller og opdragelse. Uden tvivl alle sammen folk, der fra hver deres udgangspunkt ønsker det allerbedste for vores børn og unge.

Det komplekse gøres simpelt
Det største problem med ’opdragelsesdebatten’ er derimod, at ekstremt komplekse problemstillinger sættes i scene på en forsimplet og fordrejet måde. Det er et presserende spørgsmål i alle samfund at skabe de bedst mulige rammer for opvoksende generationer, og der er en lang række forhold, der har indflydelse på, hvor godt denne opgave lykkes.

Socioøkonomiske, psykologiske, kulturelle, pædagogiske og praktiske omstændigheder har betydning for både den enkelte og for samfundet som helhed. Ingen af disse omstændigheder kan alene forklare, hvorfor det ene eller det andet barn opleves som ’skoleparat’ eller for den sags skyld forudsige, hvordan dets livsbane vil forme sig.

Ministerens initiativ skriver sig dermed desværre ind i en tendens, der dels forsøger at reducere komplekse problemstillinger til noget, der tilsyneladende ser enkelt ud, og dels fjerner fokus fra det fælles og gør problemet til individets.

Det er forældrene, der ikke opdrager deres børn ordentligt, siger hun, og det er dermed også forældrene, der skal forholde sig til de stærkt værdiladede såkaldte dilemmaer, som ’opdragelsesdebatten’ præsenterer på Facebooksiden.

’Må 4-årige få iPad’en, når I har gæster’ er et eksempel på et sådant dilemma, som åbenbart vurderes at være et af de mest påtrængende spørgsmål at stille.

Skævt skruet sammen
Det er skævt skruet sammen, ligesom det er skævt at sammensætte et panel, der ikke indeholder pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, bibliotekarer eller for den sags skyld forskere med aktuelle, empiriske undersøgelser af familieliv, dagtilbud eller skoleliv i bagagen.

De færreste af debattørerne har således indgående viden om eller praktisk erfaring med feltet; den i panelet, der formentlig i sin dagligdag har den tætteste dialog med børn og unge, er youtuberen Kristine Sloth.

Og alle hendes kvaliteter til trods – som børnemedieforsker har jeg stor respekt for hendes indsats for at få forældre til at engagere sig i deres børns mediebrug – så har hun nok ikke den helt store viden om, hvad der for alvor betyder noget, hvis man vil skabe gode opvækstbetingelser for børn.

Gode børneliv skabes ikke gennem debat. Gode børneliv skabes ved at sørge for, at rammerne er ordentlige, så flest mulige forældre er i stand til at give deres børn de bedst mulige betingelser for at leve et liv med passende omsorg, tryghed, udfordringer og udvikling.

Det handler om normeringer i dagtilbud og det handler om uddannelse af pædagoger, lærere og andre faglige omsorgspersoner. Det handler også om antallet af voksne i skolen, om de fysiske rammer og om hvilke forventninger, man har, til hvad 6-årige børn skal gøre og skal kunne.

Det handler om tidlig skolestart og det handler om inklusion af børn med særlige behov i folkeskolen. Men det handler også om at sørge for, at ingen børn i dette land skal vokse op i fattigdom. Det har jeg ikke hørt nogen ministre tale om meget længe.

Gode børneliv
Selvfølgelig handler gode børneliv også om, hvad der foregår uden for de institutionelle rammer, i hjemmet. Børn er først og sidst deres forældres.

Men at reducere opdragelse til et spørgsmål om iPad eller ej, eller andre emner, der skaber hurtig og ofte ophedet debat i et Facebook-opslag, det er simpelthen for fattigt. Opdragelse – at drage nogen op – handler om normer og værdier, både i familien og i samfundet som helhed.

I familien såvel som i dagtilbuddet og skolen skal barnet lære at indgå i fælleskaber, hvor man både giver og tager, og hvor der er bestemte – og forskellige rammer for, at den enkelte kan udfolde sig. Det er et fælles ansvar at støtte op om det.

Men også på det mere overordnede plan handler opdragelse om værdier – og om moral. Synes vi eksempelvis, at der i Danmark i 2018 skal være børn, der lever under fattigdomsgrænsen?

Det er da et emne, der kunne kalde på debat, og det ville være befriende, hvis en politiker, der ønskede at skabe opmærksomhed og udvise handlekraft, ville tage sådan et spørgsmål op.