Heartbeats » Livsstil » Krop » Åndedrætsterapi blev vejen ud af blandingsmisbrug og vold

Åndedrætsterapi blev vejen ud af blandingsmisbrug og vold

3. december 2017 | Sofie Kousted Hviid

Åndedrætsterapi blev vejen ud af blandingsmisbrug og vold

Journalist Sofie Kousted Hviid har arbejdet på en bog om traumebehandling i seks år. Den udkom 27. november. Privatfoto. 

Som ung teenager fandt Mia ud af, at hash og kokain kunne hjælpe hende.

Hashen dæmpede hendes tankemylder, og rusen lod hende sejle afsted på et bølgende hav af ligegyldighed. Kokainen sendte hende til gengæld den modsatte retning, og gav hende følelsen af at kunne klare hele verden. Hun blev afhængig og levede til sidst mere af alkohol og stoffer end af mad.

32 kilo vejede hun, da festlivet var på sit højeste. På den lokale skadestue var hun et kendt ansigt, når hun kom med skader fra slåskampe eller havde taget for mange stoffer. Hun havde ingen stopknap, for hun havde ikke noget at miste. Livet havde ingen værdi for hende.

Sådan fortsatte Mias tilværelse i årevis, indtil hendes halvsøster en dag foreslog hende at tage på et kursus i åndedrætsterapi. Mia havde ingen forventninger om, at et kursus kunne gøre noget for hende, men tænkte, at det ikke kunne skade at prøve. Hendes liv gik i en destruktiv tomgang, og hun havde ingen tro på, at det kunne være anderledes.

Fem minutter ad gangen
De første gange, Mia mødte op til den åndedrætsterapi, der kom til at vende op og ned på alting, kunne hun ikke koncentrere sig mere end fem minutter af gangen.

Uroen i kroppen gjorde, at hun hele tiden måtte have en pause og ryge en smøg. Men lidt efter lidt begyndte der at ske noget. En dag, kunne hun for første gang få vejrtrækningen helt ned i maven, da hun sad sammen med underviseren og lavede de samme øvelser igen og igen. Dybe vejrtrækninger, lange udåndinger og hele tiden med tankerne fæstnet på åndedrættet.

For hver gang, hun kom og lavede øvelserne, havde hun brug for færre og færre pauser.

LÆS ARTIKEL YOGA HJALP MIG UD AF SKAMMEKROGEN

Der skete også noget andet, som efter lidt tid fik hende til at droppe stofferne. De holdt nemlig op med at være sjove. I stedet for at blive høj, sad Mia til festerne med et tankemylder, der mindede om en overophedet myreture. Tankerne kværnede rundt, indtil hun til sidst var ved at blive skør. Hun følte sig spærret inde i sit hoved af sine egne tanker, og pludselig kunne hun ikke skubbe de selvbebrejdende følelser væk.

Hun havde altid vidst, at hun ikke levede et godt liv – men nu kunne hun ikke dæmpe følelserne længere. De stoffer, der i årevis havde været hendes redning, virkede ikke, som de plejede. Langsomt var Mia ved at nedbryde de destruktive forsvarsmekanismer, og evnen til at lukke af for sine følelser, som hun havde haft siden barndommen.

Til sidst droppede hun helt kokainen, festerne og byturene. De gav hende ikke noget længere. Og det blev første skridt på vejen væk fra det liv, hun kendte. En vej, der var fyldt med smerte, fordi hun nu var tvunget til at gennemleve og mærke alle de følelser fra gamle traumer, som hun plejede at dæmpe med stofferne. Mia skulle se sig selv i spejlet – og acceptere alle de tæsk hun selv havde fået og givet.

Vejrtrækningen kan redde et liv
Mia kom til Danmark fra Østeuropa med sin mor og sin storebror, efter faren havde forsøgt at tage livet af Mias mor ovenpå en ualmindelig grim skilsmisse. De få minder, hun har fra tiden, før de kom til Danmark ligner resten af hendes liv. Morens massive alkoholmisbrug prægede deres hverdag, og moren tog tit sin datter med på værtshus og lod fremmede fulderikker se efter hende.

På sine få skolefotos fra skoletiden i en lille jysk by har Mia klippet hovederne af børnene på øverste række. Sådan gjorde hun med folk, hun ikke kunne lide.

Stak andre børn med en nål
Mennesker omkring hende, der havde det godt, kunne hun ikke håndtere. Så hun gjorde, hvad hun kunne, for at de skulle holde op med at have det godt.

Som når hun stak til de andre børn på skolen med en stor nål, hun havde fundet i håndarbejdslokalet. Når bare folk så ud til at have lidt af samme smerte, som hun følte indeni, kunne hun holde dem ud.

Ballade var også den eneste måde, hun kunne få hendes mor til at fjerne opmærksomheden fra bunden af de flasker, hun altid havde fæstnet sit blik på frem for sine børn. Men uanset om hun lavede ballade eller viste svaghed, var morens svar de samme hårde ord og slag. Moren, der selv kom fra et hjem med misbrug og vold, brugte den eneste måde at kommunikere, hun kendte. Hun sørgede for, at Mia havde tøj på kroppen, men lod hende tit forstå, at det var en fejl, at hun nogensinde blev født.

Mia har budt mig indenfor i sit hjem, fordi hendes historie skal publiceres i en bog om traumebehandling og resocialisering gennem åndedræt og meditation. Bogen er en fagbog, der skal skabe opmærksomhed omkring åndedrætsøvelser, der kan få mennesker som Mia til at skabe forandring i deres liv. Mennesker som systemet har opgivet, mennesker der aldrig har haft et arbejde, og som har en bagage fuld af svigt, vold og misbrug.

De har fået traumer tidligt i livet, og deres forsvarsmekanismer har fulgt dem så længe, at de ikke aner, at de er der. Deres nervesystem er påvirket af tidlige traumer, så de aldrig kan slappe af, og de finder måder at holde sig konstant i gang og undertrykke de ubehagelige følelser, der dukker op.

EKSTERNT LINK (Videnskab.dk) Bande-uro kan bremses med åndedrætsløsninger

For mange lyder det vildt, at åndedrættet kan skabe så voldsomme forandringer – men det er ikke så mærkeligt. I bogen forklarer forskere, at hvis et menneske har været udsat for et traume, vil det traume lagres i nervesystemet. Nervesystemet er vores forsvarsberedskab, der tager over, når vi er udsat for fare. Vi er derfor ikke altid i stand til at huske eller forstå, hvad der er sket under et traumatiserende begivenhed.

Af samme årsag oplever mange mennesker med traumer, at de ikke kan tale sig ud af deres symptomer. Terapi kan ikke altid nå de traumer, der har påvirket nervesystemet. Men gennem vores åndedræt kan vi påvirke nervesystemet. Når vi bliver bange eller vrede, trækker vi automatisk vejret på en særlig måde – og den viden kan vi bruge til at manipulere vores nervesystem.

Mia har fået en fremtid
I dag er Mia et helt andet sted. Den kvinde jeg møder i lejligheden på en lun efterårsdag, kan jeg slet ikke forbinde med den aggressive og destruktive kvinde, hun selv fortæller om. Mia har taget en uddannelse og er blevet mor til en lille dreng. Hun har buddhafigurer rundt omkring i hele den lille lejlighed, og hun er så sød og sympatisk, at jeg får lyst til at blive hendes ven. Hun føler selv, at hun for første gang i sit liv, har noget at give af.

Hun går stadig til åndedrætsterapi, hvor de laver yoga og åndedrætsøvelser. Hver gang dukker der stadig masser af svære følelser op, som hun skal håndtere. Når man har brugt et helt liv på at fylde kisten med undertrykte følelser, tager det mange år at lægge alting på plads i de rigtige kasser. Hun har også måtte sige farvel til stort set alle de mennesker, hun kendte. Mange kunne ikke håndtere, at Mia ikke længere ønskede at smadre sig selv med stoffer og slåskampe – og Mia kan godt forstå dem. Hvis man selv er fuld af smerte, søger man automatisk mod andre, der har det på samme måde.

Hun har få venner i dag, men hun ved, at de er der, fordi de vil hende noget godt.

Mia er et opdigtet navn, og skribenten er bekendt med hendes sande identitet. Hendes fulde historie kan læses i bogen ‘Traumebehandling og Resocialisering gennem åndedræt og meditation,’ der udkom 27. november. 

Åndedrætsterapi
Der er tale om specielle åndedrætsteknikker, hvor man trækker vejret i forskellige rytmer, og på den måde minimerer stress og aggression og hjælper til at håndtere negative følelser og tanker på en bedre måde.

I Danmark udføres den åndedrætsterapi, der får Mia til at forandre sit liv, på særlige kurser, som organisationen Breathe SMART står bag. De har faste kurser i Horserød Fængsel, og afholder hver måned kurser i København uden for murene. Typisk tager deltagerne et kursus på fem dage, hvor de laver åndedrætsøvelser, yoga og meditation samtidig med, at de får viden om traumer, følelser, og hvordan destruktive mønstre ofte har rod i tidligere traumer. Deltagerne skal fortsat selv lave øvelserne hver dag efter kurserne, hvis det skal have en effekt.

Øvelserne er blandt andet blevet dokumenteret i filmen Free the Mind fra 2012, hvor man fulgte amerikanske soldater med PTSD, der brugte de samme teknikker.

LÆS ARTIKEL HVAD EN FLOK ITALIENERE OG YOGA KAN LÆRE OS OM LYKKE 

Læs videre