Heartbeats » Musik » Ugens elektroniske anbefalinger

3x3: Ugens elektroniske anbefalinger

13. oktober 2017 | Søren Vestergaard Thiesen

Ugens elektroniske anbefalinger

Illustration: Sofie Kammer

Velkommen til 3×3.

Hver fredag får vi friske anbefalinger fra producere og dj’s i det elektroniske musikmiljø i Danmark. Vi taler med tre artister, stiller tre spørgsmål og lytter til tre tracks.

I denne uge har vi besøg af Anastasia Kristensen, Rune Bagge og Niles Cooper.

Anastasia er en dansk/russisk technoproducer og dj. Hun har netop haft sin Boiler Room-debut, hvilket er en stor anerkendelse af hendes formåen bag pulten. Rune Bagge er en af de nye københavnske producere, der med sin støvede og hurtige techno langsomt kravler op fra undergrunden. Sidst, men ikke mindst, har vi Niles Cooper fra Aalborg. Han har en kærlighed til groovy house og melodiske beats, og anbefalingerne tager udgangspunkt i amerikansk house.

 

Anastasia Kristensen

Foto: Morten Bentzon

Foto: Morten Bentzon

Hvilke tre tracks hører du lige nu og hvorfor?

  1. Rufige Kru – Fury (YouTube)
  2. Giant Swan – IFTLOYL (SoundCloud)
  3. Kelela – Bank Head (YouTube)

Hvorfor dem?

Fury, fordi den er så slick og jeg har altid kunne lide oldschool. Den er også stadig rimelig “uspillet” i dj-verdenen, og det er fedt at overraske folk.

Giant Swan er en Bristol-duo, der er kommet med nyt, som er hidsigt og fuld af metalklang – og det er jeg altid vild med!

Ved Kelela må jeg indrømme, at jeg normalt ikke hører den type musik, men jeg gav det en lytter og synes, hendes vokal er så behagelig. Produktionen er vildt æstetisk og rimelig sofistikeret.

Hvilke udgivelser ser du frem til?

Kommende danske Code Walk. Den er helt on fire, trust me! Den skal alle se frem til. Masser af vibe-twists i UK stil og god energi. Jeg ser også frem til Token 10 years Compilation, hvor københavnske CTRLS arbejder med flere techno-stjerner. Det bliver noget af en compilation! Og så glæder jeg mig selvfølgelig også til min egen udgivelse. Den skulle have været ude her i 2017, men det bliver dog i 2018 alligevel pga. tryk. Jeg er meget spændt på, hvordan den bliver modtaget – jeg har endnu en gang sørget for det ikke ligner noget, jeg har lavet før, f.eks. på Mord Records og Nous Disques.

Find Anastasia Kristensen på Facebook

 

Rune Bagge

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilke tre tracks hører du lige nu?

  1. Autechre – Feed1 (YouTube)
  2. Ancient Methods – Andromeda feat. Zanias (YouTube)
  3. Chief Keef – I Don’t Like (YouTube)

Hvorfor dem?

Feed1 er 12 minutter ren lydorgasme. Polyrytmiske trommer, droner og støj, der modulerer endeløst. Jeg elsker at lytte til detaljerne i det, man lægger mærke til noget nyt hver gang. Jeg har været en sucker for Autechre længe, og det nummer er min favorit fra deres nye plade.

Ancient Methods-tracket faldt jeg over i Percy Records-butikken, og det fangede mig virkelig. Det har en god industrial-agtig stemning, men det er mildere end mange af hans andre ting. Der er også nogle rigtig lækre pads i, og vokalerne fungerer godt.

Chief Keef hører jeg ret meget, så det var svært kun at vælge ét nummer, men det bliver I Don’t Like, fordi det er det mest klassiske. Og jeg hører ret meget drill og trap. Nogle af Chief Sosas nyere ting, som f.eks. Kills, minder mig om hans gamle tracks. Derfor er jeg gået tilbage til de gamle ting i stil med det dér, 3 Hunna og Ight Doe.

Hvilke udgivelser ser du frem til?

Jeg ser meget frem til den næste Euromantic-plade med Funeral Future. Og den næste i Vargs Nordic Flora Series. Det er en super fed serie, og man ved aldrig, hvad han finder på.

Find Rune Bagge på Facebook

 

Niles Cooper

Foto: Rafael Zajac

Foto: Rafael Zajac

Hvilke tre tracks hører du lige nu?

  1. Round One – I’m Your Brother (Club Version) (YouTube)
  2. Martha Wash – Carry On (Todd’s Inhouse Dub) (YouTube)
  3. Terrence Parker & Claude Young – Untitled (B1) (YouTube)

Hvorfor dem?

Round One-tracket bliver jeg aldrig træt af. Klassisk Chicago house fra en duo, der er mest kendt for deres dub techno. Det er absolut imponerende, hvad de to drenge har skabt af hyldede pseudonymer. Basic Channel, Maurizio, Rhythm & Sound og ikke mindst deres Round-serie. 

Carry On har det hele; crisp trommer, groovy basslines, ubarmhjertige akkorder og nok vocal chops til at gøre enhver mesterkok misundelig. Et klassisk eksempel på Todd Terry-lyd. Her kan man virkelig tale om en Detroit/NY house-pioner.

Terrence Parker & Claude Young bliver farligt, når to af Detroits darlings går sammen om at lave en EP. Og Gud, hvor bliver man ikke skuffet! Tørre hatte, rolling basslines, komprimerede klaverakkorder og ørelumske vocal chops. Det bliver ikke meget bedre end det her.

Hvilke udgivelser ser du frem til?

DJ Steaw udgav i sidste uge EP’en “Bel Air” på Kerri Chandlers legendarisk MadHouse Records – dybe skæringer med begravede pads, sydende hatte og groovy orgelakkorder. Han er en af dem, der virkelig holder liv i den klassiske house-lyd.

Den næste er heller ikke helt ny, men jeg bliver nødt til at hylde Plastik People Recordings, der med sin Various People Volume 3 (2016) er det tætteste, man kommer på en 90’er US-stil fra nutidige artister. Mikki Funks bidrag “Up and Down” er en ægte masterclass i dyb, US garage-groove.

Find Niles Cooper på SoundCloud

Læs videre