Heartbeats » Ikke kategoriseret » Nils Frahm og Jenny Lewis til Haven

De absolut sidste navne: Nils Frahm og Jenny Lewis til Haven

10. april 2018 | Martin Finnedal

Nils Frahm og Jenny Lewis til Haven

De absolut sidste navne til årets Haven Festival er nu på plads.

Festivalen på Refshaleøen har her til morgen netop offentliggjort tyske Nils Frahm og svenske Jenny Lewis.

Sidstnævnte har senest udgivet den Ryan Adams-producerede ”The Voyager” fra 2014. Jenny Lewis bevæger sig let mellem klassisk amerikansk rootsmusik og melodisk rock, ikke ulig et navn som Fleetwood Mac. Jenny Lewis er i øjeblikket i studiet med Ryan Adams og Don Was, og hun lander på Refshaleøen til august med helt nye sange i bagagen.

Tyske Nils Frahm besøgte senest Danmark i februar, hvor han spillede tre udsolgte koncerter i København og Århus. Han brød igennem med albummet “Felt” (2011). Komponist og pianist Nils Frahm er både inspireret af den klassiske musik og af de mere elektroniske ambiente genrer.

Hans seneste udgivelse hedder da meget passende også “All Melody”. Albummet blev til efter den perfektioniste herre havde brugt to år på at bygge et passende studie i det legendariske østberlinske pladestudie “Funkhaus”.

 

Haven Festival finder i år sted 10.-11. august.

Kan du ikke vente så længe, er der allerede 21. april opvarmingsarrangement på Baghaven. Mikkeller inviterer til premiere på en af de nye festivaløl – en madeira/portvins-fadlagret stout. I den anledning holdes der en stor fejring den 21. april med øl-løb, ’Pig & Chick hotdog’ fra Meyers og et DJ-sæt af Den Sorte Skole.

Det hele foregår i Mikkellers kombinerede ølbryggeri og bar, Baghaven, på Refshaleøen, Refshalevej 169B, 1432 København K.

Programmet for dagen ser ud som følger:

  • Klokken 11:00 Mikkeller Running Club HAVEN edition starter fra Meyers Deli på Gl. Kongevej 107. Meyers sender løberne afsted med en forfriskning i form af deres nye eddikebaserede læskedrik med frugtsaft og ingefær, hvorefter løbet går til Baghaven på Refshaleøen. Der er gratis HAVEN T-shirts til alle løbere, så længe lager haves.
  • Klokken 16:00 Release af den første færdigbryggede HAVEN-øl, en Stout, på Mikkellers Baghaven – alt overskud går til foreningen ’Hjernebarnet’. Der serveres desuden Haven hotdogs, hvor man kan smage en ’Pig & Chick hotdog’ med pølse af frilandsgris og kyllingehjerter, som er udviklet af Meyers pølseekspert Erik Lautrup Nielsen.
  • Klokken 18:00 til 21:00 Særligt HAVEN DJ sæt af Den Sorte Skole på Baghaven. Resten af aftenen er åben.

Billetter til Haven Festival kan købes her.