Heartbeats » Musik » Ugens elektroniske anbefalinger

3x3: Ugens elektroniske anbefalinger

24. november 2017 | Søren Vestergaard Thiesen

Ugens elektroniske anbefalinger

Illustration: Sofie Kammer

Velkommen til 3×3.

Hver fredag får vi friske anbefalinger fra producere og dj’s i det elektroniske musikmiljø i Danmark. Vi taler med tre artister, stiller tre spørgsmål og lytter til tre tracks.

I denne uge har vi besøg af DJ IBON, Optic og ØEN REC. Og fremtiden lover godt for dagens gæster.

DJ IBON er en norsk technoproducent bosiddende i København. Hans seneste udgivelse kom på det lokale pladeselskab Ectotherm, og nu er han godt i gang med at indtage Europa med sin hårde lyd. Optic er en aarhusiansk producer, der med sin kærlighed til house og melodisk dub har huseret i Aarhus-kollektivet Regelbau og som anden halvdel af 2 Bit Crew. ØEN REC. er et københavnsk kollektiv på Nørrebro, hvis house-glade electronica-udgivelser jævnligt for byen til at ramme dansegulvet.

Er du med på en lytter? Det er vi.

 

DJ IBON

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilke tre tracks hører du lige nu?

  1. Erika de Casier – What u Wanna Do (YouTube)
  2. Pablo Gargano – Everyone’s Future (YouTube)
  3. Troubleboy – Follow The Music (YouTube)

Hvorfor dem?

Jeg stødte først på Erika de Casier via hendes samarbejde med den aarhusianske producent DJ Central og deres udgivelse “Drive” på Regelbau. Selv om det er nogle udmærkede numre, var det først efter “What u Wanna Do” at hendes ting virkelige festnede sig i min bevidsthed. Det kan måske beskrives som en blanding af nostalgisk RnB med trancy pads, afhængighedsskabende melodi og smuk vokal. Glæder mig til at følge med i, hvad der kommer fra hende i tiden fremover.

Everyone’s Future indeholder i min optik alle de elementer, der skal til for at lave et smukt hardtrance-nummer. Det er en symfoni af drømmende melodier, der er sørgelige, håbefulde og euforiske på samme tid. Lange build-ups med rullende skarptrommer, der fører hen til et klimaks, der aldrig helt kan leve op til forventningerne. Det har acid lines oveni et klassisk Amager-groove, og sidst (men ikke mindst) er der et sample fra det engelske dub af filmen Akira, der bringer håbet om en positiv udvikling i verden ind på det mørke dansegulv i morgentimerne.

Dengang jeg voksede op ude i provinsen i Norge, var trance og hardstyle de genrer, der var mindst ok blandt mine venner. Samtidig havde det en æstetik, der for mig fremkaldte ubehag og frygt – noget, der nok primært har handlet om personerne, der hørte musikken. Med tiden er jeg blevet mere tiltrukket af denne lyd, og Follow The Music er på mange måder essensen af den æstetik, der består af noget tæt på 100% digitale syntese, rigeligt med bitcrush og mørke melodier, der minder om socialt belastede familier, dårlige fremtidsudsigter og tankeløs europisk kultur.

Hvilke udgivelser ser du frem til?

Jeg ser virkelig meget frem til Fast Forwards Sugar kommer med sin første plade på det nyopstartede label Euromantic. Han bliver ved med at lave spændende technonumre, og jeg glæder mig til resten af verden får lov til at høre det.

Udover det ser jeg altid frem til at høre nye ting fra Smertz, Young Lean / Jonathan Leandoer 127, Iron Sight, DJ Hvad, Vilde Tuv og hele Fast Forward-holdet. Jeg følger også med i, hvad der kommer ud på det svenske label Country Music, der – synes jeg – præsenterer spændende, moderne klubmusik.

For første gang i lang tid kom der også forleden dag livstegn fra den norske producent Craxxxmurfs Facebook-side. Man kan jo håbe, der også kommer noget spændende fra den kant.

Find DJ IBON på SoundCloud

 

Optic

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilke tre tracks hører du lige nu?

  1. Self Control – Ivory Chains (YouTube)
  2. Xoki & Hieronymos – Deep Recall + Journey Home Dub (YouTube)
  3. Mr. James Barth – Pay me in love (YouTube)

Hvorfor dem?

Stemningen i Self Control-tracket er meget laid back og ambient – og super fedt! Akkorderner er også rigtigt underlige, men det virker. Jeg har lyttet en del til Miguel Graça (der står bag Self Control, red.) på det sidste, og faldt over tracket blandt en del af hans gamle tracks.

Xoki & Heironymus har et super fedt groove og er ret old-school dubbet. Releasen fandt jeg for ikke så langt tilbage, og selv om den er fem år gammel, holder den stadigvæk.

Jeg er vild med stort set alt, som Kari Lekebusch udgiver under aliasset Mr. James Barth. “Pay me in love” har et virkeligt tungt groove og et dubbet feel over sig. Jeg synes, det er vildt godt. Og så har jeg nok lidt en svaghed for sirenelyde..

Hvilke udgivelser ser du frem til?

C.K. – Intimite Patterns rammer gaderne snart. Hold øje med den, det bliver super fedt!

Find Optic på SoundCloud og 2 Bit Crew her

 

ØEN REC

Foto: Pressebillede

Foto: Pressebillede

Hvilke tre tracks hører I lige nu?

  1. SW. / SVN – Untitled (A) (YouTube)
  2. DJ Python – Yo Ran (YouTube)
  3. Chaos in the CBD – Educate the Heart (YouTube)

Hvorfor dem?

SW. / SVN er bare et nummer, dér gør alt det, det skal: nemlig evig-gyldig housemusik, som man kan have med i pladetasken overalt til hver en tid. SVN stødte vi på gennem mange samarbejder med de norske house-pionerer (Sotofett, Club No-No osv.) og det kan varmt anbefales at dykke ned i de forskellige labels, som disse kunstnere har udgivet på.

DJ Python aka. DJ Wey har på dette track fundet en super fed hybrid mellem dancehall og ambient house, der skubber den elektroniske genre videre. Det er altid godt for os kunstnere at finde andre, der tager genren videre og eksperimenterer med udtryk og virkemidler. Det bliver spændende at se, om der kommer mere musik i denne stil!

Chaos in the CBD er nok det mørkeste nummer blandt vores anbefalinger. Meget af vores ouput på vores label er ovre i “left-field” house. ØEN som spillested står dog for meget mere end det, og “Educate the Heart” viser lidt mere af den tunge kant, som vi også virkelig godt kan lide, og som mange af de kunstnere, der har spillet her hos os også har.

Hvilke udgivelser ser I frem til?

Vi bliver nok nødt til at sige Forte – Away EP, som bliver den næste udgivelse på Øen Rec. Det er første gang, vi har lavet en vinyl, som er en mere krævende proces for alle involverede, fremfor at udgive musik på bånd. Resultatet er dog også derefter! Vi hører også, at third wife udgiver en plade om lidt, som rykker helt vildt – men det ved vi ikke så meget om endnu.

Find ØEN REC. på SoundCloud

Læs videre