Heartbeats » Musik » Udgivelser » Årets mest oversete plader #1

Årets mest oversete plader #1

27. november 2017 | Henrik Reinberg Simonsen

Årets mest oversete plader #1

Sophia Kennedy. Pressefoto: Pampa Records

Det er snart den tid igen. Udgangen af året, hvor best of-lister dukker op i alle kulturmedier fra Pitchfork  til Jyllands-Posten. På Heartbeats vil vi gerne slå et slag for nogle af de plader, der måske ikke finder en plads i spotlyset, når The War on Drugs, Lorde, Jay-Z og Mount Eerie skal have al deres nok så fortjente hæder.

Heartbeats tager dig i de kommende uger en tur ud i skyggerne, hvor det usynlige guld ligger.

Sophia Kennedy – Sophia Kennedy (Pampa)

Den Hamburg-baserede amerikaner Sophia Kennedy laver excentrisk popmusik, der udkommer på house/techno-pladeselskabet Pampa Records. Som så mange andre må hun supplere sit musikalske virke for at få enderne til at mødes. Hun står blandt andet i døren i Hamburg-natklubben Golem. Således er det forståeligt, at hun på åbningsnummeret helt nede fra maven synger: ”Build me a house, where I can live in.” Sophia Kennedy formår at vende hjemløsheden og den dybtliggende jetlag til en styrke, ja måske lige frem et adelsmærke. Nu skal flere bare opdage denne fascinerende og slidstærke plade. Det er underfundig popmusik fra en weirdo-Adele med en sand dunderrøst og en lille snert af Moloko og Alison Moyet i blodbanen.

Richard Dawson – Peasant (Domino)

En tur til den engelske provins. Helt derud, hvor folk taler med mærkelige gebrokne dialekter, og man får billeder fra den hedenske skrækfilm ’The Wicker Man’ på den indre nethinde. Richard Dawson spiller en slags skurrende folkemusik, der lyder som berusede, dissonante middelalderviser sunget i muddergrøften. Sangene præsenterer os for trolde, tiggere, væversker, ondsindede alkymister, prostituerede og menneskelige hamskiftere. Mange flere burde unde sig et sådant frikvarter fra Taylor Swifts beefs med Kim, Katy og Kanye. Richard Dawson er som den fulde, snøvlende mand på værtshuset, der viser sig at være mere eller mindre genial og poetisk, når man lige vænner sig til den stærke kropslugt og de røde, svømmende øjne.

The Magnetic Fields – 50 Song Memoir (Nonesuch)

Jovist, opfølgeren til ’69 Love Songs’ fra 1999 har fået næsten lige så flotte anmeldelser som hovedværket – men det virker som om, at alle er hurtigt padlet videre gennem den daglige syndflod af musikudgivelser. Albummet, om sangsmedens første 50 år som jordbo, tager over 100 forskellige instrumenter i brug og rummer en gigantisk bunke broget guld om ulidelige stedfædre, musik, New York, ekskærester, Ultravox, AIDS-angst og at bo i Elliot Smiths gamle hus. Og pladen har også en lykkelig afslutning. Derudover ingen spoilers her. Køb pladen og sæt dit Spotify-abonnement i bero det efterfølgende års tid.

The New Pornographers – Whiteout Conditions (Concord)

Måske var det fordi, bandets mest eller næstmest feterede medlem – Dan Bejar AKA Destroyer – ikke var med på dette 7. album fra pornograferne. Måske lægger den sig i lyd og udstyr lidt for tæt op ad ’Brill Bruisers’ fra 2014. Under alle omstændigheder har ’Whiteout Conditions’ fra Canadas sandsynligvis mest intelligente partyband slet ikke fået den opmærksomhed og glitter, der burde tilkomme sange med så meget luft under vingerne og vinderattitude. Den konfetti-fygende powerpop brager stadig over stepperne – den mere elektroniske og strømlinede fornemmelse sammenlignet med de tidlige plader gør bare numrene endnu mere egnede til at blæse alt over ende, der står tæt på dine højtalere. Få andre bands kan lave noget, der er så festligt, armene i vejret og deruda’, samtidig med at man mærker forstemtheden over Trumps USA, der prikker til sangene som en lille tegneseriedjævels trefork.

The Fall – New Facts Emerge (Cherry Red)

”Where are you going? This work has not yet reached cessation”, agiterede Mark E. Smith allerede på “You Haven’t Found It Yet” fra 1991. Mere end 25 år senere arbejder Manchester-ikonet stadig videre på formularen. Finder effektive riffs, som han kan holde sine uforståelige, gøende foredrag hen over. Vi får med dette 32. studiealbum en omgang knurrende, skeletal garagerock, der pendler rutineret rundt mellem The Stooges, 50’er-rockabilly og Captain Beefheart. ’New Facts Emerge’ er ikke The Falls mest lysende time foreviget i 40 års næsten konstant produktion. Det historisk stabile line-up får udviklingen mellem pladerne til at være minimal, som var friktion og smækkende døre en del af The Falls brændstof. Men på ”Fol de Rol”, ”Victoria Train Station Massacre” og den mundrette ”O! Zztrrk Man” kan man stadig tydeligt føle Smiths syrlige, bankende hjerte. Så bliv hængende. Få det hele med. Selv gennemsnitlige Fall-plader er del af et større værk og fortjener vores opmærksomhed.

Læs videre