Heartbeats » Musik » Udgivelser » Årets mest oversete plader #2

Årets mest oversete plader #2

18. december 2017 | Henrik Queitsch

Årets mest oversete plader #2

Melanie De Biasio. Pressefoto: Play it again, Sam

Det er snart den tid igen.

Udgangen af året, hvor best of-lister dukker op i alle kulturmedier fra Pitchfork  til Jyllands-Posten. På Heartbeats vil vi gerne slå et slag for nogle af de plader, der måske ikke finder en plads i spotlyset, når The War on Drugs, Lorde, Jay-Z og Mount Eerie skal have al deres nok så fortjente hæder.

Heartbeats tager dig i de kommende uger en tur ud i skyggerne, hvor det usynlige guld ligger.

Melanie De Biasio: ‘Lilies’ (Le Label)

Belgisk/italienske Melanie De Biasio er en kunstner, der har været på banen i noget tid, men som jeg først opdagede i år via hendes tredje album ‘Lilies’ – so many records so little time, ak ja. Hun gæstede sågar landet (Koncerthuset) i løbet af 2017, men det missede jeg også.

Biasio startede oprindeligt i jazzen – hun blev en overgang kaldt den belgiske Billie Holiday – men har bevæget sig mere og mere i retning i retning af en eksperimenterende, minimalistisk (på et nummer består akkompagnementet udelukkende af fingerknips) form, uden dog at give køb på hverken sensualitet eller intensitet. Og så har hun et fremragende band, der kan kunsten ikke at spille.

På coveret beskriver hun selv sangene som ‘instinktive bevægelser af kærlighed og modstand’. Det skal nok passe. Godt er det i hvert fald, selv om den nysgerrige måske bør starte med ep’en ‘Blackened Cities’ fra 2016, hvis 24 minutter lange titelkomposition er Biasios foreløbige kulmination.

LÆS ARTIKEL ÅRETS MEST OVERSETE PLADER #1

Henrik Lindstrand: ‘Leken’ (Lime Tree Beach Recordings)

Kashmir har som bekendt ligget underdrejet i en årrække (jeg tvivler stærkt på, at de nogensinde vender tilbage), men det er der nu ingen grund til at beklage.

For det har i stedet givet plads til, at bandets svenskfødte keyboardspiller i en alder af 40 år er barslet med sit første soloalbum. Pladen har sin titel efter en sø i nærheden af Lindstrands barndomshjem (men spiller selvfølgelig også på, at leken er det svenske ord for legen), hvor Lindstrand i en periode isolerede sig sammen med det klaver, som hans bedstefar lærte ham at spille sine første toner på, da han var tre år gammel.

Piano og diskret elektronik er da også de bærende elementer på dette album, hvis melodiske og melankolske billedskabende instrumentalkompositioner bærer tydeligt præg af, at Lindstrand har lavet en del filmmusik og samtidig godt kan lede tankerne hen på ånden fra Jan Johanssons klassiker ‘Jazz på svenska’ i moderne form. Og så kan man altså ikke få meget større ros.

Hugo Race & Michelangelo Russo: ‘John Lee Hooker’s World Today’ (Glitterhouse)

Man skulle ikke tro, det var muligt at vride nyt liv ud af bluesmusikkens ildelugtende korpus. Men det lykkedes ikke desto mindre den tidligere The Bad Seeds-guitarist Hugo Race i samarbejde med makkeren Michelangelo Russo. De to distingverede herrer spiller til dagligt også sammen i bandet Hugo Race & The True Spirit.

Albummet hedder ‘John Lee Hooker’s World Today’, og det er præcis, hvad det er. Indspillet i løbet af en enkelt dag og nat i Boris Wildorfs (Einsturzende Neubauten) studie i Berlin, tager de en række af giganten Hookers numre – samt Hookers version af MC5’s ‘The Motor City’s Burning’ – og fører dem ind i det 21. århundrede. Det er stadig (en slags) blues, men også ambient, electronica og avantgarde. Besættende.

The Frightnrs: ‘More To Say Versions’ (Daptone)

Jeg er egentlig taknemmelig for at jeg ikke kendte historien bag albummet ‘More To Say’ fra 2016, da jeg hørte det første gang.

The Frightnrs blev dannet tilbage i 2010 af den tidligere punker Daniel Klein i Queens, New York, og fik hurtigt skabt sig et navn på byens små spillesteder som benhårde leverandører af rocksteady og tung reggae, der i den grad sparkede mås.

Efter et par singler fik gruppen kontrakt med neosoul-selskabet Daptone, men allerede under indspilningerne kunne kollegaerne se, at den var helt gal med Klein. Han blev snart diagnosticeret med en ondartet udgave af sklerose, men fik dog færdiggjort albummet. Han døde i juni 2016 tre måneder før lp’en så dagens lys.

Jeg er som nævnt glad for, at jeg ikke var vidende om den tragiske baggrund, da jeg oprindeligt stødte på pladen, og troede, at der var tale om en uopdaget perle fra genrens storhedstid i 1970’erne (for sådan lyder den – fuldstændig). Og albummet er om muligt blevet endnu bedre i denne dub-version fra i år, selvfølgelig indspillet i højttalertæskende mono. En genistreg fra produceren Victor Axelrod, som er det musikalske svar på højpotent tetrahydrocannabinol.

Ghostpoet: ‘Dark Days + Canapes’ (Play It Again Sam)

49-årige Tricky udgav faktisk et glimrende album i år med ‘Ununiform’, men blev slået på hjemmebanen af den 15 år yngre landsmand Obaro Ejimiwe alias Ghostpoet, som i den grad har lån et trick eller to fra triphopperens repertoire (Daddy G dukker såmænd også op undervejs).

Ghostpoets to første album fra henholdsvis 2011 og 2013 blev begge nomineret til den prestigefulde Mercury Music Award, men alligevel er det lykkedes ham at slippe under min radar. Man kan da heller ikke være alle steder på en gang. Så jeg opdagede ham altså først med dette fjerde udspil, men det betyder jo så bare, at jeg har noget til gode. Hvilket ret beset ikke er det værste, man kan have.

Ghostpoet talesynger sig illusionsløst med malmfuld gravrøst gennem samtlige pladens 12 numre, der alle afdækker aspekter af aftenlandets undergang, og det kan godt være, at en af sangene hedder ‘Many Moods at Midnight’, men her tæller kun en farve: begsort. Og nej, man kan heller ikke danse til ‘Immigrant Boogie’.

Henrik Queitsch er musikanmelder, musikskribent mm og har sammen med kollega Klaus Lynggaard podcasten Rockhistorier. 

PODCAST SAMTLIGE AFSNIT AF ROCKHISTORIER

Læs videre